Danske virksomheders vækstplaner risikerer at ryge i vasken

Størstedelen af de ejerledede virksomheder i Danmark har ambitioner om at skabe vækst i de kommende år, men de fleste ejerledere ønsker ikke at få hjælp ude fra til at finansiere væksten. Det kan få store konsekvenser for de virksomheders konkurrenceevne, som ikke selv har de økonomiske muskler til at finansiere deres vækst inden for en overskuelig tidshorisont, advarer Nykredit.

”Manglende finansiering ude fra kan i værste tilfælde betyde, at virksomheden ikke kan realisere den ønskede vækst og dermed bevare sin position på markedet,” lyder det fra seniorøkonom i Nykredit, Jeppe Borre, der tilføjer:

”Hvis virksomhederne ikke får investeret og dermed skabt den vækst, der er potentiale for, risikerer virksomheden at blive overhalet af konkurrenter, som er mere villige til at låne penge på et marked med lav rente. Konkurrenter som får investeretog gjort sin virksomhed mere konkurrencedygtig får altså en stor markedsmæssig fordel i forhold til de virksomheder, der holder sig tilbage med at skaffe finansiering ude fra.”

Virksomheder indfrier ikke potentialet

Syv ud af ti ejerledere har en ambition om, at deres virksomhed skal opnå en vækst på minimum 5 procent de kommende tre år, men otte ud af ti ejerledere vil finansiere væksten med egne midler. Kun 13 procent vender blikket mod bankerne og realkreditinstitutterne, når væksten og udviklingen skal finansieres. Det viser Nykredits ejerlederanalyse fra 2016.

At de fleste ejerledede virksomheder ønsker at skabe vækst giver, ifølge Jeppe Borre, god mening, ikke mindst nu, hvor den danske økonomi ser rigtig fornuftig ud. Til gengæld overrasker ejerledernes modvilje mod at hente kapital ude fra seniorøkonomen.

”Jeg synes det er tankevækkende, at ikke flere vil optage lån for at skabe øget vækst i sin virksomhed. Det kan måske skyldes, at mange ejerledere vil føle, at de bliver mindre selvstændige ved at låne penge, men sådan skal man ikke nødvendigvis se det. Tværtimod får de, i mine øjne, mulighed for i højere grad at udfolde sig og indfri deres virksomheds fulde potentiale. Et potentiale, der ikke vil bliveindfriet til fulde, hvis de ikke vil hente finansiering ude fra,” siger Jeppe Borre, som vurderer, at det ikke er realistisk at otte ud af ti ejerledede danske virksomheder vil være i stand til at finansiere deres vækstplaner via egne midler.

”Otte ud af ti er rigtigt mange virksomheder, som skal kunne opnå den fulde vækstplan med egne midler. Selv hvis de kan det, så er spørgsmålet, om virksomheder ikke bør revurdere deres vækstplan i opadgående grad for at åbne op for udefrakommende finansiering.”

Får konsekvenser får Danmark

Ifølge Jeppe Borre er det positivt for dansk økonomi, at der i øjeblikket er nem adgang til at låne penge og dermed mulighed for at indfri det potentiale landets virksomheder indeholder. Derfor kan det også modsat have store konsekvenser for dansk økonomi, hvis virksomhederne ikke benytter sig af denne mulighed.
”Når virksomhederne ikke benytter sig af den nemme adgang til kapital, så kan det betyde, at de ikke er i stand til at følge med den udvikling og vækst der er markedet , og det kan i værste tilfælde få den konsekvens, at det går udover investeringerne, arbejdspladserne og væksten i Danmark,” siger han.

For at sikre at den enkelte virksomhed kan indfri sine egne vækstmuligheder til gavn for både virksomheden selv ogfor dansk økonomi råder Jeppe Borre derfor ejerlederne til at tænke sig om en ekstra gang, før de afviser at søge finansiering fra banker eller realkreditinstitutter. ”Mit råd er at de skal se på, hvilke værktøjer de har, og hvilke håndtag, de kan skrue på. Hvis de kun har et håndtag, og det er at bruge egne midler, så begrænser de sig selv, men hvis de har flere forskellige håndtag, som de kan skrue op og ned på, så øger det muligheden for at indfri det store potentiale, der er i mange danske virksomheder,” siger han.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere

Vi bruger også cookies til statistik og til at udvælge og vise det mest relevante indhold for dig og andre. Du kan fortsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.