Ny fond gør det nemmere at investere i alternativer

Historisk lave renter og urolige aktiemarkeder får flere institutionelle investorer til at kigge mod alternative og unoterede investeringer i eksempelvis infrastruktur og private equity. Som en af de første i Danmark er Nykredit Portefølje Administration klar med en ny type fondsstruktur, AIF-SIKAV, der kan rumme alternative investeringer i lagt højere grad end tidligere.

Flere professionelle investorer har fået øjnene op for alternative investeringer i alt fra infrastrukturprojekter til private equity investeringer. Alternative investeringer vinder netop terræn, fordi de giver god mulighed for at sprede investeringerne i aktiver med en anden risikoprofil end obligationer og aktier, og fordi der kan være et fornuftigt afkast at hente i de ofte mere langsigtede alternative investeringer. Faldende renter og urolige aktiemarkeder har kun hjulpet den tendens på vej.

Fremtidens platform for alternative investeringer

For at imødekomme kundernes behov har Nykredit Portefølje Administration investeret i at udvikle nye løsninger, der også kan håndtere administration af alternative investeringer. Nu er en ny fondsstruktur, AIF-SIKAV, klar, der ikke er begrænset til investering i likvide værdipapirer (jf. bilag 5 i FIL), og som derfor kan rumme et større spektrum af alternative investeringer, herunder direct lending strategier.

”De seneste år har vi oplevet en stigende efterspørgsel på administration af alternative investeringsfonde især fra professionelle investorer. Derfor har vi udviklet en stærk platform for administrationsløsninger til alternativer. Sammen med vores kunder har vi bygget administrationsløsninger for hedge fonde, private equity, infrastruktur, alternativ kredit og banklån. Med den nye AIF-SIKAV struktur kan vi indpakke og administrere de mere illikvide alternative investeringer, og det åbner op for nogle nye og spændende potentielle kunder og samarbejdspartnere,” siger administrerende direktør i Nykredit Portefølje Administration, Martin Udbye Madsen.

Løsningerne på alternativer er udviklet i tæt samarbejde med flere institutionelle og professionelle kunder, så de fra start er målrettet markedets behov. Nykredit Portefølje Administration er i dag et af de største danske investeringsforvaltningsselskaber og FAIF, og håndterer den daglige administration af 755 mia. kr. fordelt i mere end 40 kapital- og investeringsforeninger. Administrationsløsningerne som Nykredit Portefølje Administration tilbyder inkluderer bl.a. robuste kontroller, risikostyring og eksterne tilsyn fra bl.a. Finanstilsynet.

Frigørelse af ressourcer

”Vi har udviklet en fondsstruktur, der giver kunderne stor fleksibilitet ift. at kunne udvikle deres alternative investeringsstrategi. Vi overtager en række risici på det operationelle, så vores kunder kan fokusere på deres investeringsstrategi. Vi ved, at rigtig mange af vores kunder gerne vil ombord i de alternative investeringer, som i højere og højere grad ses som en vigtig komponent til at beskytte mod kursudsving og sikre et fornuftigt afkast. Så vi er meget glade for at kunne tilbyde AIF-SIKAV fondsstrukturen,” siger Martin Udbye Madsen.

Hvis du vil vide mere om de løsninger, Nykredit Portefølje Administration tilbyder, er du velkommen til at kontakte os.