Chefstrateg: sikre obligationer er blevet mere attraktive

De økonomiske udsigter er gode og antallet af selskabskonkurser er historisk lavt. Alligevel er det blevet mindre attraktivt at købe virksomheds-obligationer.

Forskellen på at låne penge til spanske og italienske mobiltelefonselskaber versus den danske eller tyske regering er nu så lav - målt på den obligationsrente, du kan forvente som investor – at chefstrateg i Nykredit, Frederik Engholm anbefaler dig at spille lidt mere på de sikre heste.

Merrenten er nu så lille, at man som investor ikke bliver særlig godt kompenseret for den ekstra risiko.

Frederik Engholm, Chefstrateg i Nykredit

- Sammenlignet med fx den danske og tyske stat må virksomheder generelt betale en merrente for at låne penge på de finansielle markeder. For mange investorer har denne merrente siden finanskrisen været et interessant alternativ til nulrenten på statsobligationer. Men merrenten er nu så lille, at man som investor ikke bliver særlig godt kompenseret for den ekstra risiko. I vores egne porteføljer reducerer vi derfor andelen af virksomhedsobligationer og øger i stedet beholdning af sikre stats-og realkreditobligationer, siger Frederik Engholm.

Turister på obligationsmarkedet

Han forklarer, at centralbankernes pengepolitik siden finanskrisen har gjort virksomhedsobligationer populære, særligt såkaldte højrenteobligationer fra selskaber med lav kreditvurdering, fordi centralbankernes massive opkøb af navnlig amerikanske og europæiske statsobligationer har presset statsrenterne i gulvet. Det har fået et stigende antal investorer til at søge afkast ved at købe bl.a. virksomhedsobligationer, som har haft en højere pålydende rente.

Men centralbankpolitikken har også skabt en slags obligationsturister, forklarer han. Investorer som har vovet sig væk fra stats-og realkreditobligationer under hjemlige himmelstrøg for i stedet at søge afkast på mere eksotiske obligationer i og uden for Europa, men som grundlæggende ikke bryder sig om risiko.

Nogle af disse investorer kan i den kommende tid forventes at komme tilbage hvor de kom fra i takt med, at centralbankerne normaliserer deres pengepolitik, så sikre investeringer igen kan blive attraktive. Og det kan over de kommende år begynde at give lidt modvind i markedet for højrenteobligationer, forklarer han.

- Når renten er nul, må man som investor kigge andre steder hen, hvis man vil have afkast på sine investeringer. Nogle investorer har øget andelen af aktier i deres porteføljer, mens andre har investeret i obligationer, de måske normalt ville holde sig fra. Det betyder, at en række investorer har haft mere risiko, end de egentligt har det godt med, og selv om vi grundlæggende mener, at de økonomiske vilkår fortsat er gode, tror vi, at ’turisterne’ kan medvirke til at skabe bølgeskvulp i markedet for virksomhedsobligationer, siger Frederik Engholm. 

Frederik Engholm

Chefstrateg i Nykredit

Ekspert i global økonomi, politik og markeder. Oversætter globale begivenheder til danskerne og viser, hvordan de navigerer sikkert gennem kapitalmarkedernes konstante turbulens.

Relaterede Artikler

Rådgivning | 5 min

Find vej i de tre nye kategorier for bæredygtige investeringer

Det er blevet nemmere for dig som investor at finde ud af, hvor bæredygtige de enkelte investeringsforeninger er. Chef for ESG i Nykredit, Søren Larsen, guider vej til de tre nye kategorier, du skal kende.
Aktier | 2 min

Nykredit Invest vinder af Morningstar for fjerde år i træk

Det uafhængige analyseinstitut Morningstar har kåret Nykredit Invest som Bedst til Obligationer samt Bedst til Aktier og Obligationer.
Aktier | 3 min

Bidens stimuli-checks vil understøtte aktiemarkedet i den kommende tid

Aktiemarkedet kan få hjælp fra en historisk set atypisk kilde, når de amerikanske forbrugere i løbet af den næste måned modtager endnu en stimuli-check. For gentager historien sig, vil amerikanerne forsøge at få pengene til at yngle.