Køb kaffe og ketchup

Er væksten alligevel ikke så høj som vi gik rundt og troede? Og hvad vil det i så fald betyde for forbruget? Og for dig som investor?

Nykredit tror på kaffe og ketchup og knap så meget på biler, opvaskemaskiner og vægmaling. Det siger chefanalytiker Michael Drøscher Jørgensen, som forklaring på, at Nykredit har valgt at nedjustere sit syn på selskaber inden for såkaldt cyklisk forbrug, mens troen på stabilt forbrug omvendt skrues i vejret. 

- Cyklisk forbrug er kort sagt alt det, vi køber, når det går godt, mens stabilt forbrug er det, vi køber lige meget hvad. Og lige nu tror vi altså mere på stabilt forbrug end på det cykliske, siger Michael Drøscher Jørgensen. 

Lidt for høje forventninger

Det skyldes ikke, at verdensøkonomien er på vej ned i et hul eller at der er dårlige tider forude, forklarer hans kollega, chefstrateg Frederik Engholm. Erhvervs- og forbrugertillid er steget markant siden efteråret, og Nykredit tvivler på, at disse niveauer kan opretholdes. Og kan de ikke det, kan det sætte cykliske aktier under pres, siger han. 

- Aktier er generelt strøget i vejret siden november, hvor Donald Trump blev valgt som præsident. Det skyldes bedre nøgletal, men også at de finansielle markeder gjorde sig forhåbninger om skattelettelser og store infrastrukturinvesteringer, der ville løfte amerikansk vækst og sprede sig til resten af verden. Allerede sidste år advarede vi om, at markederne måske overvurderede, hvad Donald Trump kan udrette og hvor hurtigt. Og nu ser vi så, at nøgletallene, de såkaldt hårde data, står i stampe, mens tillidsindikatorerne fortsat er høje. Og vi tror, at tillidsindikatorerne vil vige, og det er en del af forklaringen på, hvorfor vi har nedjusteret vores syn på cyklisk forbrug og opjusteret på stabilt forbrug, siger Frederik Engholm. 

Man kan diskutere, hvad der er cyklisk og hvad der er stabilt. Fx har Warren Buffet hidtil holdt sig fra Apple, men han er vendt på en tallerken, blandt andet fordi han indså, at iPhone er et stabilt forbrugsgode, som forbrugeren simpelthen må have, og som løbende må udskiftes, koste hvad det vil.

Morten Gregersen, chefporteføljemanager i Nykredit Asset Management.

Noget der ikke stemmer

Chefporteføljemanager i Nykredit Asset Management, Morten Gregersen, har gjort sig lignende overvejelser. 

- Når jeg ser på fx amerikanske nøgletal burde den amerikanske forbruger have det fantastisk. Ledigheden er lav, lønningerne stiger, og det er billigt at låne. Og alligevel har der i USA alene i første kvartal være mere end 3.000 butikslukninger inden for detailhandlen, som normalt ville blomstre, når forbrugerne har det godt. Så der er noget, der ikke stemmer. Nogle af de store varehuse er i knæ, og flere butikscentre oplever butiksdød og kundeflugt, siger Morten Gregersen. 

Én af forklaringerne er, siger han, at en del af salget er flyttet fra butikkerne til internettet. Samtidig har nye forbrugsgoder som fx smartphones og Netflix siden finanskrisen lagt beslag på en større og større andel af den sum, vi har til rådighed til forbrug, så andre forbrugsgoder må vige. Og så har forbruget generelt ændret karakter siden finanskrisen, væk fra det overflødige og mod det, som forbrugeren selv ser som nødvendigt eller essentielt, siger Morten Gregersen.  

- Man kan diskutere, hvad der er cyklisk og hvad der er stabilt. Fx har Warren Buffet hidtil holdt sig fra Apple, men han er vendt på en tallerken, blandt andet fordi han indså, at iPhone er et stabilt forbrugsgode, som forbrugeren simpelthen må have, og som løbende må udskiftes, koste hvad det vil, siger Morten Gregersen. 

Stærke brands

Han forklarer, at han i forhold til stabilt forbrug fortrinsvis udvælger selskaber, som har stærke og veletablerede brands, som de selv kontrollerer og kan styre gennem hele værdikæden fra produktion til distribution og salg. Nespresso, som ejes af fødevaregiganten Néstle, er et særligt godt eksempel, hvor alt salg sker gennem egne butikker, siger han. Men også et selskab som Unilever, som står bag cirka 400 stærke brands som fx Knorr og Ben & Jerry’s, har han inkluderet i sine porteføljer.  

- Unilever har 60 procent af sin omsætning i emerging markets lande, hvor både den økonomiske vækst og befolkningstilvæksten er høj. Den er et eksempel på et stabilt selskab, det vil sige et selskab, der kan levere både i gode og dårlige tider, og som samtidig står over for tocifret indtjeningsvækst. Det er da interessant, siger Morten Gregersen. 

Morten Gregersen

Head of Global Equities

Ansvarlig rådgiver for Nykredit Invests fire globale investeringsforeninger med aktier på tværs af sektorer og regioner.

Relaterede Artikler

Artikel | 5 min. min

Shortsælgere sætter ind mod danske aktier

Shortsælgere har for alvor fået øjnene op for danske aktier og aggressive hedgefonde er en ny virkelighed. Det giver øgede udsving og øger risikoen ved investering i enkeltaktier.
Artikel | 4 min

Chefstrateg: Rentepilen peger opad – specielt i 2019

Nykredit forventer, at negative korte renter bliver fortid i 2019, mens de lange 30-årige renter kan nå 3 pct. ved udgangen af næste år. Renterne kan stige hurtigere og kraftigere end ventet, lyder vurderingen.
Artikel | 5 min

Chefporteføljeforvalter: Stærkt aktiemarked er i dilemma

Indtjeningsvæksten i globale selskaber er særdeles stærk.