Salg af forældrekøbt lejlighed? Nye regler kan gøre det dyrt at vente

Overdragelse af forældrekøb til barnet står foran nye ejendomsvurderinger og ændret skattelovgivning, der kan få stor betydning. Det er derfor en seriøs overvejelse værd, hvornår et ønsket salg til barnet skal finde sted.

Har du købt en lejlighed, du lejer ud til børnene, eller er du måske selv barn af forældre, der har lavet et forældrekøb? Og har i talt om, at lejligheden skal videresælges fra forældre til barn? Så er det en god idé at tage det op til overvejelse nu.

"Hvis man alligevel ønsker at overdrage forældrekøbet inden for overskuelig fremtid, vil det være en seriøs overvejelse værd, at fremrykke overdragelsen", siger Frank Larsen, skattechef i Nykredit.

De længe ventede nye ejendomsvurderinger forventes især i de store byer at blive væsentligt højere, hvilket kan gøre det dyrere for barnet at overtage lejligheden. Det sker, når den såkaldte 15 procent-regel for familiehandler forventeligt ændres til en 20 procent-regel – sandsynligvis samtidig med, at de nye ejendomsvurderinger kommer på banen og hæver grænsen for videresalg uden gavebeskatning.

Hvis man alligevel ønsker at overdrage forældrekøbet inden for overskuelig fremtid, vil det være en seriøs overvejelse værd, at fremrykke overdragelsen.

Frank Larsen, skattechef i Nykredit

15 procent-reglen går ud på, at når en lejlighed bliver solgt videre fra forældre til barn, så er det i nogle situationer muligt at sælge, uden at barnet bliver gavebeskattet - så længe overdragelsessummen ikke afviger mere end 15% fra den seneste offentlige ejendomsvurdering. Barnet undgår med andre ord en gavebeskatning på 15% af den økonomiske gevinst, som barnet kan opnå ved købet.

Det har derfor i mange år været udbredt, at barnet har købt lejligheden for et beløb svarende til ca. 85% af vurderingen.

"De seneste år er prisen på lejligheder steget markant – især i universitetsbyerne. Samtidig har de offentlige vurderinger været sat ’på pause’ siden 2011. Ved anvendelse af 15 procent-reglen, kan der derfor i mange tilfælde overdrages pæne ejendomsværdier til barnet, uden at barnet bliver gavebeskattet," siger Frank Larsen.

Vurderinger tættere på reel værdi

I forbindelse med lanceringen af de nye ejendomsvurderinger, forventes 15 procent-reglen ændret til en 20 procent-regel, og det bliver dermed muligt at overdrage lejligheden til 20% under den offentlige vurdering uden gavebeskatning.

Men det der umiddelbart kan se ud som en lukrativ forbedring af skattevilkårene kan snyde, da de 20% så skal ses i forhold til den nye ejendomsvurdering, som forventes at ligge tæt på den reelle markedsværdi. Og det kan i sidste ende mere end udligne den forbedrede procentregel.

"Der forventes nye offentlige vurderinger fra sommeren 2021, og der er ingen tvivl om at der, hvor der er de største efterslæb, det er i de store byer, hvor priserne er steget allermest. Det er ikke utænkeligt, at nogle vurderinger kan stige med over 50%," siger Frank Larsen.

"Og i den ligning betyder en nedsættelse på 5 procentpoint ikke meget i det samlede regnskab," tilføjer Frank Larsen.

En lejlighed med en offentlig vurdering på 1,2 mio. kr., kan i dag overdrages til 1.020.000 kr. uden gavebeskatning. Hvis vurderingen stiger 50% til 1,8 mio. kr., skal barnet betale mindst 1.440.000 kr. efter den kommende 20 procent-regel.

Endnu ingen dato for nye vurderinger

Der er endnu ingen specifik dato for, hvornår både den nye 20 procent-regel og de nye ejendomsvurderinger kommer på banen. Det seneste der er meldt ud fra Skatteministeriet er, at de nye vurderinger bliver sendt ud fra sommeren 2021. Det er Frank Larsens vurdering, at de to tiltag vil komme til at følges ad.
"Hvis man ønsker at overdrage lejligheden inden de nye offentlige vurderinger træder i kraft, så skal man ikke vente længere, da det er uvist hvornår lige præcis ens egen bolig får den nye vurdering," siger Frank Larsen og tilføjer:
"Desuden skal man huske på, at det tager tid at lave en overdragelse".

Gælder også fra barn til forælder

Han understreger, at samme regler også gælder, hvis det handler om et salg den anden vej – hvis det er barnet, der har købt bolig og lejet ud til en forælder og nu ønsker at sælge.

Frank Larsen anbefaler i øvrigt altid, at man søger rådgivning hos sin revisor/advokat for rådgivning om hvornår 15 procent-reglen kan anvendes, samt en mere nøjagtig vurdering af, om overdragelse af forældrekøbet vil være mest fordelagtigt før eller efter de nye offentlige vurderinger.

Frank Larsen

Skattechef i Nykredit

Relaterede Artikler

Bolig | 3 min

Godt nyt til boligejere: Vi tilbyder igen historisk lav fast rente

Kun 0,5% i rente de næste 30 år på lån med og uden afdrag. Renterne på boliglån med fast rente er tilbage på et historisk lavt niveau. Det er godt nyt, hvis du er boligejer med et lån på 2% eller mere, da der er penge at spare.
Bolig | 2 min

Lån til boligforbedringer med 10-årigt lån til negativ rente

Det 10-årige boliglån med en fast rente på -0,5 pct. er tilbage hos Totalkredit. Det er godt nyt, særligt for dig, der allerede er boligejer og har behov for at låne ekstra i boligen.
Rådgivning | 4 min

Udbetaling af indefrosne feriepenge: Hvad er godt at vide?

Frem til den 1. december 2020 kan du søge om at få dine indefrosne feriepenge udbetalt på borger.dk. Nykredits formueekspert, Camilla Schjølin Poulsen, giver her gode råd til, om du skal hæve pengene eller lade dem stå.