Spring til indhold
*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Investering
Artikel Landbrug |

Nybyggeri for 23 millioner: Derfor gik vi i gang

I Sommersted har Kim og Anders Weber bygget to nye, topmoderne stalde til slagtekyllinger. Det er en investering i et nyt forretningsben, i næste generation og i fremtiden.

400 besøgende troppede op i juni, da Kim og Anders Weber slog dørene op til åbent hus. Anledningen var, at deres to nye og topmoderne stalde til slagtekyllinger stod klar, og interessen var stor fra både samarbejdspartnere, interessenter og kollegaer i branchen.

Et nyt produktionsben

Og der var bestemt også noget at fejre. Kim og Anders, far og søn, havde netop indgået i et I/S, og staldene blev en cementering af, at nye vinde blæser over landbruget i Sommersted. Kim har i mere end 30 år arbejdet med slagtesvin og planteavl, men da Anders trådte ind i landbruget, udvidede de med slagtekyllinger. Efter Anders havde afsluttet sin landbrugsuddannelse og havde prøvet at arbejde med slagtekyllingeproduktion hos andre landmænd, kom han nemlig ikke bare hjem med en uddannelse men også med en stor interesse for kyllinger.

”Jeg kan rigtig godt lide at arbejde med kyllinger. Det er en hurtig produktion, og der er mange data, vi får og kan arbejde med fra dag til dag. Alt bliver målt og vejet, og man kan hurtigt se, hvad man gør godt, og hvad man gør forkert,” siger Anders Weber, der er 28 år og yngste generation på Weber-stammen, der drevet har landbrug på egnen i mange generationer tilbage.

Kim Weber var ikke længe om at se perspektiverne i kyllingeproduktionen.

”Jeg kunne godt se, at der kunne være en ide i at have et ben mere at stå på. Kyllinger og slagtesvin komplimenterer hinanden godt, for kyllingeproduktion har et mere jævnt bytteforhold, mens slagtesvin svinger utrolig meget. Men jeg ville aldrig have gjort det, hvis Anders ikke var her. Jeg ved ikke noget om kyllinger. Jeg er først ved at lære det. Men Anders har interessen og ved en masse om det,” siger Kim.

I dag ejer Kim og Anders 50 procent hver af virksomheden. Kim står for grisene og administrationen, mens Anders står for kyllingerne. Markarbejdet deles de om, og Anders kommer mere og mere ind i det administrative.

En stor investering og et generationsskifte

Byggeriet har kostet 23 millioner kroner, og det har holdt sig inden for budgettet. En dygtig rådgiver hos Spiras har sikret, at der var styr på alt både i forhold til byggeriet og de nødvendige tilladelser, og Nykredit har stået for finansieringen med byggekredit og efterfølgende realkreditfinansiering.

Usikkerheden om de nye ejendomsvurderinger fik samtidig sat skub i generationsskiftet.

Vi var bange for, hvad der ville ske med de nye ejendomsvurderinger, og vi besluttede at lave et generationsskifte samtidig, så Anders ikke skulle ud at låne endnu mere, hvis vurderingerne steg. Heldigvis var han klar.
Kim Weber

Som medejer med 50 procent har Anders skullet låne penge, men seniorlandbrugsrådgiver i Nykredit Peter Nørby Jessen har set positivt på økonomien i både byggeriet og generationsskiftet:

”Anders kommer med erfaring fra kyllingeproduktionen, mens Kim har mangeårig erfaring med slagtegrise og planteavl, og han har det økonomiske fundament. Det er et godt kompagniskab,” siger Peter og fortsætter:

”Generelt ser vi en stigende interesse i etablere sig på slagtekyllinger. Det er ikke så mandskabstungt, og det er en produktion, der passer godt ind i klimadebatten.”

Lær af andre

Da beslutningen var truffet, og finansieringen af byggeriet var på plads, gik der kun godt et halvt år, før de to stalde stod klar. Men forud lå et langt forarbejde med at undersøge både økonomien og ikke mindst indretning af staldene.

”Vi var ude at besøge flere andre kyllingestalde for at se, hvordan de var indrettet, og vi fik gode råd om opvarmning og energi. Jeg troede fx vi skulle opvarme på en anden måde, end vi gør i dag. Vi har lært meget af at se, hvordan andre gør,” siger Anders.

Det er også det bedste råd, han vil give videre til andre, der overvejer at bygge nyt:

”Tag ud og besøg andre stalde, og lær af deres erfaringer. Fjerkræsbranchen er meget åben, og der er gode muligheder for at søge sparring, uden at det koster.”

Fremtidens produktionsform

Det er interessen, der driver Anders, når det kommer til kyllingerne. Men efter at byggeriet blev færdigt, og produktionen er gået i gang, er det blevet tydeligt, at de også har ramt ned i en tendens.

”Vi startede med at undersøge mulighederne for kyllinger i 2020, og dengang tænkte vi ikke på forbrugertendenser, klima eller grøn trepart. Det er først nu, hvor vi har kyllingerne, at vi kan se, at det går hånd i hånd,” siger Anders, og fortsætter:

”Ingen vidste, hvad vej det gik for fem år siden. I dag taler kyllingeproduktionen ind i de tendenser, der er, hvor der også er et større salg af kyllingekød. Det er noget, der er gået stærkt de seneste år,” siger Anders.

I Sommersted er kyllingerne kommet for at blive, og Kim og Anders driver deres landbrug med respekt for hinanden, og for hvad de hver især kommer med af viden og erfaring. Med sine 57 år har Kim ikke nogen planer om at trække sig tilbage lige foreløbig.

Jeg har ingen planer om at stoppe. Min kone siger også, at hun ikke kan se mig sidde i en sofa, så jeg regner da med at fortsætte mindst 10 år endnu.
Kim Weber

Relaterede Artikler