Boligkøb: “Det er aldrig et dårligt tidspunkt at investere i livskvalitet”

Selvom renterne er steget, og tiderne er usikre, har Isabella og Simon købt deres første hus netop nu. Endda med ro – og for Isabellas vedkommende en baby –i maven.
For mange førstegangskøbere kan mødet med boligmarkedet være en intens omgang. Tilsæt så stigende energipriser, inflation og høje renter, så vil de fleste med minimal boligkøbserfaring nok få sved på panden. Det fik Isabella Alberte Hedeager og Simon Wittrup da også i første omgang, da de temmelig uventet faldt over drømmehjemmet.
“Vi var helt afklarede med, at vi ikke skulle købe noget nu, for vi skulle ikke bevæge os ud i noget, der føltes som et stormfuldt hav,” siger 31-årige Isabella og fortsætter:
“Og så må jeg ærligt indrømme, at det har løbet mig koldt ned ad ryggen bare ved tanken om engang at skulle involvere pengeinstitutter og optage lån. Men vores erfaring har nu vist, at i stedet for at frygte på én eller anden måde at blive gennemskuet for ikke at vide noget, har vi været så taknemmelige for netop at have en rådgiver til at hjælpe os.”
Læs også: Kig i krystalkuglen: Sådan bliver boligmarkedet i 2023
Parret faldt pladask for en vaskeægte drøm af en murstensstak. Sådan beskriver Simon og Isabella selv deres kommende hjem syd for Aarhus, og de fik derfor pludselig travlt med at kontakte forskellige banker og endte med at vælge Nykredit.
"Vi kom med et konkret hus, som vores rådgiver kunne forholde sig til. Dét troede vi egentlig var den forbudte måde at gøre det på – altså først at finde huset og derefter snakke med banken. Men på den her måde kunne Nykredit regne på den konkrete salgsopstilling, og vores rådgiver vendte tilbage til os med grønt lys inden for 24 timer,” fortæller Isabella.
Overraskende tryg proces
Simon og Isabella lever af at formidle via deres instagramprofil @Isabellaalberte, hvor de deler hverdagsglimt fra deres særlige bofællesskab. De bor nemlig sammen med Isabellas 97-årige morfar, deres hund, Gaia, og snart udvides familien med endnu et medlem. Parret venter sig en lille pige, og familieforøgelsen kalder på nye rammer, der kan sikre, at alle kan få den nødvendige plads, luft og privatliv.
Fordi Isabella og Simon er selvstændige, skulle de sende regnskaber for deres virksomhed til Nykredit i stedet for lønsedler. Banken havde også brug for at vide, hvor stor en sum penge, parret ønskede at smide i udbetalingen, og de skulle lave et budget over deres faste udgifter.
“Det føles meget intimiderende, at banken skal vurdere én. At du kommer med dig som person og dét, du tjener, og så er der nogle, der skal vurdere dig. Det har du ikke rigtig lyst til. Men der tror jeg bare, det er vigtigt at sige, at det er ikke så ubehageligt. Det har i hvert fald ikke været en ubehagelig oplevelse for os hos Nykredit,” fortæller 31-årige Simon.
Den erfaring har været vigtig for dem at dele i det store fællesskab, de har på deres instagramprofil, hvor de har talt åbent og ærligt om, hvor forvirrende og angstprovokerende processen som førstegangskøber kan være, og hvor stejl læringskurven er.
Prøv vores beregner: Hvor meget kan du købe bolig for?
Fastforrentet ro i maven
For de to kommende boligejere har den vigtigste læring muligvis været, at så længe de køber ud fra behov, som passer til deres livssituation i årene, der kommer, så skulle tidspunktet ikke afholde dem fra at blive husejere.
“Vi fik det samme råd fra vores bank og vores familie – nemlig, at når det handler om livskvalitet og om at skabe sig et hjem, så er det aldrig et dårligt tidspunkt at købe bolig, så længe man har de langsigtede briller på og ikke står og skal af med huset lige foreløbigt,” siger Isabella.
Ønsket om stabilitet og ro i maven afspejler sig også i parrets valg af lån. Isabella og Simon ville gerne undgå de højere banklånsrenter og har derfor prioriteret at spare op til udbetalingen på de 20 procent af prisen på huset. På den måde kunne de finansiere de resterende 80 procent med et realkreditlån. Og de var ikke i tvivl om, at realkreditlånet skulle være et fastforrentet ét af slagsen, så de vidste, hvad de kunne regne med.
Prøv vores beregner: Hvad koster det at låne til en ny bolig?
Prisafslag kommer førstegangskøberne til gode
Selvom Isabella og Simon kunne have lånt penge til en noget lavere rente for fx to år siden, føles det knap så ærgerligt, efter at de er blevet klogere på boligmarkedets dynamik.
“Vi blev positivt overrasket over, at det faktisk er et rigtig fint tidspunkt især for førstegangskøbere. Der er gode afslag at få på boliger netop nu. Så hvis man står og skal ind på markedet, så kunne det godt være et alletiders tidspunkt, selvom renterne er høje,” siger Isabella.
Selv lykkedes det parret at få et mærkbart afslag på deres kommende hjem. Et afslag, som de er sikre på, at de ikke havde fået for to år siden. Sammen med Nykredit har de beregnet, at de kan sidde fornuftigt i det med et 5% fastforrentet obligationslån.
“Vi er helt trygge ved, at vores budget er lagt ud fra det, og det kan fint løbe rundt for os. Og så er det bare en ekstra bonus, hvis renten falder, og vi så kan omlægge,” siger Simon.