Juridiske begreber du skal kende inden brylluppet
Inden I gifter jer, er det en god idé at få overblik over de juridiske forhold, der ændrer sig, når I bliver gift. Det kan have økonomiske konsekvenser for jeres privatøkonomi. Vi har samlet de vigtigste punkter, der er gode at kende.
Ægtepagt
En ægtepagt er en skriftlig juridisk bindende aftale mellem ægtefæller. Aftalen bestemmer, hvem der ejer hvad, og hvordan eventuelle værdier fordeles i tilfælde af skilsmisse, samt hvem der hæfter for eventuel gæld. Hvis I ikke skriver en ægtepagt, får I automatisk delingsformue, som betyder, at alt I ejer hver især og sammen, både nu og fremover, deles lige ved skilsmisse.
Testamente
Et testamente er et juridisk bindende dokument, der afgør, hvem der arver efter dig. Du kan frit testamentere tre fjerdedele af arven. Resten skal ifølge arveloven gå til børn, børnebørn osv. Kontakt en advokat og få hjælp til at udarbejde testamentet.
Det skal man være opmærksom på som ægtepar
I hæfter ikke automatisk for hinandens gæld som ægtepar. Uanset om gælden er stiftet før eller efter, I er blevet gift, hæfter man kun for den gæld, man selv har stiftet. Gæld, I stifter i fællesskab, hæfter I begge for. Også efter en eventuel skilsmisse.
Der kan dog være enkelte undtagelser for, hvornår man hæfter for ægtefællens gæld.
Det er en god idé at undersøge, hvordan lige præcis jeres økonomi bliver påvirket skattemæssigt, når I er blevet gift. Det kan nemlig variere afhængigt af jeres indkomst. Samtidig er der en række skattemæssige fordele, I kan få gavn af.
Når I bliver gift, er det en god idé at gennemgå jeres pensionsopsparinger og forsikringer, så de er tilpasset jeres nye situation. På den måde sikrer I jer økonomisk, hvis den ene mister sit job, bliver syg eller at I af anden årsag mister en indtægt.
Tag temperaturen på din pensionsopsparing med Nykredit Pensionstjek
Arveforholdene ændrer sig, når I bliver gift og får I, eller har I børn, vil det også have betydning for, hvem der arver efter hvem. Derfor er det en god idé at overveje, hvordan arven skal fordeles, så I sikrer hinanden og jeres nærmeste økonomisk. Det kan I blandt andet gøre med ægtepagter og testamente. Nedenfor er en oversigt med arvereglerne kort fortalt.
Er I en moderne familie med dine og mine børn, kræver det ekstra omhu at få papirerne i orden, når I bliver gift.
Læs også: Få overblik over økonomien i den sammenbragte familie
Hvem arver ifølge arveloven?
Arveloven dikterer, hvem der arver efter dig, medmindre du har oprettet testamente.