Boligprisprognose: Boligmarkedet støder ind i coronakrisen

Nu gik det ellers lige så godt. Corona-situationen kommer til at påvirkeboligmarkedet, og du må forvente faldende priser på villaer og ejerlejligheder i år. Priserne kommer dog allerede til at stige igen fra midten af 2021.

Der er blevet vendt godt og grundigt op og ned på boligmarkedet og på de udsigter, der var til prisstigninger i 2020. Påvirkningerne fra coronakrisen har også sat sine spor på boligmarkedet, og boligøkonom i Nykredit Mira Lie Nielsen har justeret prognosen for udviklingen på boligmarkedet i 2020.

Færre hushandler

Først og fremmest kommer vi at se, at færre vælger at købe hus i år.

”I første kvartal handlede danskerne huse i en grad, der ikke var set i et årti. Coronakrisen fik dog skruet ned for varmen, og vi står nu og kigger ind i en noget køligere fremtid. Nedlukningen af Danmark i midten af marts medførte et fald i handler, som forventes at sætte sit præg på hele 2020”, siger Mira Lie Nielsen.

Prisfald i år men prisstigninger i 2021

Det er svært at forestille sig andet end et køligt boligmarked i 2020, som de færre handler allerede er en indikator på.

”For andet kvartal forventer vi et fald i hushandler på 15 procent i forhold til første kvartal. Derefter forventer vi, at markedet genvinder en del af sin styrke”, siger Mira Lie Nielsen, der ikke mener, vi kan komme uden om et prisfald:

”Som følge af det lavere antal handler, en stigende arbejdsløshed og usikkerhed om fremtiden forventer vi et prisfald på huse i 2020 på 4,1 procent på landsplan, dog med en forventning om større fald i Københavnsområdet, hvor priserne historisk har været mere påvirkelige. Vi forventer, at den højere ledighed og forsigtighed hos danskerne vil præge priserne det kommende år, men allerede i 2021forventer vi at se prisstigninger igen. Og i slutningen af 2022 forventer vi, at priserne på landsplan ligger på niveau med udgangspunktet forud for coronakrisen”, siger Mira Lie Nielsen.

For andet kvartal forventer vi et fald i hushandler på 15 procent i forhold til første kvartal. Derefter forventer vi, at markedet genvinder en del af sin styrke.

Mira Lie Nielsen, boligøkonom i Nykredit

Lejligheder falder i pris mens sommerhuse stiger

Coronakrisen rammer også ejerlejlighederne, og de foreløbige handelsdata for første kvartal indikerer, at markedet er under større pres end markedet for huse. Lejlighedspriserne forventes at falde med 5,3 procent på landsplan i 2020.

Mere lyst ser det ud for sommerhusene, der er en boligtype i medvind. De foreløbige tal viser en stigning i antal handler, og da udsigterne til at rejse udlands stadig er usikre, forventes en stadig stigende interesse for de danske sommerhuse.

”De foreløbige tal for sommerhuspriserne peger på stigninger de første tre måneder. Sommerhuse ser dermed ud til at blive lyspunktet på boligmarkedet, og vi forventer en prisstigning på sommerhuse i år på 4,5 procent”, siger Mira Lie Nielsen.

Usikkerhed om prognosen

Prognosen for 2020 er dog behæftet med nogen usikkerhed. Der er ikke bare usikkerhed om økonomien ude i husholdningerne men om hele den danske økonomi og verdensøkonomien.

”Usikkerheden er især knyttet til smittespredningen, der hurtigt kan ændre situationen drastisk – både til det bedre og det værre. Der er i bund og grund tale om en usædvanlig situation, som ikke er forårsaget af ”normale” økonomiske mekanismer – derfor er nogle af de normale mekanismer på boligmarkedet til dels afkoblet, og det gør usikkerheden ved denne prognose særlig stor”, siger Mira Lie Nielsen.

Se hele prognosen her

Mira Lie Nielsen

Boligøkonom og chefanalytiker

Rådgiver og inspirerer boligejerne - om boligfinansiering, boligpriser, prognoser og rådgivningsbudskaber om husholdningernes formue- og gældsforhold.

Relaterede Artikler

Bolig | 4 min

Kvinde – øg din formue!

Kalenderen viser 8. marts: Kvindernes Internationale Kampdag, hvor der sættes fokus på ligestilling og kvinders rettigheder og muligheder - eller mangel på samme. Formueekspert Jeanette Kølbek giver gode råd til, hvad man som kvinde selv kan gøre for at øge sin formue
Bolig | 4 min

Årsopgørelsen 2022: Her er de fradrag, de fleste glemmer

Den 13. marts offentliggør SKAT årsopgørelsen for 2022, men der er fem ting, man med fordel kan tjekke op på allerede nu – der er nemlig penge at spare, og det øger chancerne for, at regnskabet stemmer.
Bolig | 3 min

40 procent ender i en skilsmisse – derfor er ægtepagt en god idé

En nylig opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at antallet af vielser i 2022 steg med 20 procent. Således blev 33.054 par viet i 2022 mod 27.645 året før. Men selvom det jo er så yndigt at følges ad, så ender ca. 40 procent af alle ægteskaber i en skilsmisse. Der er derfor god fornuft i at tage en snak om økonomien i tilfælde af skilsmisse, imens alt stadig er fryd og gammen.