Boligudbuddet falder, mens priserne stiger

Udbuddet af boliger til salg er faldet for tredje måned i træk. Det er kun sket én gang før i statistikkens historie, at udbuddet er faldet i maj, juni og juli. Læs, hvorfor faldende udbud og stigende priser er et godt tegn for boligmarkedet. 

Ved udgangen af juli var 55.089 boliger udbudt til salg, fordelt på 36.544 huse, 6.519 ejerlejligheder og 12.026 fritidshuse. Det viser netop offentliggjorte tal fra Finans Danmark. Det er 346 færre end måneden før. Udviklingen er positiv, da det lavere udbud er et udtryk for, at der rives flere boliger ned fra hylden, end der hamres til salg-skilte i jorden.

”Udbuddet er faldet for tredje måned i træk. Det er bemærkelsesværdigt, da det kun er sket en gang tidligere i statistikkens historie, at udbuddet er faldet både i maj, juni og juli”, siger boligmarkedsanalytiker i Nykredit, Jacob Isaksen. 

Det lavere udbud er en sand solstrålehistorie, da det er et udtryk for, at handelsaktiviteten mere end opvejer de mange til salg-skilte, som danskerne normalt hamrer i jorden på denne tid af året. Udviklingen skal ses i lyset af den spirende optimisme, der ses både på boligmarkedet og i dansk økonomi. Danskernes lønninger stiger, og det samme gør beskæftigelsen. Det øger købekraften og giver flere danskere mulighed for at indfri nye boligdrømme. 

Samtidig er der er godt gang i handelsaktiviteten rundt om i landet, og priserne stiger ligeledes i en større del af landet. Det er med til at give boligejerne blod på tanden, da det alt andet lige gør det lettere at sælge sin bolig og gå på jagt efter en ny.

Sælgerne har skruet udbudspriserne op

Den spirende optimisme ses desuden i udbudspriserne, der over det seneste år for parcel- og rækkehuse er steget med 3,6 procent. Det dækker over fremgang i samtlige landsdele. 

”Vest- og Sydsjælland og Vestjylland er værd at fremhæve, da der er sket et løfte i udbudspriserne over det seneste år på henholdsvis 3,4 procent og 3,5 procent. Det viser med al tydelig, at optimismen på boligmarkedet i højere grad breder sig ud i landet og mærkes hos flere og flere af landets boligejere”, siger Jacob Isaksen. 

Ingen skybrud i vente – på boligmarkedet

Selv om udbuddet er aftaget de seneste år, er der stadig et stykke vej til topformen fra 2005, hvor udbuddet var under 30.000. Det store udbud er med til at dæmpe prisudviklingen i store dele af landet, og de danske boligejere må derfor stadig tage til takke med forholdsvist moderate prisstigninger i store dele af landet. Men vejrprognosen tegner godt for det danske boligmarked, mener Jacob Isaksen.

”Fremover ser vi ingen umiddelbare tegn på skyer, der skulle ændre på udsigterne på boligmarkedet. Der handles flere boliger i størstedelen af landet, samtidig med der kommer mange nye boliger til salg. Det er et stærkt sundhedstegn og vidner om en spirende optimisme, der får boligmarkedet til at køre som smurt. Foruden optimismen er det de lave renter og beskæftigelses- og indkomstfremgang, der fungerer som olie i boligmaskinen. Her er udsigterne fortsat lyse til gavn for handelsaktiviteten. Vi forventer derfor ikke, at udbuddet endnu har nået bunden”, siger Jacob Isaksen. 

Kom godt videre

BoligSkifte

Overvejer du at skifte din bolig ud med en anden, er vores "alt i ét" koncept BoligSkifte måske noget for dig?

Huspriserne stiger: Her er de bedste råd til køber og sælger

Lad ikke renter, prisstigninger og andet afgøre, hvornår du handler bolig. Boligen er først og fremmest et sted, du skal bo. 

Hvor meget må boligen koste?

Lav en hurtig og vejledende beregning på, hvor meget din nye bolig må koste, inden du går på jagt efter drømmeboligen.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere

Vi bruger også cookies til statistik og til at udvælge og vise det mest relevante indhold for dig og andre. Du kan fortsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.