En fed fidus eller curling-børneopdragelse?

En pensionsopsparing i dåbsgave? Flere danskere opretter aldersopsparing til deres børn for at udnytte renters rente-effekt og de særlige fordele, der gælder for lige præcis aldersopsparing.

Albert Einstein kaldte renters rente-effekten for den stærkeste kraft i universet, og flere danske forældre er begyndt at udnytte den ved at indbetale på en aldersopsparing for deres børn, allerede før de er flyttet hjemmefra. Det skriver Dagbladet Børsen. 

-Du kan oprette en aldersopsparing til dit barn, så snart barnet har fået et cpr-nummer. Og med en rente på fire procent vil renters rente-effekten betyde, at en dåbsgave på 29.600 kr. i år i nominelle tal vil være vokset til godt 460.000 kr. før skat i år 2087, når barnet kan gå på pension. Med et årligt afkast på syv procent – som er det gennemsnitlige historiske afkast for aktier – ville samme beløb være vokset til små 3,4 millioner kroner i samme tidsrum, siger chefanalytiker i Nykredit Bo Jensen Schmidt 

Han er dog skeptisk ved at kalde aldersopsparing til børn en god ide. 

-Alle forældre ønsker at sende deres børn godt ud i livet, men at arrangere børnenes pensionsopsparing er måske lidt over stregen. God opdragelse handler vel om at ruste sine børn til at kunne stå på egne ben, og dét her minder måske lidt om at tage med sine børn til eksamen på universitetet eller at tage med til den første jobsamtale. Der minder i hvert fald lidt om curling-opdragelse, siger Bo Jensen Schmidt, som desuden mener, at de fleste børn i højere grad har brug for økonomisk håndsrækning fra forældrene, når de flytter hjemmefra og skal etablere sig, end når pensionsalderen nærmer sig. 

Kommer for sent i gang

Alligevel synes han, at tendensen er interessant. For det første udnytter man renters rente-effekten, fordi investeringen løber over så mange år. Og samtidig udnytter man fordelene ved aldersopsparing, som er så attraktive, at det faktisk fra politisk hold diskuteres, om der bør lukkes for yderligere indbetalinger. 

-Én af de fejl, som flest mennesker foretager sig i forhold til investering er at komme for sent i gang. Jo tidligere du starter, desto større bliver effekten af renters rente. Og i forhold til aldersopsparing er der så det særligt interessante, at en den ikke modregnes i sociale ydelser, som fx folkepension, som du er berettiget til på pensionstidspunktet. For en stor gruppe danskere kan pensionsopsparing dårligt betale sig, fordi en krone mere i pensionsopsparing, betyder 50 øre mindre i folkepension. Men det forhold gælder ikke for alderspension, siger Bo Jensen Schmidt. 

Aldersopsparing er afløseren for kapitalpension, som blev lukket for indbetalinger i 2014. Du kan i år indbetale 29.600 kr. på en aldersopsparing, men senest i efteråret 2016 diskuterende den daværende V-regering at ændre på ordningen, som ifølge regeringen selv kunne være for attraktiv for den enkelte. Attraktionen består i en lav, løbende afkastbeskatning på blot 15 procent samt ikke mindst at en aldersopsparing ikke vil give modregning i sociale ydelser på pensionstidspunktet i modsætning til fx en ratepension. 

Relaterede Artikler

Artikel | 5 min

Chefstrateg: ”Ro på – trods optrappet handelskonflikt”

USA har indført forhøjede toldsatser på stål og aluminium og optrapper dermed handelskonflikten. Chefstrateg i Nykredit vurderer dog, at effekten bliver mere psykologisk end økonomisk.
Video | 3 min

Chefstrateg: Vi justerer et par taktiske anbefalinger

De seneste udmeldinger fra den europæiske såvel som den amerikanske centralbank har fået Nykredit til at ændre på et par taktiske anbefalinger.
USA | 2 min

Fortsat optur til dollar – lidt endnu

Dollaren er de seneste måneder blevet markant styrket over for den danske krone og euroen. Styrkelsen kan fortsætte lidt endnu, men den langsigtede tendens er en svækket dollar, vurderer chefstrateg.