Nyt pensionsfradrag i skattemappen – så meget sparer du

Det nye pensionsfradrag kan nu ses sort på hvidt i de nye forskudsopgørelser. Chefspecialist i Nykredit har regnet på fradraget. Alle danskere, der indbetaler til en fradragsberettiget pension, får gevinst.

 

I disse dage tikker nye forskudsopgørelser ind i danskernes skattemappe, og har man kigget godt efter, er der kommet et ekstra fradrag. Det er det nye pensionsfradrag, som blev vedtaget af Folketinget i foråret med tilbagevirkende kraft.


”Indbetaler du 70.000 kr. til en fradragsberettiget pension om året og har 15 år eller mindre til pensionstidspunktet, så vil du få 3.700 kr. mere udbetalt i nettoløn om året allerede i år. Det beløb vokser til 5.700 kr. årligt, når pensionsfradraget er fuldt indfaset i 2020,” lyder regnestykket fra chefspecialist i Nykredit Formue og Investering, Camilla Schjølin Poulsen. Hun peger på, at en fradragsberettiget pension er ratepension og livrente, mens det derimod ikke omfatter aldersopsparing.

 

Selvom du har mere end 15 år til pensionen, er der er også ekstra penge at hente. Faktisk er det med de nye regler blevet mere attraktivt for alle danskere at spare op til pensionen, understreger chefspecialisten.

 

”Det virkelig gode ved dette tiltag er, at det tilgodeser samtlige danskere, der sparer op til en fradragsberettiget pension,” siger Camilla Schjølin.

 

”Man skal ikke gøre noget for at få fradraget. Det sker helt automatisk og er rettet til i de nye forskudsopgørelser. Ændringerne er vedtaget med tilbagevirkende kraft fra januar 2018, så du får ekstra fradrag for hele 2018, ” tilføjer hun.  

 

Samtidig med forøgelsen af pensionsfradraget vedtog politikerne også en forbedring af beskæftigelsesfradraget.

 

”Det betyder, at beskæftigelsesfradraget fremadrettet ikke bliver berørt – og udhulet– ved indbetaling på pension. Det har ellers har været tilfældet hidtil,” siger Camilla Schjølin Poulsen.

 

Det nye fradrag gælder for årlige pensionsindbetalinger på op til 70.000 kr. på fradragsberettigede pensioner. Har du over 15 år tilbage til den officielle pensionsalder, får du et ekstra fradrag på pensionsindbetalingerne på 8 pct. i 2018 og 2019. I 2020 bliver fradraget fuldt indfaset med et ekstra fradrag på 12 pct.

”Det virkelig gode ved dette tiltag er, at det tilgodeser samtlige danskere, der sparer op til en fradragsberettiget pension."

Camilla Schjølin Poulsen

 

Har man derimod 15 år eller mindre til pensionstidspunktet, lyder det ekstra fradrag på 20 pct. i 2018, 22 pct. i 2019 og bliver i 2020 fuldt indfaset med 32 pct.

 

”Dem der får mest ud af det, står så med 3.700 kr. ekstra i nettoudbetaling i år og 5.700 kr. i 2020, og det er inkl. den nye forbedring af beskæftigelsesfradraget,” siger Camilla Schjølin Poulsen.

 

Lang tid til pensionen giver fordele

 

Forskellen i størrelsen på fradraget for personer med længere tid versus kortere tid til pensionen bekymrer ikke Camilla Schjølin Poulsen.

 

”Jo længere tid, man kan spare op til pension, jo mere attraktivt er det -  og her betyder den lave beskatning af afkastet på pensionsopsparingen meget. Derved er der allerede en automatisk indbygget gevinst for alle, der har lang tid til pension,” siger Camilla Schjølin Poulsen.

 

Hun peger desuden på, at det forhøjede fradrag i høj grad er indført af politikerne for at komme de såkaldte samspilsproblemer til livs – hvor det for en del mennesker ikke kan betale sig at spare op til pension i forhold til, hvad de potentielt kan miste af offentlige udbetalinger.

 

”Det er særligt gruppen med kortere tid til pension, der bliver berørt af samspilsproblemerne. Samspilsproblemerne bliver med det nye fradrag forbedret, men dog ikke løst,” siger Camilla Schjølin Poulsen.

 

 

Camilla Schjølin Poulsen

Chefspecialist i Nykredit

Ekspert inden for formuerådgivning, herunder pension, bolig, investering og skat. Drives af at give kunderne overblik over og optimere deres samlede formue, så drømme og mål kan nås.

Relaterede Artikler

Artikel | 4 min

Chefstrateg: Emerging markets-aktier mere attraktive end længe

Investorer i emerging markets er gennem året ramt af mange bekymringer, og aktierne er handlet godt ned. Det efterlader regionen mere attraktiv end længe, lyder det fra Nykredits chefstrateg, Frederik Engholm.
Podcast | 15 min

Chefstrateg: Amerikanske aktier i rekordniveau ser billigere ud

Amerikanske aktier er tilbage i rekordniveau, og de ser faktisk billigere ud nu end de gjorde, da markedet sidst toppede for syv måneder siden. Det siger Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit Markets.
Artikel | 3 min

Chefstrateg: Dollaroptur vil vende ved nytår

Dollaren er styrket gennem året, men udviklingen står til at vende ved årsskiftet, vurderer chefstrateg. Det kan koste dyrt for investorer med amerikanske aktier.