Valutadrama koster danske virksomheder og investorer milliarder

Danske kroner og euro har styrket sig markant overfor dollar, pund og yuan. Det har kostet danske virksomheder milliarder og kan koste tusindvis af danske jobs. Også privatinvestorer har fået et indhug i afkastet. Dansk import og danskere på ferie uden for EU har derimod tjent på udviklingen.

”Cecilie, du skal læse din politiske økonomi, mens jeg er væk. Kapitlet om den indiske rupees stigninger og fald kan du springe over. Det er lidt for sensationelt. Selv disse metalliske anliggender kan være melodramatiske”, siger husbestyrerinden til sin elev i Oscar Wildes The Importance of Being Earnest.

Og at valutakursudviklingen kan være sensationel på grænsen til det melodramatiske bliver danske investorer og virksomheder mindet om netop nu.

En arbejdsmarkedsrapport fra USA, der var dårligere end forventet, fik fredag i sidste uge kursen på amerikanske dollar til at falde en halv procent i forhold til euro. Faldet var ikke dramatisk i sig selv, og kursen rettede sig efterfølgende igen. Men for danske og europæiske virksomheder var kursfaldet en påmindelse om, at valuta-kvalerne ikke er forbi efter otte måneder med næsten uafbrudt styrkelse af euro og danske kroner.

Læs også: Dollarnedtur i sommerferien

 

For mindre end et år siden talte mange analytikere om, at dollar ville blive så stærk, så den kunne veksles til euro i forholdet én til én. Men forhåbningerne til Donald Trump og en saltvandsindsprøjtning til amerikansk økonomi er siden ebbet ud, mens den politiske usikkerhed i Europa er stærkt reduceret efter valgene i Holland og Frankrig i foråret. Det har styrket euroen og svækket dollar.

Chefstrateg i Nykredit, Klaus Dalsgaard

Tabte eksportindtægter

En stærkere valuta betyder, at man som dansk turist kan rejse billigere i udlandet, og at importerede varer fra fx USA og Kina bliver billigere. Men for danske virksomheder betyder den ændrede vekselkurs, at virksomhederne må bede bl.a. kinesiske og amerikanske kunder om at betale mere for det samme eller at virksomheden selv må acceptere lavere indtjening.

Det koster danske virksomheder milliarder af kroner i tabte eksportindtægter og rammer eksempelvis Novo Nordisk, Novozymes, Vestas og Pandora og Mærsk, som har store indtægter i dollars, mens et selskab som Coloplast rammes på én gang af et svagere pund og en svagere dollar. Det siger chefanalytiker i Nykredit, Michael Drøscher Jørgensen.

Rammer investorer

Udviklingen rammer også danske investorer hårdt. Amerikanske aktier er siden nytår steget med knap 12 procent, målt ved det brede indeks SP500, men fordi dollarkursen i samme periode er faldet, vil en typisk dansk investor sidde tilbage med et tab, når gevinsten på amerikanske aktier veksles fra dollar til kroner.

Målt ved det brede MSCI World, der inkluderer selskaber over hele verden, har investorer i år opnået et afkast på 15,4 procent målt i dollar men blot 2 procent opgjort i danske kroner.

Dette valutakurstab er man som dansk investor forskånet for, når man investerer i danske og europæiske aktier, men de forringede eksportvilkår i Danmark og i eurozonen rammer virksomhedernes indtjening, hvilket igen rammer det forventede fremtidige afkast for virksomhedernes aktionærer.

- For mindre end et år siden talte mange analytikere om, at dollar ville blive så stærk, så den kunne veksles til euro i forholdet én til én. Men forhåbningerne til Donald Trump og en saltvandsindsprøjtning til amerikansk økonomi er siden ebbet ud, mens den politiske usikkerhed i Europa er stærkt reduceret efter valgene i Holland og Frankrig i foråret. Det har styrket euroen og svækket dollar, siger chefstrateg Klaus Dalsgaard.

Truer ikke europæisk opsving

Han forventer, at dollar på kort sigt kan styrke sig igen, men at svagere dollar er en langsigtet trend.

- Historisk har vi set en tendens til, at styrkelse og svækkelse af dollar følger langstrakte cyklusser på syv til otte år. Det er ikke noget, man kan stille sit ur efter, men efter en lang periode, hvor dollaren har været stærk, tror vi nu, at vi er på vej ind i en periode, hvor dollaren vil være svagere. Men den svækkelse vi har set af dollar i år, er nok lidt for voldsom, siger Klaus Dalsgaard.

Som virksomhed og som investor kan man på forskellig vis forsikre sig mod valutakurs-udsving, men grundlæggende er valutakursudsving et grundvilkår som alle må forholde sig til. Også privatøkonomisk kan vi blive ramt.

Klaus Dalsgaards kollega i Nykredit Markets chefstrateg Frederik Engholm ser dog ikke, at den hidtidige eurostyrkelse truer det opsving, som lige nu er i gang i Europa.

- Udsigterne for europæisk økonomi er gode og en stor del af den politiske usikkerhed er taget af bordet. Skulle de seneste måneders valutaudvikling fortsætte, kunne det dog blive et problem for europæisk konkurrenceevne, men det er ikke et scenarie, vi ser for os, siger Frederik Engholm.

Relaterede Artikler

Artikel | 3 min

Husk skatten før nytåret

Det kan betale sig at give fradrag, pension og investeringer et tjek før nytår.
Artikel | 3 min

Danskere overser investeringsmuligheder – og det kan blive dyrt

Danmarks nye investeringsmulighed, aktiesparekontoen, er en lukrativ platform til investering. Men bl.a. manglende tillid til investeringsmarkederne holder danskerne tilbage fra investering, viser ny undersøgelse.
Artikel | 3 min

Få mere i afkast med den nye aktiesparekonto

Til nytår får danskerne en helt ny investeringsmulighed – ”aktiesparekontoen” – som er søsat af Folketinget. Lavere skat og nem årlig skatteafregning er grundstenene, og det er en oplagt start for begynderinvestoren.