Bliv klogere på dine betalingskort
Ny kampagne sætter fokus på, hvordan du som forbruger stiller dig selv bedst ved at bruge den rigtige type betalingskort i forskellige købssituationer.
Du har sikkert flere typer af betalingskort i din pung. Men har du styr på, hvornår det er smart at bruge det ene fremfor det andet?
En ny undersøgelse fra YouGov peger bl.a. på, at mange af os ikke er helt klar over fordele og ulemper ved vores forskellige typer af betalingskort.
Ifølge undersøgelsen interesserer 38% sig i mindre grad eller slet ikke for, hvad deres betalingskort kan og ikke kan. Ligesom 48% i mindre grad eller slet ikke tænker på hvilket kort, der er bedst at bruge til et køb i en butik eller på webshoppen.
Og det er en skam. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvornår du vælger at bruge den ene korttype fremfor den anden, for dine rettigheder er forskellige alt efter, hvilken type kort du har valgt at betale med.
En ny kampagne - Gode kort på hånden - sigter efter at gøre os forbrugere lidt klogere på vores betalingskort, så vi i højere grad vælger det rigtige i forskellige betalingssituationer. Kampagnen er blevet til i et samarbejde mellem Mastercard og en række banker – heriblandt Nykredit.
På kampagnesiden godekortpåhånden.dk kan du finde nyttig info om fx forskellen på et debet- og et kreditkort og om, hvorfor det kan være en fordel at bruge et Mastercard, når du køber en rejse. Det kan nemlig godt betale sig at kende sine betalingskort.