Boligpriserne stiger i alle 5 regioner

Huspriserne steg på landsplan med 1,1% fra marts til april 2016, og der er fremgang i alle fem regioner Det viser netop offentliggjorte tal fra Boligsiden.dk som Nykredit har gennemgået

”Huspriserne løfter sig stort set altid om foråret og selvom stigningen i april umiddelbart ser flot ud, så skal man altid have sæsonens betydning med, når vi taler boligpriser. Sæsonkorrigeres boligprisudviklingen, er der på landsplan tale om stort set uændrede priser på huse, hvilket bekræfter tendensen fra sidste halvdel af 2015 og vores forventning om, at boligpriserne kommer til at bevæge sig i et mere adstadigt tempo i 2016 sammenlignet med 2015,” siger chefanalytiker og boligøkonom i Nykredit Mira Lie Nielsen.

Efter voldsom prisfremgang i første halvdel af 2015, især på ejerlejligheder, har boligpriserne udviklet sig betydeligt mere moderat i 2. halvdel af 2015. 2016 ventes at byde på beskeden fremgang, hvilket de sæsonkorrigerede priser i februar bakker op omkring.  

Mere moderat og bredere funderet boligprisfremgang

Det kan godt være, at priserne på landsplan ikke vil stige i samme omfang som i 2015. Til gengæld forventer vi, at boligpriserne vil stige i en større del af landet og dermed komme flere boligejere til gode i år.

”For boligejerne bliver 2016 generelt et noget mere kedeligt år end i 2015, hvor vi så både handelstal og priser nærmest eksplodere opad i takt med, at renterne på boligfinansiering ramte historisk lave niveauer i forårsmånederne,” siger Mira Lie Nielsen, 

Den gode nyhed er, at står man i en situation, hvor man gerne vil flytte, så er boligmarkedet i dag sundt et stigende antal steder i landet. 

”Fremgangen på boligmarkedet breder sig som ringe i vand omkring de større byer, idet de seneste års høje prisstigninger på storbyboligerne veksles til parcelhusdrømmen længere væk fra bykernen. Når flere unge børnefamilier vælger græs uden for hoveddøren i stedet for stenbro, så betyder det lavere salgstider og stigende priser flere og flere steder i landet,” siger Mira Lie Nielsen.

Boligprisstigninger rundt om i Danmark

Vi ser nu at huspriserne løfter sig både i Vest- og Sydsjælland, og det er en god udvikling. Vores bolig og den formue der knyttes til den, er typisk den største privatformue man som familie har, og det gir ro i maven, når prisen på den øges- også selv om man ikke lige går i salgstanker.

”Ro i maven kan få flere danskere til at slappe lidt mere af og spendere en smule ekstra til gavn for til gavn for dansk økonomi,” siger Mira Lie Nielsen. 

 Marts - april 2016Marts - april sæsonkorr.Årlig stigning
København0,8%0,3%11,2%
Aarhus2,9%2,0%4,3%
Aalborg0,7%0,3%1,9%
Odense-1,5%-3,4%5,3%
København by0,8%0,3%11,2%
Københavns omegn1,9%1,1%8,2%
Nordsjælland1,4%0,7%5,2%
Østsjælland0,1%-1,5%3,8%
Vest- og sydsjælland0,9%0,2%3,2%
Bornholm0,5%4,7%9,6%
Fyn0,7%-1,5%3,5%
Nordjylland0,1%-0,3%0,7%
Østjylland1,4%0,7%2,4%
Vestjylland1,5%-1,,2%-1,7%
Sydjylland1,1%0,2%1,5%
Hele landet1,1%0,3%3,8%

 

Kilde: Boligsidens markedsindeks, Nykredit 

Ingen ny forårsrus på boligmarkedet

Ser vi fremad, forventer vi fortsat stigende handelsaktivitet og priser på boligmarkedet. Både i 2016 og 2017 peger vores prognose på, at huspriserne vil stige med 2-3% om året. Renteniveauet er fortsat meget lavt, og beskæftigelsen er stigende i en stadigt større del af landet, hvilket øger indkomsten. En joker er den forholdsvis nye regel om, at køberne skal lægge 5% i udbetaling ved en handel. Umiddelbart synes bestemmelsen dog ikke at have påvirket handelsaktiviteten på boligmarkedet i nævneværdigt omfang. 

”Priserne på byboligerne er på et markant højere niveau i dag og ligger i et lejde, hvor få, der ikke allerede er på storbyboligmarkedet, kan være med – prisniveauet lægger dermed i sig selv en dæmper på yderligere prisstigninger, da indkomsterne slet ikke er fulgt med i samme tempo.”

”Derudover er der landet nye økonomiske krav til boligkøbere, der vil virke dæmpende på prisudviklingen i år. Kravene om, at rådighedsbeløbet ved boligkøb i et vækstområde skal være stort nok til som minimum at rumme et 4 pct. fastforrentet lån med afdrag, og kravet om 5 % egenbetaling, kan ramme unge førstegangskøbere, men også helt generelt holde priserne lidt i snor,” siger Mira Lie Nielsen.  

Stabil prisudvikling er udmærket 

En stabil prisudvikling er at foretrække for langt de fleste boligejere, da den mindsker risikoen for store fald - det kan jo gå ligeså dramatisk nedad, som det kan gå opad. Samtidig skaber store udsving rum for spekulation, øger tilfældigheder og risici for boligejerne.

”Dansk økonomi buldrer ikke ligefrem derudad, og da boligmarkedet over længere perioder i store træk har det med at følge den generelle samfundsøkonomiske udvikling, vil det ikke være ønskværdigt hverken for boligejerne eller samfundsøkonomien, at priserne på ejerboliger i de største byer tog endnu en himmelflugt, som vi senest så sidste forår. En sådan udvikling vil også skævvride boligmarkedet endnu mere, og vi må ikke glemme, at der er områder i Danmark, hvor prisudviklingen stadig ligger underdrejet,” siger Mira Lie Nielsen.

DISCLAIMER
Dette materiale er udarbejdet af Koncernrådgivning til personlig orientering for de investorer, som Nykredit har udleveret materialet til. Materialet er udelukkende baseret på offentligt tilgængelige oplysninger. Læs mere

Kom godt videre

Købe din første bolig

At købe bolig handler ikke kun om, hvilket hus du har råd til købe, men også om hvilket liv du gerne vil leve i den.

Guide til boligkøbets faser

Der er flere faser i et boligkøb -  fra de første indledende tanker om, hvor du gerne vil bo, og hvad boligen må koste, til du får nøglerne til dit nye hjem.

Tjek dit personlige BoligCV®

Opret dit eget BoligCV® og gå på opdagelse i mere end 1 million BoligCV®’er og bliv meget klogere på din egen og andres boliger.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere

Vi bruger også cookies til statistik og til at udvælge og vise det mest relevante indhold for dig og andre. Du kan fortsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.