Et tal, du ikke vidste, du burde holde øje med

Det vigtigste parameter for udviklingen på de finansielle markeder i 2017 bliver ikke olie, dollarkurs eller Dow Jones-indekset, siger legendarisk amerikansk investor.

- Glem al snak om Dow Jones i kurs 20.000, olie til 60 dollar tønden eller dollar og euro i vekselkurs én til én. Det vigtigste pejlemærke i 2017 bliver om den amerikanske 10-årige statsrente stiger til over 2,6 procent. Dét vil blive et vendepunkt, skrev den legendariske amerikanske obligationsinvestor Bill Gross i et brev til investorer i januar. 

Skér det, vurderede Bill Gross, kan det være startskuddet for en langstrakt periode med stigende renter og faldende obligationskurser efter mere end 30 år, hvor udviklingen har været den modsatte.

Kort tid efter, i starten af marts, steg omtalte rente så kortvarigt til 2,6 procent, hvilket blev bemærket vidt og bredt fordi forudsigelsen ikke var kommet fra hr. hvem som helst. Bill Gross er den måske mest berømte obligationsinvestor i verden, han var medstifter af Pimco, verdens største obligationsforvalter indtil for nylig, og i 40 år har han tronet som den uofficielle konge på obligationsmarkedet.

Det var med andre ord én af de mest toneangivende investorer på markedet, der udtalte sig om én af de mest toneangivende renter, en rente som har betydning for de fleste andre renter og som bruges som benchmark i transaktioner verden over.

Slut med lave renter?

Den 10-årige amerikanske statsrente faldt fra omkring 10 procent i 1987 til det laveste niveau nogensinde på 1,36 procent i kølvandet på Brexit. Og i ugerne efter Donald Trumps valgsejr steg samme rente så et helt procentpoint til 2,4 procent på en generel forventning om højere vækst og højere inflation.

For investorer – og for boligejere – er spørgsmålet ikke, om tiden med lave renter er forbi. Der er almindelig enighed om, at lave renter kan være ved i flere år endnu.

Spørgsmålet er, hvilken vej rentepilen peger, og hvad det vil betyde, hvis bunden er bag os, og renteniveauet fremover vil stige efter tre årtier med fald.

For pensionskasser vil stigende renter gøre det nemmere at genere et tilstrækkeligt afkast og honorere sine forpligtigelser. For boligejere og gældsatte forbrugere, virksomheder og nationalstater vil højere renter betyde højere renteudgifter.

Det er et Gyldenlok-dilemma, skriver Bill Gross i sin analyse. Bliver renten for høj kan det hæmme den økonomiske vækst eller udløse en ny kreditkrise som med Lehmann Brothers. Og er renten for lav kan det finansielle system ikke vedblive at fungere, fordi pensionskasser, forsikringsselskaber og folk, der sparer op ikke vil kunne generere tilfredsstillende afkast. Den amerikanske centralbank er ude i en vanskelig balancegang, slutter obligationskongen sit brev til investorer.

Hold fast i obligationer

I Nykredit ser også chefstrateg Frederik Engholm stigende renter forude, men først efter sommeren og blot svagt stigende renter. Men pilen peger op.

- Udviklingen i den 10-årige amerikanske statsrente har betydning for en lang række priser på de finansielle markeder, herunder hvad du og jeg betaler i rente på vores boliglån og hvad vi kan forvente i afkast på vores investeringer. I 30 år har vi haft faldende renter, og den trend er sandsynligvis forbi. Det bør indgå i overvejelserne, når vi fremover vælger boliglån og træffer investeringsbeslutninger, siger Frederik Engholm.

Han forklarer, at boligejeren bør være bevidst om, at renten, alt andet lige, ser ud til at stige, og at investoren bør gøre sig klart, at obligationskurserne i så fald vil falde tilsvarende.

Obligationer vil dog fortsat være vigtige for en investor, der ønsker at sprede sin risiko. Når usikkerheden stiger eller økonomien kommer i modvind, flygter mange investorer typisk fra aktier til obligationer, så aktiekurserne falder, mens obligationskurserne stiger. Obligationer kan derfor have en stabiliserende effekt på det langsigtede afkast i en portefølje, forklarer Frederik Engholm.

Læs også: Rentepanik før lukketid?

24. marts 2017

Kom godt videre

Chefstrateg: Derfor er indiske aktier interessante

Et stort vækstpotentiale og en stærk politisk reformagenda. Det er to af grundene, til at Indien er et interessant investeringsmarked i øjeblikket, vurderer Nykredits chefstrateg.

Video: Det skal investorerne holde øje med i denne uge

Frederik Romedahl Poulsen, analytiker i Nykredit Markets, guider dig til nogle af ugens vigtigste begivenheder for de finansielle markeder.

Kønnenes kamp på aktiemarkedet

Ligestillingsforkæmpere på jagt efter forskelsbehandling mellem kønnene kan med rette kaste et blik på de finansielle markeder, hvor mænd og kvinder belønnes vidt forskelligt.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere

Vi bruger også cookies til statistik og til at udvælge og vise det mest relevante indhold for dig og andre. Du kan fortsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.