Skove og vindmøller kan sprede din risiko

Investeringer i fysiske aktiver som skove og vindmøller er blevet populære, men har danske pensionskasser og forvaltere styr på risikoen, spørger Finanstilsynet? Ja, svarer porteføljemanager i Nykredit, Ulla Agesen. Netop spørgsmålet om risiko optager os fra morgen til aften. 

Et stigende antal pensionskasser og kapitalforvaltere i Danmark og i udlandet har de seneste år kastet sig over investeringer i vindmøller, sygehuse, skove og parkeringshuse i et forsøg på at skabe bedre afkast for kunder i en tid, hvor historisk lave renter betyder, at renteafkastet på obligationer er tilsvarende lavt. 

Men det kan være en farlig udvikling, vurderer direktør i Finanstilsynet Jesper Berg. Han er bekymret for om investorer, der er trænede i at værdiansætte aktier og obligationer, også til fulde forstår, hvilke risici, der er forbundet med fx skove og vindmøller. For hvordan vurderer man, om man betaler den rette pris for en brasiliansk regnskov? Og hvad stiller man op, hvis en hidtil ukendt indianerstamme gør hævd på skoven, eller hvis en sjælden græshoppeart betyder, at skoven må fredes?

Enig med Finanstilsynet

I Nykredit er porteføljemanager for alternative investeringer, Ulla Agesen, grudlæggende enig med Jesper Berg. Erfaring med aktier og obligationer, gør dig ikke i stand til at værdiansætte en vindmølle, og risikoen skal også gøres helt anderledes op.  

-    Når du investerer i aktier, er prisen typisk aldrig til diskussion. En aktie koster det, den koster, og spørgsmålet er så, om prisen vil stige eller falde i morgen. Med huskøb er det anderledes. Det er svært at vide, præcist hvad en bolig skal koste, og typisk må det afgøres af en mægler med kendskab til det specifikke marked. For en vindmølle eller et parkeringshus bliver det så endnu sværere igen, og også her må prisen fastsættes af eksperter med detailviden om markedet. Men bolighandler er et eksempel på, at markedet kan være velfungerende, selv om priserne ikke kan slås op i et indeks, siger Ulla Agesen. 

Hun forklarer, at besværet med at fastsætte den rette pris, faktisk er noget af det, der gør alternative investeringer attraktive. 

-    Det er besværligt at købe en vindmølle sammenlignet med en vindmølleaktie, Og det er tilsvarende svært at sælge den igen. For at nogen skal besvære sig med at købe og opføre en vindmølle frem for blot at købe en aktie, skal der være en ekstra belønning. Og den belønning kaldes en likviditetspræmie. Som investor kompenseres du for, at aktivet er vanskeligere at omsætte, og den kompensation kan være attraktiv for en langsigtet investor, som gerne vil give køb på at kunne sælge med kort varsel, hvis det kan give ham et højere, langsigtet afkast, siger Ulla Agesen. 

Spreder den samlede risiko

Hun er enig i, at risikoen for såkaldte alternative investeringer, som aktivklassen kaldes under et, skal opgøres helt anderledes end for aktier og obligationer. Men samtidig kan en investering i et parkeringshus eller en tysk betalingsmotorvej sænke risikoen for investor, fordi de faste indtægter typisk ikke påvirkes af samme faktorer, som får finansmarkederne til at flytte sig. Som del af en portefølje af aktier og obligationer, kan alternativer sprede risikoen og give et højere samlet afkast. 

-    Valget af en præsidentkandidat som Donald Trump kan få de finansielle markeder til at stige eller falde, men det påvirker ikke efterspørgslen på parkeringspladser i det indre København. På den måde kan fx et parkeringshus sprede den samlede risiko i en portefølje. Men hvordan man specifikt vurderer risikoen, fastsætter prisen og udarbejder kontrakter, giver vi os ikke i kast med. Vores arbejde består i at finde frem til dem, der ved mest om henholdsvis vindmøller, skove og infrastruktur. Hvem er de ubestridte eksperter på området, og har de resultater, der kan underbygge det? Vi startede med en bruttoliste på 70 forvaltere og har i dag skrevet kontrakt med de fem, der efter vores vurdering, er de bedste, siger Ulla Agesen.  

Den 30. januar 2017

DISCLOSURE

Nærværende materiale udgør markedsføringsmateriale og kan ikke anses for at være en investeringsanalyse eller en investeringsanbefaling. Der gælder ikke et forbud mod at handle finansielle instrumenter omtalt i materialet inden udbredelsen heraf. Læs mere her.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere

Vi bruger også cookies til statistik og til at udvælge og vise det mest relevante indhold for dig og andre. Du kan fortsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.