Hvad er dit samlede lån til stigning i grundskyld nu og i 2024?

Er du forvirret over ejendomsskattebilletten og den årsopgørelse fra kommunen, som er landet i din e-Boks? Så er du næppe den eneste.

Men hjælpen er nær. Du kan nemlig få et samlet overblik over din indefrosne grundskyld med vores beregner. Den viser dig beløbets størrelse nu og her samt i 2021. Vi arbejder på en opdatering, der går frem til 2024, hvor du tidligst kan indfri dit lån til kommunen. Som tommelfingerregel kan du forvente, at dit samlede lån i værste fald vil være tre gange så højt i 2024, som beregneren viser, at dit lån er i 2021.

I december 2018 fik du en ejendomsskattebillet, og i januar 2019 sendte kommunen en årsopgørelse, hvis du har indefrosset grundskyld – et såkaldt "lån til betaling af stigning i grundskyld". I løbet af årets sidste måneder i 2019 får du en ny ejendomsskattebillet for 2020.

Kort fortalt viser årsopgørelsen dit samlede lån, mens beløbet på ejendomsskattebilletten viser, hvad dit lån vil stige med årligt. Du skal altså have fat i begge dokumenter og lidt hovedregning for at finde ud af, hvad dit samlede lån er her og nu.

"Der var mange, som blev forvirrede over beløbet i ejendomsskattebilletten, og den nye årsopgørelse hjælper ikke meget på den forvirring. Boligejerne har brug for et nemt overblik over deres samlede lån," siger Jacob Isaksen, boligmarkedsanalytiker i Nykredit.

"Det overblik forsøger vi at skabe med vores beregner. Som boligejer skal du indtaste oplysningerne fra din ejendomsskattebillet for 2019, og så får du et kvalificeret skøn af, hvad dit samlede lån vil være år for år frem til 2021. Beregningen er vejledende, men den giver alligevel et godt fingerpeg om, hvad lånet vokser til," siger han.
Vi arbejder på en opdatering, der går frem til 2024. Som tommelfingerregel kan du forvente, at dit samlede lån i værste fald vil være tre gange så højt i 2024, som beregneren viser, at dit lån er i 2021. Vi forventer, at opdateringen er på plads i løbet af november 2019.

Der var mange, som blev forvirrede over beløbet i ejendomsskattebilletten, og den nye årsopgørelse hjælper ikke meget på den forvirring. Boligejerne har brug for et nemt overblik over deres samlede lån

Jacob Isaksen, Boligmarkedsanalytiker i Nykredit

Overblik giver dig mulighed for at forberede økonomien til fremtidige stigninger

Der er god grund til allerede nu at forholde sig til lånet længere frem i tiden. Med udsættelsen af de nye boligskatter fra 2021 til 2024 er der faktisk endnu større grund til at være opmærksom på sin indefrosne grundskyld. Beløbet vil nemlig vokse, og når den obligatoriske indefrysning ophører i 2024, kan der være tale om forholdsvis store lån. 

"Der er store kommunale forskelle på lånenes størrelse, og stigningerne rammer jo også boligejernes økonomi forskelligt. Men jo bedre vi kender lånets samlede størrelse, desto bedre kan vi også forberede vores økonomi til det. Det er trods alt mindre smertefuldt at spænde livremmen ind hul for hul frem for i ét stort hug. Derfor forklarer beregneren også, hvad du vil skulle gøre plads til i dit budget, hvis du vil indrette din økonomi på eventuelle stigninger," siger Jacob.

Hvad viser de dokumenter, du har modtaget i e-boks om din grundskyld?

Hvis din grundskyld er steget i forhold til 2017-niveauet, er stigningen lige nu indefrosset. Det fremgår af din ejendomsskattebillet og årsopgørelsen som "Lån til betaling af stigning i grundskyld". Det, du kan se i dokumenterne, er: 

  • Årsopgørelse 2018: Dit lån for 2018 (udsendt i januar 2019)
  • Ejendomsskattebillet 2019: Det beløb som bliver indefrosset for 2019 (udsendt i december 2018)
  • Ejendomsskattebillet 2018: Det beløb som blev indefrosset i 2018 (udsendt i juni 2018)

Vær opmærksom på, at ejendomsskattebilletten viser beløbet for ejendommen, mens årsopgørelsen tager højde for din ejerandel. De to tal kan derfor ikke blot lægges sammen for at få det samlede overblik.