Chefstrateg: Rentepilen peger opad – specielt i 2019

Nykredit forventer, at negative korte renter bliver fortid i 2019, mens de lange 30-årige renter kan nå 3 pct. ved udgangen af næste år. Renterne kan stige hurtigere og kraftigere end ventet, lyder vurderingen.

 

Danske realkreditobligationer med helt kort løbetid er på vej til endnu et år med negative renter. I 2019 er det dog nok slut, og der er også udsigt til, at de lange realkreditrenter stiger.

 

Sådan lyder rentevurderingen fra Nykredit efter det seneste rentemøde i Den Europæiske Centralbank, ECB, hvor den negative styringsrente blev fastholdt. Til gengæld tegner det til, at ECB vil hæve renten i 3. kvartal af 2019, hvilket vil være første gang siden 2011. Nykredits forventning er, at ECB igennem 2. halvår vil levere to renteforhøjelser, så renten i slutningen af 2019 vil komme i nul fra det nuværende negative niveau.

 

De korte renter bliver således holdt nede et godt stykke tid endnu, da Nationalbanken i høj grad følger ECB’s rentebeslutninger. Når det gælder de lange renter, lyder vurderingen fra Nykredit, at vi om et års tid vil ramme en rente på 2,5 pct., på den toneangivende 30-årige danske realkreditobligation og ved udgangen af 2019 er det sandsynligt med 3 pct. Samtidig står kurserne til at falde i takt med de stigende renter.

 

”Når ECB efter alt at dømme afslutter opkøbsprogrammet af obligationer ultimo 2018 -  kombineret med at de begynder at hæve styringsrenten i andet halvår 2019 - vil det forstærke tendensen til højere renter. Indtil da skal vi primært holde øje med renteudviklingen i USA, da den i høj grad påvirker de lange renter i Europa,” lyder det fra chefstrateg i Nykredit, Klaus Dalsgaard.

 

Renter kan stige kraftigere end ventet

Chefstrategen påpeger dog, at det ikke altid går som præsten prædiker, og han har derfor set på alternativscenarier for renteudviklingen.

 

Han fortæller, at den største risikofaktor for renterne kommer fra USA på kort sigt – og det vil kunne føre til både hurtigere og kraftigere rentestigninger, end hvad der er Nykredits hovedscenarie.

 

”De lange amerikanske renter er allerede steget fra 1,5 pct. til 3 pct. ansporet af en amerikansk centralbank, der kvartal for kvartal forhøjer renten,” siger Klaus Dalsgaard og tilføjer:

 

”Men en tiltagende inflation i USA, hvor der pt er den laveste arbejdsløshed siden månelandingen og en dyrere import pga. toldforhøjelserne, vil kunne presse renterne endnu højere op allerede i slutningen af 2018. Og højere renter i USA smitter traditionelt af på Europa og på lange danske realkreditobligationer,” siger Klaus Dalsgaard.

”Når ECB efter alt at dømme afslutter opkøbsprogrammet af obligationer ultimo 2018 - kombineret med at de begynder at hæve styringsrenten i andet halvår 2019 - vil det forstærke tendensen til højere renter."

Klaus Dalsgaard

 

Når vi kommer godt ind i 2019 kan spekulation i hastigheden for renteforhøjelserne fra ECB presse de lange renter længere op, end hvad der er Nykredits hovedscenarie.

 

”Kombinationen af højere amerikanske renter og forventning om renteforhøjelser fra ECB i 2020 vil kunne bringe 4-4,5 pct. i spil som rente på den toneangivende 30-årige realkreditobligation om bare 18 måneder,” lyder det fra Klaus Dalsgaard i alternativscenariet om højere renter.

 

Scenarie for lavere renter

Han opstiller også et alternativscenarie for, at renterne ved udgangen af 2019 er lavere end nu.

Det scenarie vil kunne udspille sig, hvis amerikansk økonomi går i – eller står på kanten af – recession ved udgangen af 2019, og Fed derfor er gået i gang med at sætte renten ned igen.

 

”Det vil i praksis låse ECB’s hænder, så der ikke som ellers ventet er renteforhøjelser på menuen. I det tilfælde vil der ved udgangen af 2019 ikke være nogen realistisk forventning om, at ECB kan sætte renten op foreløbig – men der vil omvendt være begrænset spekulation i rentesænkninger fra ECB,” siger Klaus Dalsgaard.

 

Dette alternativscenarie vil således kunne få renterne til at ligge lidt lavere ved udgangen af 2019 end det nuværende niveau, men Klaus Dalsgaard understeger, at det ikke er Nykredits forventning, og giver et råd med på vejen til boligejere og potentielle boligejere.

 

”Den helt dominerende risiko på længere sigt er i opadgående retning. Lige nu består valget af realkredit udelukkende mellem lån med attraktive renter. Men set i lyset af forventningerne til fremtiden, så ser fastforrentede lån, der binder renten i 30 år, mest attraktive ud, og det kan være et god idé at låse renten fast nu,” siger han.

Klaus Dalsgaard

Chefstrateg i Nykredit

Ekspert i samspillet mellem makroøkonomi og kapitalmarkederne med særligt fokus på renter og valutakurser.

Relaterede Artikler

Artikel | 5 min

Chefstrateg: ”Ro på – trods optrappet handelskonflikt”

USA har indført forhøjede toldsatser på stål og aluminium og optrapper dermed handelskonflikten. Chefstrateg i Nykredit vurderer dog, at effekten bliver mere psykologisk end økonomisk.
USA | 2 min

Fortsat optur til dollar – lidt endnu

Dollaren er de seneste måneder blevet markant styrket over for den danske krone og euroen. Styrkelsen kan fortsætte lidt endnu, men den langsigtede tendens er en svækket dollar, vurderer chefstrateg.
Video | 3 min

Chefstrateg: Festivaler er fantastisk mulighed for storskala-eksperimenter

Festivaler som Roskilde Festival, er en fantastisk mulighed for virksomheder til at teste nye produkter og services af. Det rapporterer Klaus Dalsgaard, chefstrateg i Nykredit Markets, uden for dyrskuepladsen i Roskilde.