Dinero og Nykredit går sammen om ny løsning til iværksættere

Nykredit og Dinero er gået sammen om en attraktiv pakke til iværksættere og mindre erhvervsdrivende. Dinero-kunder får nu ikke bare et brugervenligt regnskabsprogram men også mulighed for at ansøge online om en erhvervskonto på under 30 minutter.

Som selvstændigt erhvervsdrivende i Danmark kan en af de store udfordringer være at få en erhvervskonto hurtigt og til en god pris. Den udfordring er Nykredit ErhvervsBank og Dinero gået sammen om at løse. Dinero tilbyder et enkelt og brugervenligt regnskabsprogram, og administrerende direktør Martin Thorborg har sammen med Nykredit ønsket at skabe en løsning, der kan være med til at løfte mulighederne for iværksættermiljøet i Danmark.

"I Dinero ser vi flere gange om ugen iværksættere, som på sociale medier efterlyser en bank, der tilbyder en erhvervskonto til nystartede virksomheder til rimelige priser. Mange banker kræver et stort oprettelsesgebyr og høje priser, og som nystartet virksomhedsejer vender man hver en krone og har ikke råd til at betale mange tusinde kroner for en erhvervskonto. Men man skal jo have en erhvervskonto, før man kan modtage betaling fra kunder," siger Martin Thorborg.

For Nykredit er samarbejdet med Dinero en oplagt vej til at understøtte iværksætterne med nye, digitale tiltag.

"I Nykredit vil vi gerne tage et medansvar for det samfund, som vi er en del af. Selvstændige og små erhvervsdrivende bidrager med vækst og arbejdspladser og er derfor til stor gavn for Danmark. Derfor skal vi selvfølgelig hjælpe dem godt på vej," siger Tonny Thierry Andersen, koncerndirektør i Nykredit, og fortsætter:

"Jeg håber, at vi med samarbejdet med Dinero kan være med til at gøre det nemmere for de selvstændige og små erhvervsdrivende, så de kan fokusere mere på det, de gør bedst – nemlig at få gang i forretningen," siger Tonny Thierry Andersen.

Ansøg på under 15 minutter

Allerede nu kan de første Dinero-brugere få en erhvervskonto, som indeholder de vigtigste basiselementer som fx en Nemkonto, net- og mobilbank, ét Mastercard Debet og adgang til betalings- og leverandørservice.

I første omgang udrulles og testes oprettelsen af det nye koncept til 1.000 udvalgte Dinero Pro-brugere, som er enkeltmandsejede og minimum et år gamle. Inden året er omme, forventer vi, at mange flere typer virksomheder kan udnytte det nye samarbejde mellem Dinero og Nykredit.

Er du i målgruppen, vil du kunne se en ny fane, når du er i Dinero, og herfra vil du kunne se mere om det nye samarbejde og starte ansøgningsprocessen. Vi har digitaliseret og effektiviseret ansøgningen, så de fleste data hentes fra Dinero og offentlige registre. Selve ansøgningsprocessen tager under 15 minutter, og du kan forvente at få den endelige godkendelse indenfor 24 timer.

Fakta om samarbejdet

  • Erhvervspakken fra Nykredit indeholder et Mastercard Debet, Nem-konto, Netbank, Gratis standardoverførsler, Betalings- og leverandøservice og integration til Dinero.
  • Prisen er 99 kr. om måneden og 1.000 kr. i oprettelsesgebyr.
  • Bankpakken er tilgængelig for 1.000 udvalgte Dinero Pro-brugere, men tilbydes løbende til flere enkeltmandsejede virksomheder, der benytter Dinero.

Læs mere om Dinero