Nykredits Huspristillid - Lille forbedring af bolighumøret

Generel hjælp til Nykredit Online Tilføje siden i foretrukne Udskriv denne side
Nykredits Huspristillid - Lille forbedring af bolighumøret

22.02.12

  • Huspristilliden steg fra -18 til -15 i 1. kvartal 2012
  • Efterårets krisestemning hænger fortsat ved boligmarkedet
  • Stemning kan vende, hvis global økonomisk uro inddæmmes


Af senioranalytiker Jens L. Pedersen, jlpe@nykredit.dk, 44 55 10 46


    Danskernes bolighumør steg marginalt i 1. kvartal 2012
    Oven på et efterår, der om noget var præget af den europæiske gældskrise og forøget usikkerhed om udsigterne for dansk økonomi, har danskernes syn på boligmarkedet taget et lille skridt væk fra bunden i 1. kvartal 2012. Det viser Nykredits Huspristillid, der måler forventningerne til huspriserne på et års sigt.

    Nettotallet for huspristilliden steg således fra -18 til -15, men trods den lille forbedring er den overordnede tendens fortsat, at stemningen er mat. Det kraftige prisfald på boligmarkedet i 3. kvartal har formentlig forstærket mismodet, og en del af forventningerne dannes ved at kigge i bakspejlet. Dermed skal danskerne ved selvsyn konstatere, at boligmarkedet ikke er et bundløst hul, før huspristilliden bevæger sig mod et mere neutralt leje.

    Set ud fra en række økonomiske nøgletal er der således ikke berettigelse for det nuværende mismod. Renterne er ekstremt lave og er endda faldet i løbet af efteråret 2011. Arbejdsmarkedet har gennem nogen tid overrasket positivt, og ledigheden faldt en smule i december. Den reformorienterede, ansvarlige økonomiske politik, som i sin historiske udfoldelse over de sidste 30 år er blevet en ekstremt vigtig parameter, fortsættes.

    Udfordringerne er dog også øjensynlige. Realindkomsterne har gennem det seneste år været under pres, og med de nyligt forhandlede overenskomster ændres dette billede ikke de kommende år, snarere tværtimod. Desuden spøger boligskatterne fra tid til anden i kulissen, og nye skrappere kapitalkrav til den finansielle sektor risikerer i sidste ende at medføre højere renter til forbrugere og boligejere.

    Derfor er vi fortsat moderat forbeholdne i vores syn på boligmarkedet, men vi fastholder vores prognose, som indeholder en stabilisering i løbet af foråret og nulvækst i priserne frem mod 2013. Men jo længere tid pessimismen og usikkerheden får lov til at bide sig fast, des mere øges risikoen for, at prisfaldet fortsætter gennem 2012. Vi vurderer dog, at såfremt der findes permanente og troværdige løsninger på gældskrisen, vil de seneste spæde positive tendenser fra USA og Tyskland smitte positivt af på dansk økonomi og reducere en stor del af usikkerheden.
Nykredits Huspristillid - Lille forbedring af bolighumøret
Nykredits Huspristillid - Lille forbedring af bolighumøret
 

Bliv kontaktet om boliglån og realkredit

 

Tilmeld nyhedsbrev

Modtag en mail, når vi udsender analyser og kommentarer om bolig- økonomi, markedsudvikling og investering.