Digitalisering rykker planteavlen fra hektar-niveau til kvadratmeter

Satellitter og kameraer til at overvåge marker og planter giver landmanden helt nye muligheder, sagde udviklingschef Jakob Lave, SEGES.

De digitale muligheder betyder, at landmanden kommer til at styre sine marker på kvadratmeter-niveau, hvor det hidtil snarere er sket på hektar-niveau. Det fortalte Jakob Lave, udviklingschef hos SEGES, i sit indlæg på Landbrugsdagene, ”Hvor er landbrugets Tesla, og hvordan leder landmanden forandringer?”.

- Danske landmænd er allerede meget digitale, sagde han og henviste blandt andet til bedrifter, som omfatter produktion på flere ejendomme, bruger Facebook som en form for intranet, hvor leder og medarbejdere holder hinanden opdateret.

Vi er gode til at bruge data

Men også når det gælder opsamling og brug af data, er danske landmænd godt med, mente Jakob Lave. SEGES har et samarbejde med det europæiske satellitprogram om at modtage højopløste billeder til at overvåge de europæiske marker. Hver fjerde dag passerer satellitten Danmark, og ved at bruge appen Cropsat kan landmanden hente data og fotos ned og følge væksten og eksempelvis se, hvor de enkelte marker måske mangler næringsstoffer.

- Teknologien vil ændre vores opfattelse af marken fra hektar- til kvadratmeter-niveau. Vi kommer til at kombinere billeder fra rummet med billeder fra både droner og kameraer på hurtigtkørende ATV’er, der både vil kunne skelne afgrøder og bestemme ukrudts omfang og arter. Når først billederne er lagret, vil stærke computere give bud på både plantesygdomme og behandling, bemærkede Jakob Lave.

Det næste trin i den udvikling har han set i Californien, hvor et universitet arbejder med forsøg, hvor hvert eneste frø er GPS-registret og droner står for plantebeskyttelsen.

Teknologien vil ændre vores opfattelse af marken fra hektar- til kvadratmeter-niveau. Vi kommer til at kombinere billeder fra rummet med billeder fra både droner og kameraer på hurtigt kørende ATV’er.

Jakob Lave

Vi skal være bedre til at kigge udad

Jakob Lave fortalte, at SEGES har fornyet sig med et Future Farming Board til at pege på, hvordan vi sikrer, at landmanden tjener penge også om 5-10 år. Boardet består af både landmænd, forskere og virksomheder. KMC’s administrerende direktør, Nicolai Hansen, er med i boardet.

Landmandsejede KMC har transformeret kartoffelmelsfabrikker til ingrediensvirksomheder og har skabt en stærk forretning ved at trække langt mere værdi ud af kartoflen. Budskabet fra Jakob Lave er, at landbruget, som alle andre brancher, skal være åbne over for spring, hvor der med rette investorer og nye samarbejdspartnere kan komme produkter frem. Lige som en islandsk producent af torskefileter har gjort ved at gøre torskeskindet til et værdifuldt produkt, som den amerikanske hær bruger til hudtransplantationer, så torskefileten nu nærmest er restproduktet.

- Vi skal se nye muligheder, men vi skal vænne os til, at forbrugere og supermarkeder vil stille nye krav, påpegede Jakob Lave og fortsatte:

- Når en butik i Aarhus kan sælge en sundhedsdrik for 200 kr., og den er baseret på hvedegræs fra Kina, så bør det sætte tanker i gang i landbruget. Eller når en person fra min egen omgangskreds får al sin næring fra en fuldkostdrik og omvendt spiser højkvalitetsfødevarer i weekenden, så skal vi være klar. Og læg mærke til, at pengene til denne forskning og udvikling kommer fra nye kilder uden for landbrugets traditionelle samarbejdspartnere, blandt andet Google og filantroper som Bill Gates.

Dagligvarehandel på en metrostation i Tokyo: Om morgenen bruger pendlerne deres telefon til at tage billeder af de varer, de vil købe. Og når de kommer hjem fra arbejde, er varerne leveret til døren. 

Vi skal se nye muligheder, men vi skal vænne os til, at forbrugere og supermarkeder vil stille nye krav.

Jakob Lave

Fremtidens landmand er nysgerrig

Jakob Lave konstaterede, at nutidens landmænd har erkendt, at de lever med en produktion i forandring, og at de derfor er omstillingsparate. Det kommer eksempelvis til udtryk, når de bygger staldanlæg. De skal udformes sådan, at de hurtigt kan omstilles til andre produktionsformer, hvis det er dér, at efterspørgslen ligger.

- Fremtidens landmand er nysgerrig på fremtidens forretningsplan og bruger fremtidens teknologi. Det konventionelle landbrug har stadig mange fremtidsmuligheder. I viser gang på gang, at I magter innovation. Se bare Katrines og Alberts Tomater, hvor en traditionel producent, Alfred Pedersen & Søn, har innoveret tomatproduktionen med nye dyrkningsmetoder og skabt en forretningssucces, sagde Jakob Lave.

Deltagercitater

Det var interessant at høre om de projekter, som SEGES arbejder med. I det daglige arbejde hjemme på bedriften kan det ellers være lidt svært at følge med i. Det var nogle spændende perspektiver, der blev rullet op.
Mathias Thaysen, forvalter, Gislingegaarden

 

- På forhånd vidste jeg ikke, hvad jeg skulle forvente, men Jakob Laves indlæg var virkelig godt. Interessant at høre om de muligheder, som teknologien giver fremtidens landmand, og hvordan kan den også bruges til at dokumentere vores produktion. Jeg tror, at hvis 10 ton hvede/ha skal være standarden, så bliver det ved hjælp af ny teknologi.
Finn Skotte, økonomirådgiver, VKST

Kom godt videre

Alt hvad jeg har haft succes med er startet småt

Claus Meyer om sin karriere som kulinarisk iværksætter fra Lolland til New York.

Fair lån til hele Danmark er en mærkesag

Indlæg fra formændene for Forenet Kredit og for Østifterne og fra politikere på Landbrugsdagene i Sorø, Billund og Aalborg.

Landbruget har nogle stærke positioner

Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, ser gode muligheder for, at erhvervet kan bidrage til vækst i hele landet.