Klar Brexit-valgsejr – men usikkerheden vender tilbage

Det er så godt som sikkert, at Storbritannien forlader EU og træder ind i den såkaldte overgangsfase senest den 31. januar. Men udfordringerne lurer atter i horisonten.

De konservative vandt en markant sejr ved gårsdagens valg i Storbritannien. Med udgangspunkt i et solidt absolut flertal, der er det største siden 1980’erne, er det derfor nu næsten sikkert, at Brexit bliver vedtaget i Underhuset, og at Storbritannien forlader EU seneste den 31. januar.

Det tydelige valgresultat betyder, at risikoen forbundet med Brexit daler på kort sigt, og dén besked reagerede markederne positivt på. Den gode stemning blev yderligere båret af forlydender om, at Trump skulle have godkendt en Fase-1-aftale i Handelsforhandlingerne mellem USA og Kina. De endelige rammer er ikke offentligt kendte, men i grove træk går aftalen ud på, at Kina køber flere landbrugsvarer fra USA, mens USA dropper den planlagte toldforhøjelse 15. december, og måske også sænker nogle af de allerede forhøjede satser igen. Men det er endnu uvist, og en formel annoncering ventes i dag.

Tilbage i det engelske er alt dog ikke fryd og gammen trods det klare valgresultat. Det forklarer chefstrateg i Nykredit, Klaus Dalsgaard:

”Hvis Storbritannien som forventet forlader EU inden den 31. januar, starter den såkaldte overgangsfase, der som udgangspunkt varer indtil ultimo 2020. I den fase fortsætter alt stort set som før, og tiden skal bruges til at forhandle en handelsaftale på plads med EU. Det er ekstremt lidt tid at forhandle i, og briterne kan reelt stadig havne i et ”no deal”-lignende scenarie, hvis ikke man får en handelsaftale på plads med EU, inden overgangsordningens udløb. Der er mulighed for at forlænge overgangsfasen med 1-2 år, men i så fald skal det aftales seneste den 1. juli. En forlængelse strider mod det konservative valgmanifest, men med et solidt absolut flertal bør Boris Johnson bryde valgløftet.”

Relaterede Artikler

Aktier | 3 min

Chefstrateg: Vi justerer et par taktiske anbefalinger

De seneste udmeldinger fra den europæiske såvel som den amerikanske centralbank har fået Nykredit til at ændre på et par taktiske anbefalinger.
Økonomi | 2 min

Chefstrateg om Nordkorea-aftale: Potentiale til at blive en lykkelig begivenhed

Markederne gik op og ned, som der kom forskellige meldinger ud fra topmødet mellem Donald Trump og Kim Jong-un.
Økonomi | 2 min

Ny italiensk regering skaber uro i markedet

Udsigten til en ny regering i Italien, der bl.a. sætter spørgsmålstegn ved landets tilknytning til EU, har skabt uro på finansmarkederne. Det siger Frederik Romedahl Poulsen, strateg i Nykredit Markets.