Chefstrateg: ”Ro på – trods optrappet handelskonflikt”

USA har indført forhøjede toldsatser på stål og aluminium og optrapper dermed handelskonflikten. Chefstrateg i Nykredit vurderer dog, at effekten bliver mere psykologisk end økonomisk.

Torsdag indførte USA de annoncerede toldforhøjelser på stål og aluminium på henholdsvis 25 og 10 pct. over for Canada, Mexico og EU. Det var ellers ventet, at USA, med præsident Donald Trump i spidsen, ville forlænge undtagelsen i endnu en periode. Det skete ikke, og udviklingen er et klart skridt i den forkerte retning, lyder det fra Klaus Dalsgaard, chefstrateg i Nykredit.

”Vi, og markederne, må se beslutningen som et skridt i den forkerte retning,” siger han.

Ikke desto mindre maner han til besindighed og vurderer, at effekten af beslutningen i højere grad vil være psykologisk end økonomisk.

”Selvom det er overvejende sandsynligt, at de berørte lande svarer igen med andre toldforhøjelser, vil effekten på den globale vækst være minimal. Vi tror ikke på, at dette er starten på en global, omfangsrig handelskrig,” siger Klaus Dalsgaard.

Nykredit har europæiske aktier på overvægt, hvilket i høj grad skyldes et pænt vækstpotentiale i europæisk økonomi. Europæiske aktier er desuden relativt billigt prisfastsat -  i hvert fald sammenlignet med de amerikanske, understreger Klaus Dalsgaard.

Det tyske marked er mest udsat for en optrapning af konflikten og over for en eventuel handelskrig, da det er er et industritung marked, hvor ikke mindst bilfabrikkerne vejer tungt, påpeger Claus Dalsgaard og tilføjer, at det tyske ledende aktieindeks, DAX-indekset, derfor et godt sted at holde øje med temperaturen ang. frygten for en handelskrig. DAX faldt knap1,5 pct., da Trump annoncerede forøgelsen af toldsatserne.  

Modsvar fra EU

EU ventes seneste den 20. juni at svare igen, og Klaus Dalsgaard tvivler på, at der vil blive givet indrømmelser.

”EU's princip er, at man ikke forhandler med en pistol for tindingen. Også Canada og Mexico svarer igen, og det interessante bliver, hvordan USA herefter vil reagere,” siger Klaus Dalsgaard.

EU har udpeget områder til det sandsynlige modsvar på de indførte toldsatser, og det omfatter ærkeamerikanske produkter som Bourbon, motorcykler og peanutbutter, der overvejende produceres i områder, der gør politisk ondt på det regerende republikanske parti og på Trumps kernevælgere

Klaus Dalsgaard mener således, at en optrappende handelskrig kan finde en naturlig ende af sig selv.

”Det kan godt være, at en hård handelspolitisk linje principielt er populært i Trumps vælgerbase, men hvis fyresedlerne kommer inden midtvejsvalget i november, kan tonen ændres,” siger han og påpeger, at amerikansk erhvervsliv har lobbyet hårdt for, at det ikke skulle komme så langt.

”I – de vigtigere - handelsforhandlinger med Kina gik udmeldingerne fra højspændt til forsoning på få dage,” tilføjer Klaus Dalsgaard. 

Italiensk regering på plads og dropper Euroafstemning

I den seneste tid har uro om regeringsdannelse i Italien, med EU-kritiske partier i fokus, givet usikkerhed omkring europæiske aktier – primært de sydeuropæiske med bankerne i spidsen. Her faldt der omvendt noget ro over situationen torsdag, da der blev enighed om en ny regering, som eksplicit tog afstand over for en folkeafstemning om fortsat euromedlemskab, som ellers har vakt bekymring.

”Regeringsdannelsen fjerner noget usikkerhed her og nu,” siger Klaus Dalsgaard. Han mener dog, at der er betragtelig risiko for, at spørgsmålet om en italiensk euro-afstemning kan blive vakt til live igen. ”Det er svært, at stoppe markedets frygt tilbage i flasken. Udtalelserne fra de to regerende partier vil blive analyseret nøje i de kommende måneder, lyder det fra chefstrategen.

Klaus Dalsgaard

Chefstrateg i Nykredit

Ekspert i samspillet mellem makroøkonomi og kapitalmarkederne med særligt fokus på renter og valutakurser.

Relaterede Artikler

Artikel | 3 min

Husk skatten før nytåret

Det kan betale sig at give fradrag, pension og investeringer et tjek før nytår.
Video | 3 min

Chefstrateg: Fald i oliepriserne udfordrer energiselskaber

Oliepriserne har været igennem en turbulent tid, og det er en af årsagerne til, at Nykredit nu undervægter energisektoren. Det fortæller Klaus Dalsgaard, chefstrateg i Nykredit Markets.
Artikel | 3 min

Danskere overser investeringsmuligheder – og det kan blive dyrt

Danmarks nye investeringsmulighed, aktiesparekontoen, er en lukrativ platform til investering. Men bl.a. manglende tillid til investeringsmarkederne holder danskerne tilbage fra investering, viser ny undersøgelse.