Tre ting, du bør få styr på midt i juleræset

Julegaver, julemad, julefrokoster og juleafslutninger. Der er nok af ting at holde styr på i december, men har du også husket dine pensionsindbetalinger? Og har du overvejet at lægge en afgiftsfri gave under juletræet til børn og børnebørn?

Du er ved at få styr på årets julegavekøb. Du ved, hvor du skal købe juleanden og juletræet, og er du på forkant, har du måske ligefrem fået styr på årets mandelgave. Men hvad med dine pensioner? Har de fået det årlige juleeftersyn? Og har du tjekket med skat, hvad du faktisk må give i gave til dine børn og børnebørn?

Pensionsekspert i Nykredit, Camilla Schjølin Poulsen, giver her råd til tre ting, som er gode at få styr på inden jul.

Har du en aldersopsparing, bør du overveje at indbetale på den, så meget du kan. Har du ikke en aldersopsparing, bør du overveje at få en.

Camilla Schjølin Poulsen, Pensionsekspert i Nykredit
  • Indbetal maksimalt på en aldersopsparing i år

Har du en aldersopsparing, bør du overveje at indbetale på den, så meget du kan. Har du ikke en aldersopsparing, bør du overveje at få en, siger Camilla Schjølin Poulsen. 

Aldersopsparing er attraktiv, fordi den løbende afkastbeskatning er lav, og fordi du i modsætning til andre pensionstyper ikke vil blive modregnet i folkepensionen, når den udbetales. Faktisk er den lidt for attraktiv, og regeringen ønsker fremover at begrænse dine muligheder for at indbetale på den. 

I år kan du indbetale 29.600 kr. årligt på en aldersopsparing, og efter de nye regler, der forventes at træde i kraft fra 1. januar 2018, vil beløbet blive nedsat til 5.100 kr.  

Har du hverken ratepension eller aldersopsparing i dag, kan du overveje at oprette én af delene inden årsskiftet. For aldersopsparings vedkommende ikke alene fordi ordningen er attraktiv, men fordi en pensionsordning oprettet inden 1. januar 2018 kan udbetales fem år før din folkepensionsalder. Pensionsordninger oprettet efter den dato forventes tidligst at kunne udbetales tre år før din folkepensionsalder. 

Lige nu kan du altså komme i vej med en bedre pensionsopsparing med øget fleksibilitet, hvis du handler før årsskiftet i stedet for efter

 

  • Tjek din skat

Der er længe endnu til årsopgørelsen med eventuel restskat lander i din e-boks. Men hvis du allerede nu får styr på restskatten, kan du eliminere den helt eller delvist ved i stedet at indbetale ekstra på en ratepension eller en livrente, som begge er fradragsberettigede. Indbetalinger på ratepension eller livrente vil reducere eventuel topskat, du ellers skal betale. Du kan også spare dag-til-dag renter til Skat ved at indbetale eventuel restskat frivilligt senest den 29. december 2017. 

 

  • Afgiftsfrie gaver

Jul og gaver hører uløseligt sammen. Men du kan give andre gaver, end dem, der pakkes ind og gemmes under juletræet. 

I 2017 kan du forære hvert af dine børn og børnebørn en pengegave på op til 62.900 kr., før der skal betales skat af gaven. For svigerbørn er grænsen 22.000 kr. 

Har du planer om, at dine børn skal arve efter dig, kan det være en fordel at planlægge afgiftsfrie gaver over en årrække frem for en arv, der udløses på én gang, og som der skal betales 15 % afgift af. 

Camilla Schjølin Poulsen

Seniorspecialist i Nykredit

Ekspert inden for formuerådgivning, herunder pension, bolig, investering og skat. Drives af at give kunderne overblik over og optimere deres samlede formue, så drømme og mål kan nås.

Relaterede Artikler

Pension | 5 min

Seks råd til en god pensionsopsparing

Hvornår ønsker du at trække dig tilbage fra arbejdsmarkedet, og hvad er dine drømme? Pensionsekspert i Nykredit, Camilla Schjølin Poulsen, ser nærmere på, hvad du bør få styr på, hvis du vil have økonomisk frihed som pensionist.
Pension | 5 min

Kvinder sparer for lidt op til pension

Kvinder fik højere afkast på aktier end mænd i oktober, og sådan skulle det gerne blive ved. For kvinder går tidligere på pension og lever længere end mænd. Men deres pensionsopsparinger halter gevaldigt efter.
Artikel | 5 min

Aktiesparekonto: En attraktiv mulighed, som det er for tidligt at sige ja til

Den nye Aktiesparekonto til danskerne ser attraktiv ud, men du kan tidligst benytte den i 2019, og ingen kender de endelige vilkår. Så du har god tid til at beslutte dig, siger boligøkonom i Nykredit, Mira Lie Nielsen.