Mikkeller: Sådan holder vi medarbejdertilfredsheden høj

Høje krav og hårde prioriteringer er med til at skabe et velfungerede team i mikrobryggeriet Mikkeller, der er gået fra 1 til 400 ansatte på 10 år. Men så er medarbejderne også med dér, hvor det er rigtig sjovt. Læs Mikkellers tre råd til dig, der vil styrke fokus på medarbejdertilfredsheden.

Manden bag Mikkeller, Mikkel Borg Bjergsø, vandt titlen som Årets Ejerleder 2017. Og netop den særlige virksomhedskultur og de engagerede medarbejdere blev fremhævet i forbindelse med prisuddelingen af blandt andet Dansk Erhverv:

”Mikkel har gennem enorm passion og engagement opbygget et unikt brand og en unik kultur omkring Mikkeller, og han formår at få sine medarbejdere til at engagere sig i sin drøm om at omdefinere ølverdenen. Her er tale om en ejerleder, der tør sigte mod at nå de højeste tinder”, lød det fra jurymedlem Sigurd Schou Madsen fra Dansk Erhverv.

Passion og engagement er da også gennemgående elementer i Mikkellers virksomhedskultur. Men der bliver også stillet høje krav til medarbejderne, og der skal leveres, hvis man vil være en del af successen; Ikke bare på arbejdspladserne i Danmark men også i de 10 barer, som Mikkeller driver i udlandet. Til gengæld får man lov til at være med, hvor det er rigtig sjovt.

Jacob Gram Alsing, der har arbejdet med medarbejderledelse som Operations Manager hos Mikkeller gennem de seneste fem år, fortæller, at det i høj grad er lysten, der driver værket hos Mikkeller:

”Hos os er man en del af noget større, og noget der er anderledes. Vi brygger ikke bare øl, vi var fx også med til at skabe Haven-festivallen. Medarbejderne synes, det er sjovt at gå på arbejde, fordi de også er med til alle de sjove ting”, siger Jacob, der fortæller, at også de fysiske rammer skal være i orden.

”Vi lægger vægt på at have gode omgivelser. Der er god kaffe, god frokost og massage”, siger Jacob.

Hos os arbejder man blandt de bedste i verden. Det tror jeg, er en stor drivkraft for mange af medarbejderne

Jacob Gram Alsing, Operations Manager i Mikkeller

De bedste i verden

Medarbejdernes engagement er ikke en forudsætning – det er et reelt krav. I Mikkeller skal man ville det, og man skal investere den energi, der skal til for at bringe virksomheden videre.

”Hos os arbejder man blandt de bedste i verden. Det tror jeg, er en stor drivkraft for mange af medarbejderne”, siger Jacob, der heller ikke lægger skjul på, at man fra tid til anden også må skille sig af med de medarbejdere, der ikke kan eller vil lægge det engagement, der skal til, for at passe ind i kulturen.

”Hvis vi føler, at en medarbejder har en dårlig energi, og at det begynder at gå ud over de andre kollegaer, tager vi konsekvensen. Det kan give en fornyet motivation for dem, der er tilbage, og vi gør selvfølgelig rigtig meget ud af at kommunikere, hvorfor vi fx vælger at afskedige en medarbejder, så der er åbenhed om det, og det ikke skaber utryghed”, siger Jacob.

Kan medarbejdertilfredshed ses på bundlinjen?

”Ja, det tror jeg bestemt, den kan. Vi måler ikke på det som sådan, men jeg er ikke i tvivl om, at tilfredse medarbejdere har betydning for bundlinjen”, siger Jacob.

Vi har en meget stor blanding af især nationaliteter, men også køn, kultur og sprog hos vores ansatte. Mange af vores medarbejdere føler en stolthed over at være en del af så sammensat kultur, og det smitter selvfølgelig af på hverdagen også

Jacob Gram Alsing, Operations Manager i Mikkeller

Stoltheden driver tilfredsheden

Noget af det, der gør Mikkeller til en unik arbejdsplads, er ifølge Jacob den store diversitet i medarbejdersammensætningen – et regulært mash-up af kulturer.

”Vi har en meget stor blanding af især nationaliteter, men også køn, kultur og sprog hos vores ansatte. Mange af vores medarbejdere føler en stolthed over at være en del af så sammensat kultur, og det smitter selvfølgelig af på hverdagen også”, siger Jacob.

Er der andet, der driver medarbejdertilfredsheden hos Mikkeller?
”Vi drikker fantastisk god øl”, afslutter Jacob og bekræfter, at der i Mikkeller selvfølgelig ikke bare er en fast fredagsbar, men at der også bliver smagt meget i løbet af en uge. ”Snydevejen” til høj medarbejdertilfredshed, bekræfter Jacob.

Tre gode råd til at opnå større medarbejdertilfredshed 

Her er Jacob Gram Alsings tre gode råd til dig, der som ejerleder gerne vil øge medarbejdertilfredsheden. 

  • Stil krav til dine medarbejdere

Vi stiller krav til vores medarbejdere og vi følger op. Men dét at stille krav er medvirkende til, at man får glade medarbejdere, for det betyder også, at medarbejderne får en succesoplevelse, når de lykkes. 

  • Anerkend dine medarbejdere

Det kan enten være direkte, hvor du klapper medarbejderen på skulderen og siger ”godt gået”, eller det kan være ros i en større gruppe, hvor vi fx fremhæver de gode eksempler. 

  • Tag nogle gange konsekvensen

- og skil dig af med medarbejdere, der ikke passer ind. Hvis du har et højtydende team, er det demotiverende at have en siddende, der ikke er lige så engageret eller leverer på lige fod. 

Mikkeller

Stifter: Mikkel Borg Bergsø Primær branche: Bryggeri Ansatte: 400 Lokation: Barer i 10 lande Eksport: 50 lande Omsætning: 153 mio. kr. Andet: Restauranter, Mikkeller Running Club, Medarrangør af Haven-festivallen. Mikkel Borg Bergsø blev kåret som ”Årets ejerleder” i 2017. I Mikkeller måler man ikke på medarbejdertilfredsheden, men man har vedvarende fokus på tilfredse medarbejdere.

Kom godt videre

Medarbejdernes motivation kan ses på bundlinjen

Der er en klar sammenhæng mellem dine medarbejderes engagement og din bundlinje, siger partner i Ennova Morten Henriksen.

Kend dine medarbejderes tilfredshed og værdien af den

Tilfredse medarbejdere giver tilfredse kunder. Jo mere tilfredse dine medarbejdere er, jo mere produktive og succesrige er de - og det er godt for din virksomhed.

Giv dine medarbejdere en række fordele

Motiverede medarbejdere har stor betydning for driften i din virksomhed, og her kan små ting som rabatter gøre en stor forskel.