Aldrig har danskerne haft så mange penge i banken

Generel hjælp til Nykredit Online Tilføje siden i foretrukne Udskriv denne side
Aldrig har danskerne haft så mange penge i banken
    07.05.12

    Danskerne fortsætter deres sparsommelighed. Alene fra februar til marts steg det private indlån med 6 milliarder til nu rekordhøje 792 milliarder kroner. Størstedelen er placeret som anfordringsindskud med en rente tæt på nul. Det koster danske opsparere milliarder af kroner i tabt renteindtægt.

    For information om analysen, kontakt økonom Johan Juul-Jensen, jojj@nykredit.dk tlf. 44 55 25 57

    Mens ord som ’gæld’ og ’krise’ typisk nævnes i sammenhæng, når talen falder på Sydeuropa, er ’opsparing’ og ’polstring’ tilsyneladende mere betegnende termer for situationen i Danmark. Fra februar til marts steg private danskeres indlån således med 6 milliarder til nu rekordhøje 792 milliarder kroner. Det tal har aldrig været højere, og opgørelsen medregner ikke de efterlønsudbetalinger, som siden 1. april er begyndt at tikke ind på danske konti. Tendensen med stigende opsparing vil derfor sandsynligvis fortsætte, da et stort antal danskere ifølge en ny Epinion-undersøgelse svarer, at de planlægger at bruge efterlønsudbetalingen til netop at øge deres opsparing.

    Med et samlet bankindlån på 792 milliarder kroner, eller cirka 142.000 kr. for hver eneste dansker, ung som gammel, har de danske husholdninger således en solid polstring mod økonomisk uvejr, men den rekordhøje opsparing er ikke desto mindre udtryk for, at krisebevidstheden fortsat har tag i danskerne, og at de ønsker at ruste sig mod eventuelle dårligere tider. Det mener økonom i Nykredit, Johan Juul-Jensen.

    - Sparsommelighed og stigende opsparing er ofte udtryk for mistillid eller i hvert fald forsigtighed i forhold til fremtiden. Husholdningernes samlede indlån er næsten fordoblet over de seneste 10 år, og den fortsatte stigning viser, at der på trods af de økonomisk magre tider er mange, der har luft i økonomien til at spare op. Det betyder også, at der er et stort økonomisk potentiale, der kan komme i spil, hvis danskernes begynder at se lysere på fremtiden, siger Johan Juul-Jensen.

    Han mener dog samtidig, at det er bekymrende, at danskerne ikke gør sig flere tanker om, hvordan deres opsparing i banken bliver forrentet. Størstedelen, eller cirka 471 milliarder kroner, af den samlede opsparing er nemlig placeret som indskud på anfordringskonti, hvor renten typisk er tæt på nul. Med en minimal indsats, og uden at påtage sig yderligere risiko, kunne de danske indlånere flytte deres opsparing til højrentekonti og få et samlet fortjeneste på flere milliarder.

    - En person med en opsparing på 250.000 kr. kan tjene 3.125 kr. før skat ved at indsætte pengene på en opsparingskonto med et års binding og en rente på 1,75 procent, frem for at have dem stående på en lønkonto med en rente på 0,50 procent. Og binder man opsparingen i tre år, kan man tjene 15.454 kroner ekstra, hvis man vælger en opsparingskonto med en rente på 2,5 procent frem for en lønkonto. Det kan være en god strategi at have penge i banken, hvis man eksempelvis ikke har appetit på aktier og værdipapirer, men man bør i det mindste ulejlige sig med at forrente sine penge bedst muligt, siger Johan Juul-Jensen.

    Han påpeger, at en anfordringskonto, for eksempel en lønkonto, hvor man frit kan hæve og indsætte penge, er en god løsning for opsparing til løbende udgifter og til forventede og uventede udgifter i den nærmeste fremtid. Men for de fleste vil det være tilstrækkeligt, at have 20.000 eller 30.000 kr. stående på en anfordringskonto, mener han.
Aldrig har danskerne haft så mange penge i banken
 

Tilmeld RSS-feed

Modtag besked via RSS-feed, hver gang Nykredit udsender analyser og kommentarer.

Tilmeld RSS-feed

 

Tilmeld nyhedsbrev

Modtag en mail, når vi udsender analyser og kommentarer om bolig- økonomi, markedsudvikling og investering.
 

Arkiv

Oversigt over analyser og kommentarer fra 2002 til 2013.