Mænd gambler med formuen

Generel hjælp til Nykredit Online Tilføje siden i foretrukne Udskriv denne side
Mænd gambler med formuen

27.03.12

Alfahan-mentaliteten kommer op til overfladen, når mænd investerer. De løber højere risiko og overvurderer egne evner. Resultatet er et investeringsresultat, der ikke står mål med kvinders.

For information om analysen, kontakt økonom Johan Juul-Jensen, jojj@nykredit.dk, tlf. 44 55 25 57

Mænd tager større risiko end kvinder. Ikke alene satser de i højere grad end kvinder på aktier, når de investerer. Aktierne i deres portefølje er også mere risikable med høje udsving i kursværdien. Og så forlader mænd sig i højere grad end kvinder på egne evner og snak over hækken, når de køber og sælger. Den strategi kan give bonus i perioder med opgang på aktiemarkedet, men succesen giver blot de mandlige investorer endnu mere blod på tanden, fordi det tolkes som et bevis på egne fortræffeligheder. Det mener økonom i Nykredit, Johan Juul-Jensen, der har set på forskellen i mænd og kvinders adfærd, når det kommer til investering. Og konsekvensen er, at nedturen bliver så meget desto større for mænd, når aktiekurserne falder - og den mere aggressive investeringsstil betyder, at mænd taber til kvinder, når man ser på afkast over længere tid, eksempelvis fem eller 10 år.

- Flere undersøgelser viser, at mænd overvurderer deres egne evner. I en undersøgelse foretaget for et par år siden svarer 54% af adspurgte mænd, at de ser sig selv, som mere intelligente end gennemsnittet. Kun 35% af kvinder svarer det samme. Denne overvurdering af egne evner kombineret med en større tilbøjelighed til at gøre tingene selv, er en uheldig kombination, når det kommer til aktiehandel. Mænd klarer sig simpelthen dårligere end kvinder, når man ser på private investorers aktieafkast over tid, siger Johan Juul-Jensen.

Standardafvigelsen på aktieinvestering, som er et mål for, hvor meget en investering svinger i værdi og dermed, hvor risikabel den er, er 6,4% for mænd og 5,7% for kvinder, hvis man ser på mænds og kvinders aktieinvesteringer siden 2004. Den højere risiko betyder eksempelvis, at mens det gennemsnitlige aktieafkast for mænd har svinget mellem -55% og 47%, har det tilsvarende tal for kvinder til sammenligning svinget mellem -51% og 43%. Forskellen lyder måske ikke af meget, men resultatet er et ringere afkast for mænd, bl.a. fordi negative afkast slår hårdere ud i det samlede regnskab end positive afkast. En aktie der eksempelvis falder 50% skal som bekendt stige fulde 100% for at komme tilbage til udgangspunktet. I en periode som de sidste 4-5 år, hvor vi har store udsving på aktiemarkedet, er det især noget, der har påvirket mændenes afkast.

Mænd har samtidig højere handelsomkostninger, fordi de køber og sælger aktier langt oftere end kvinder, og selvom denne strategi i bedste fald kan give højt afkast på kort sigt, viser beregninger at deres afkast har været lavere end kvinders siden 2004.

- Når mænd investerer, har de i udgangspunktet en højere risiko end kvinder – dels fordi de har flere aktier i deres investeringsportefølje, og dels fordi de aktier, de vælger, er mere risikable end kvinders. Og ofte øges risikoen over tid. Data indikerer derudover, at mange mænd køber op i aktier, der har givet dem succes, og det betyder, at de opnår en mindre risikospredning, hvilket er en anden måde at sige, at risikoen øges, siger Johan Juul-Jensen, der råder private, mandlige investorer til at kigge kvinderne over skulderen, når de investerer.

- Kvinder køber og sælger ikke så ofte som mænd, men holder sig til en langsigtet strategi. Desuden har de generelt flere obligationer i deres porteføljer, og så vælger flere kvinder end mænd at investere gennem investeringsforeninger, hvilket typisk giver en bedre risikospredning, siger Johan Juul-Jensen. 

Mænd gambler med formuen
Mænd gambler med formuen

 

Hent analyse som pdf:

 

Tilmeld RSS-feed

Modtag besked via RSS-feed, hver gang Nykredit udsender analyser og kommentarer.

Tilmeld RSS-feed

 

Tilmeld nyhedsbrev

Modtag en mail, når vi udsender analyser og kommentarer om bolig- økonomi, markedsudvikling og investering.
 

Arkiv

Oversigt over analyser og kommentarer fra 2002 til 2013.