400 mio. i rabat til danske virksomheder

Foreningsejede Nykredit har 400 mio. kr. på vej i rabat til erhvervskunder. Nykredits koncerndirektør Anders Jensen glæder sig over, at der nu kommer kontante rabatter - ErhvervsKroner - til de danske virksomheder.

”Det betyder meget for mig, at vi nu har ErhvervsKroner. Det er netop på den måde, vi adskiller os fra de andre i branchen: Nykredit er primært ejet af en forening, der ønsker, at det overskud, den får fra Nykredit skal komme kunderne til gode. Derfor har foreningen mulighed for at give et årligt tilskud til Nykredit, som vi kan give videre til erhvervskunderne i form af en kunderabat. Jeg synes, at det er stærkt, at vi kan give den rabat til både eksisterende og kommende kunder.”

Det betyder meget for mig, at vi nu har ErhvervsKroner. Det er netop på den måde, vi adskiller os fra de andre i branchen

Anders Jensen, Koncerndirektør i Nykredit

Dækker hele landet

Anders Jensen hæfter sig ved, at der udbetales flere ErhvervsKroner, jo længere væk man kommer fra København, og dermed kommer pengene ud at arbejde over hele landet.

”Det glæder mig, at vi giver ErhvervsKroner til erhvervskunder i hele landet. Faktisk er det sådan, at jo længere væk fra København vi kommer, desto flere ErhvervsKroner giver vi tilbage. Det har været vigtigt for os, at rabatten kom ud til erhvervsdrivende i hele landet med såvel store som små lån,” siger Anders Jensen.

Når der kommer flere ErhvervsKroner til erhvervskunder uden for hovedstadsområdet, er det fordi erhvervskunder, der samlet har lån på over 20 mio. kr. kun får rabat af de første 20 mio. kr. I Hovedstadsområdet, hvor prisen for en erhvervsejendom er størst, er der naturligt flere kunder, der rammer loftet på de 20 mio.

Samtidig gør ErhvervsKroner Nykredit i stand til at være stærkt konkurrencedygtig.

”Som ansvarlig for en erhvervsbank i et stærkt konkurrencepræget marked, er jeg selvfølgelig rigtig glad for, at vi har ErhvervsKroner med ud til kunderne. Det er en kontant fordel, som er til at tage og føle på for mange kunder. Og et tiltag, der kun kan lade sig gøre, fordi vi er foreningsejet,” siger Anders Jensen.

Faktisk er det sådan, at jo længere væk fra København vi kommer, desto flere ErhvervsKroner giver vi tilbage.

Anders Jensen, Koncerndirektør i Nykredit

Også ErhvervsKroner i 2019

Lige nu ligger det fast, at erhvervskunder med realkreditlån i Nykredit kan få en rabat på 1.500 kr. pr. lånt mio. kr. årligt til og med 2019. Kunder kan få ErhvervsKroner fra 1. juli 2018. Erhvervskunder, der samlet har lån på over 20 mio. kr., kan få rabat af de første 20 mio. kr. Hvor mange ErhvervsKroner, der fratrækkes i rabat, vil afhænge af flere forhold, bl.a. Nykredits resultater, og hvilket tilskud Nykredit måtte modtage fra Forenet Kredit.