Fair Trade eller handelskrig?

Analytikere og kommentatorer er enige: For første gang siden sin tiltrædelse fremstod Donald Trump præsidentiel, da han forleden talte til kongressen. Men der kan være tale om ny vin på gamle flasker.

Der er tale om politisk spin, når Donald Trump i sin første tale til kongressen betonede sin tro på global frihandel, så længe handlen blot er fair og vilkårene ens for alle. Det vurderer chefstrateg i Nykredit, Frederik Engholm.

-    Trump talte meget om fairness [i sin tale], og det er nyt i forhold til tidligere, hvor han mest har talt om, hvad der er unfair. Men hans udgangspunkt og den underlæggende analyse er uforandret, nemlig at eksisterende handelsvilkår bør laves om, fordi de ikke i tilstrækkelig grad tjener amerikanske interesser. Så tonen er ny, og det lyder pænere. Men essensen er den samme, siger Frederik Engholm.

Han uddyber, at Trump-administrationen længe har arbejdet på handelsrestriktioner, som de kan indføre uden at komme på kant med verdenshandelsorganisationen, WTO, men at hensynet til WTO næppe vil vægte højest.

-    Lige nu sidder jeg og mine kollegaer og diskuterer, om vi måske allerede om seks måneder kan tale om WTO, som en institution under afvikling, om ikke formelt så i hvert fald i praksis, siger Frederik Engholm.

Handelskrig kan ikke udelukkes

Hans kollega i Nykredit, analytiker Frederik Romedahl Poulsen, peger dog på, at selvom USA har mindre at tabe på en handelskonflikt end fx Kina og Mexico, vil eventuelle toldmure passe dårligt med Donald Trumps egne ambitioner om et stærkere USA.

-    USA's eksport til Kina og Mexico beskæftiger mere end 2 millioner amerikanere, og de forventede effekter af en toldmur vil passe dårligt med ambitionerne om vækst og beskæftigelsesfremgang, siger Frederik Romedahl Poulsen.

Han vurderer, at mindre handelspolitiske stramninger sandsynlige, men vil ikke udelukke at Trumps uforudsigelige politik kan føre til en egentlig handelskrig, som vil ramme særligt emerging markets, men også store, globalt forankrede amerikanske selskaber.

-    Formår Trump at vælte den globale handelsorden, vil det kunne føre til global risiko-aversion i markederne. Det kan ramme aktier, særligt i emerging markets, der er særligt afhængige af global handelsaktivitet, siger senioranalytiker, Frederik Romedahl Poulsen.

Selskaber påvirkes forskelligt

Sammen med senioranalytiker i Nykredit, William Eduard, har Frederik Romedahl set nærmere på, hvordan flere af de selskaber, som Nykredit dækker, vil blive påvirket forskelligt at ændrede handelsvilkår. 

Diageo
Diageo er en af verdens største spillere på spiritusmarkedet med 34% af sin omsætning i USA. Selskabet er noteret i London, men har en stor produktion af tequila i Mexico. En handelskonflikt vil kunne påvirke de 120 mio. liter tequila, der årligt bliver importeret til USA, og dermed Diageos indtjening fra de tre mærker Don Julio, Peligroso og DeLeón.

Airbus
Airbus vil kunne drage fordel af en handelsbarriere på bekostning af konkurrenten Boing, som er amerikansk-ejet. Frem til 2034 er der behov for estimeret 32.500 nye fly, hvoraf ca. 38% skal til Asien og ca. 8% til Latinamerika. Samlet vil ca. 60% af de estimerede fly skulle servicere emerging markets. En handelskonflikt med Mexico og Kina vil kunne mindske Boeings konkurrenceevne på flypriser i forhold til europæiske Airbus på disse markeder. Trumps protektionisme betyder, at Boeing derimod vil kunne gøre sig yderligere gældende på det nordamerikanske marked, som ventes at modtage op mod 17% af de estimerede fly.

Whirlpool
Whirlpool har en omsætning på ca. USD 0,5 mia. i Mexico og USD 1,1 mia. i Kina, hvilket er henholdsvis 2,5% og 5,5% af den samlede omsætning. Selskabet har en global produktion, så den reelle påvirkning af en handelsbarriere over for de to lande vil være svær at vurdere. Det kan dog ikke udelukkes, at de to lande kan blive påvirket i mindre grad.

Home Depot
Home Depot overtog i 2004 Home Mart, som var Mexicos næststørste byggemarked. Home Depot har i dag 91 varehuse. Mexico genererer knap 10% af Home Depots omsætning, og derfor vil en handelsbarriere kunne have nogen indvirkning på selskabets konkurrenceevne og indtjening.

Intel
Langt størstedelen af Intels produkter bliver produceret i USA og eksporteret til bl.a. Kina til samling/montering, hvorefter det færdige produkt reimporteres til USA. En handelsbarriere vil derfor kunne ramme Intel begge veje og mærkbart kunne påvirke deres konkurrenceevne i et marked, som i høj grad er styret af pris. Derudover står Asien for over 60% af omsætningen med Kina som en betydelig faktor. 

Estée Lauders
Estée Lauders høje satsning på det asiatiske marked bevirker, at konglomeratet kan blive ramt af Trumps politiske udspil. Hvor stor en del af omsætningen der hentes i Kina er ikke offentliggjort, men Asien som helhed fylder 20%, og Kina vurderes derfor at udgøre en ikke ubetydelig del af resultatet. En handelsbarriere vil derfor kunne svække virksomheden på konkurrencen og dermed give en fordel til fx europæiske LVMH på det voksende kinesiske marked.

Frederik Engholm

Chefstrateg i Nykredit

Ekspert i global økonomi, politik og markeder. Oversætter globale begivenheder til danskerne og viser, hvordan de navigerer sikkert gennem kapitalmarkedernes konstante turbulens.

Relaterede Artikler

Video | 3 min

Chefstrateg forventer eskalering af handelskrig, der vil ramme markederne

Handelskrigen med USA i centrum har over sommeren taget lidt af i styrke i forhold til Europa, men chefstrateg Frederik Engholm forventer, at den til gengæld vil tage til over for Kina.
Podcast | 18 min

Chefstrateg: Her er sommerens vigtigste begivenheder for investorer

Handelskrigen mellem USA og EU, der blev nedtonet og en "hamrende stærk" amerikansk regnskabssæson.
Podcast | 15 min

Chefstrateg: Her er udsigten for finansmarkederne over sommeren

Handelskrigen med USA i centrum er en af de afgørende faktorer for de finansielle markeder denne sommer. Det siger Klaus Dalsgaard, chefstrateg i Nykredit Markets.