Pas på svindlere, der går efter dine indefrosne feriepenge

Udbetalingen af indefrosne feriepenge giver mange danskere mulighed for at få ekstra penge mellem hænderne. Det ved svindlerne, og de står klar til at narre dine feriepenge fra dig. Læs her, hvordan du undgår at gå i fælden.

Siden 29. september har det været muligt at søge om udbetaling af indefrosne feriepenge på borger.dk - og muligheden fortsætter frem til 1. december i år. Det er penge, som mange har glædet sig til - desværre også svindlere. De er nemlig kendt for at udnytte anledninger som denne til at forsøge at narre så mange mennesker som muligt til at give personlige oplysninger om NemID.

Forestil dig, at du bliver kontaktet via mail, sms eller telefonopkald. Vedkommende udgiver sig for at være din bank eller en offentlig myndighed, der vil hjælpe dig med udbetalingen af dine indefrosne feriepenge. Stop op. Slet mailen eller sms'en. Eller læg røret på. Hverken Nykredit, en anden bank eller en offentlig myndighed vil nogensinde skrive til dig og bede dig om at udlevere dine personlige oplysninger. Aldrig nogensinde.

Det kan du selv gøre for at undgå svindel

  • Videregiv aldrig personlige oplysninger om dit NemID.
  • Vær opmærksom på, at svindlere kan finde på at ændre visningen af det telefonnummer, de ringer fra, ligesom de kan ændre afsendernavn af en sms.
  • Hvis du er det mindste i tvivl, om en henvendelse er troværdig: Kontakt afsender og spørg ind til henvendelsen. Er du blevet ringet op, så få oplyst det nr., du kan ringe tilbage til (og undersøg derefter nummeret, inden du evt. ringer tilbage). Husk, at hverken din bank eller en myndighed vil blive sure, vrede eller aggressive over, at du er på vagt.

Hvis du har været udsat for svindel

Hvis du opdager, at du er blevet franarret dine feriepenge, kan du gøre indsigelse her: Muligheder for at få tilbageført en betaling.