Godt nyt til boligejere: Læg dit lån om og skær 100.000 kr. af din gæld

Renterne er steget, og i løbet af november har det ad flere omgange været muligt at skære en god luns af din gæld, hvis du har et lån med en fast, lav rente. Men der er ingen grund til at ærgre sig, hvis ikke du nåede det i denne omgang. Chefanalytiker i Totalkredit, Sune Malthe-Thagaard, vurderer, at det snart er muligt igen.

Stigende renter lyder måske ikke umiddelbart, som noget boligejere ønsker sig. Men har du et realkreditlån med fast rente, får du for alvor glæde af dit valg af lån, når renterne stiger.

”Du kan først og fremmest glæde dig over, at din rente er uændret. Du får oveni hatten en mulighed for at skære en luns af din gæld, hvis du indfrier dit realkreditlån ved for eksempel en låneomlægning”, siger Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker fra Totalkredit.

Muligheden for at få en lavere gæld opstår, fordi kursen på dit lån falder, når renterne på de finansielle markeder stiger. Du kan derfor indfri dit lån for mindre end, du skylder.

Så meget kan du skære af din gæld

For at få glæde af de højere renter, skal du have et lån med fast lav rente. Har du et 0,5-procentlån med 10 års afdragsfrihed får du den største besparelse på din gæld, fordi kursen er faldet mere end på lån med en højere fast rente.

”Du kan skære ca. 100.000 kroner af din gæld, hvis du har et 0,5-procentlån med 10 års afdragsfrihed og lægger lånet om til 2-procentlånet. Det er en ganske pæn luns, du dermed høvler af”, siger Sune Malthe-Thagaard.

Det betyder til gengæld, at du får et dyrere lån, da din månedlige ydelse efter skat stiger 740 kroner. Ved en låneomlægning som denne løber du derfor en kalkuleret risiko. Besparelsen på gælden er nemlig spist op af den højere rente, når der er gået lidt mere end 10 år.

Men med en fast rente ved du dog præcist, hvor meget du risikerer at betale mere for det nye lån i årene efter.

Renten skal med andre ord falde igen inden, der er gået 10 år, så du kan nedkonvertere til en lavere rente igen. Ellers ender opkonverteringen med at være en underskudsforretning.

Har du luft i privatøkonomien? Skift til variabel rente

Du kan også overveje at skifte dit lån med fast rente ud med et lån med variabel rente. På den måde vil du både få en lavere gæld og betale mindre i rente. Det kræver dog, at du har meget luft i din privatøkonomi, fordi du samtidig risikerer, at renterne bliver højere på et tidspunkt.

Du kan også bare beholde dit nuværende lån med lav rente og glæde dig over, at du slog til, da renterne var historisk lave.

Tag stilling på forhånd – og slå til når muligheden opstår

Selvom 2-procentslånet er forsvundet fra markedet igen, så vurderer Sune Malthe-Thagaard, at det inden for de kommende måneder igen kommer på hylderne hos realkreditinstitutterne.

”I løbet af november har vinduet åbnet og lukket ad flere omgange, og lige nu er det så lukket. Det kan som boligejer være en god idé, at allerede nu tage stilling til, om du vil have lånet, når det igen kommer på markedet. Så kan du rykke hurtigt, når muligheden opstår.”

Kontakt din rådgiver direkte i netbanken eller udfyld vores kontaktformular, hvis du er interesseret i høre mere om dine muligheder. 

Eksempel: Fra 0,5% til 2% lån uden afdrag, 1 mio. kr., 30 årigt lån

  0,5% 2,0% Forskel
Kurs 88,89 99,60  
Mdl. ydelse før skat 1.300 kr. 2.300 kr. 1.000 kr.
Mdl. ydelse efter skat 970 kr. 1.710 kr. 740 kr.
Mdl. afdrag 0 kr. 0 kr. 0 kr.
Hovedstol 1.000.000 kr. 901.000 kr. -99.000 kr.
kontantrestgæld 886.000 kr. 897.000 kr. 11.000 kr.
Samlet ydelse i lånets løbetid før skat 1.307.000 kr. 1.472.000 kr. 165.000 kr.
Samlet ydelse i lånets løbetid efter skat 1.227.000 kr. 1.326.000 kr. 99.000 kr.
Gældsbesparelsen er spist af højere renter     11 år og 2 mdr.

Relaterede Artikler

Bolig | 4 min

Kig i krystalkuglen: Sådan bliver boligmarkedet i 2022

Boligmarkedet puster ud, sommerhuskøberne begynder at sige nej, og de kommende ejendomsvurderinger og boligskatter begynder så småt at rykke ved priserne. Kig med i krystalkuglen, når vi ser ind i 2022.
Bolig | 3 min

Foreningsejerskab betaler sig: Nykredit udbetaler millionbeløb til kunder

Du kan godt glæde dig, hvis du er kunde i Nykredit. Den 20. januar udbetaler vi nemlig knap 100 mio. kr. i KundeRabat til vores kunder. Det er blot én af fordelene ved at samle sin økonomi i en foreningsejet bank.
Bolig | 3 min

Boligejere med Tilpasningslån kan se frem til rentebesparelse

Er du en af de 8.000 boligejere med et Tilpasningslån i Totalkredit? Så kan du glæde dig – renten på dit lån bliver nemlig snart lavere.