Sommerhus og kolonihave
Mange drømmer om et sommerhus eller en kolonihave, hvor man kan trække stikket ud og slappe af. Det er skønt at have sit helt eget sted, hvor man kan vende tilbage med familien i weekender og ferier.
Inden du køber et sommerhus
Drømmen om et sommerhus er ofte drømmen om et fristed. Et sted, hvor man kan være sammen med familie og venner – eller trække sig tilbage og nyde freden og roen. Men både hyggelige sammenkomster og afslapning forudsætter, at man ved, hvad man går ind til. Så det betaler sig, at du er velforberedt, inden du køber.
4 gode råd, inden du slår til
Når du køber bolig, skal du gøre det, fordi du har et behov – ikke fordi du forventer at tjene penge på det. Og det gælder ikke mindst, når du køber sommerhus.
For selvom salgspriserne på sommerhuse samlet steg med 1,5 procent i 2022, oplevede markedet alligevel prisfald hen mod slutningen af året. Og vi forventer, at det vil fortsætte i 2023. Så der er ingen garanti for, at dit sommerhus giver en økonomisk gevinst.
Til gengæld får du og din familie en ekstra bolig, I kan nyde mange år frem – og det er i sig selv en god investering.
Hastværk er lastværk, siger et gammelt ordsprog. Det gælder også køb af sommerhus. Bor du fx i lejlighed med planer om at købe hus om nogle år, kan det være en god idé at vente med sommerhuset. For som husejer er der mere at vedligeholde, og man bruger flere penge på faste udgifter – penge, som måske ville være bedre at have fri, når tiden er moden til at blive husejer.
Et sommerhus er dejligt, især hvis du er klar over den anden side af medaljen. Først og fremmest stiger dine faste udgifter. Og så kræver det tid og knofedt at holde huset vedlige: Der skal slås græs og males træværk, ligesom huset skal ordnes og lukkes ned hvert efterår – og åbnes og gøres klar hvert forår. Og hvis du i forvejen bor i hus, får du dobbelt op på græsslåning og vedligehold. Det kan dog hurtigt opvejes af de dejlige stunder i sommerhuset.
Se sommerhuset som en del af din samlede husholdningsøkonomi, hvor dine faste udgifter stiger i forhold til husholdningens råderum før sommerhuskøbet.
Samtidig ændrer din formuefordeling sig, da du får en del af din formue knyttet til dit nye sommerhus. Det kan på den ene side betyde muligheder og risici, hvis sommerhuspriserne ændrer sig. På den anden side har du alt andet lige også en større del af din formue bundet i boliger. Tænk over, hvilken samlet fordeling du ønsker at have mellem boliger, frie midler og pension. Hvad er bedst for dig? Og tal med os, hvis du er i tvivl.