Chefstrateg: Dollaroptur vil vende ved nytår

Dollaren er styrket gennem året, men udviklingen står til at vende ved årsskiftet, vurderer chefstrateg. Det kan koste dyrt for investorer med amerikanske aktier.

Gennem foråret blev dollaren markant styrket over for euro. Efter en kort nedgang henover sommeren er opturen fortsat, og chefstrateg i Nykredit, Frederik Engholm, vurderer, at dollaren vil svinge omkring dette niveau frem til årsskiftet. Herefter vil forholdet tippe, lyder vurderingen, og når chefstrategen ser et år frem, mener han, at euroen vil stå 5-7 pct. stærkere over for dollar.

Et fald i dollaren over for euro og kronen vil betyde et fald i værdien af amerikanske aktier, eller andre aktiver, i en dansk investors privatdepot.

Det er bl.a. de aktuelle politiske/økonomiske usikkerhedselementer, såsom den verserende handelskonflikt, uroen i emerging markets samt de italienske budgetforhandlinger, der giver støtte til dollaren en tid endnu. Dollaren fungerer ofte som et såkaldt ’safe haven’ på valutamarkedet. - Når der opstår politisk og økonomisk usikkerhed, er der typisk tendens til øget inflow i dollaren.

”Handelskrigen har indtil videre været mere positiv end negativ ved dollaren, det så vi eksempelvis i foråret.

Usikkerheden har gjort, at dollaren er forblevet på høje niveauer lidt længere end ventet,” siger Frederik Engholm.

Desuden ligger korte amerikanske renter højere end de europæiske, og det fungerer som en støtte til dollaren. Derudover står den amerikanske centralbank Fed til at hæve renten to gange yderligere i år – i september og december, hvilket vil give yderligere støtte til de korte amerikanske renter og dermed dollaren.

 

Tendensen vender

Men ved årsskiftet vil tendensen altså vil vende, lyder vurderingen fra Frederik Engholm.

”Handelskrigen har indtil videre været mere positiv end negativ ved dollaren, det så vi eksempelvis i foråret. Usikkerheden har gjort, at dollaren er forblevet på høje niveauer lidt længere end ventet,”

Frederik Engholm

”Stærkere europæiske vækstsignaler ind i 2019, mens amerikansk økonomi samtidig kan miste lidt luft, vil medvirke til at forskyde styrkeforholdet mellem de to valutaer omkring årsskiftet. Og hvis vi kigger på dybere fundamentale faktorer, så giver et stort europæisk betalingsbalanceunderskud og et stigende amerikansk underskud også fundamental support til euroen. Højere inflation i USA end Europa taler ligeledes for en eurostyrkelse,” siger Frederik Engholm.

Desuden forventes de politiske usikkerheder at aftage i Europa, og det vil tage pres væk fra euroen.

”Vi vurderer, at den italienske regering efter årsskiftet kan have bevist, at de kan føre en realpolitik, der er noget mindre ekstrem, end det der blev præsenteret under valgkampen. Det kan betyde, at noget af det flow, der har været ud af euroen, og de bekymringer, der har været omkring euroen, forsvinder igen,” siger Frederik Engholm, der også forventer, at der i det nye år vil være mere ro på i forhold til den verserende handelskrig anført af Donald Trump.

Obligationsopkøbsprogrammet, sat i værk af Den Europæiske Centralbank, ECB, står med al sandsynlighed ved sin afslutning ved årsskiftet, og når vi kigger længere ind i 2019, er der forventning om en renteforhøjelse fra ECB’s side i efteråret 2019 – den første siden 2011.

”Begge dele er elementer, der taler for en langsigtet tendens med en styrket euro over for dollar,” lyder det fra Frederik Engholm.

 

 

Frederik Engholm

Chefstrateg i Nykredit

Ekspert i global økonomi, politik og markeder. Oversætter globale begivenheder til danskerne og viser, hvordan de navigerer sikkert gennem kapitalmarkedernes konstante turbulens.

Relaterede Artikler

Aktier | 15 min

Sådan går det for de største danske aktier efter første halvår

Aktier | 4 min

Her er status for globale aktier ved regnskabssæsonen

Vi er ved at være gennem regnskabssæsonen for globale aktier, og der tegner sig forskellige tendenser - bl.a. for hvilket lands selskaber, der klarer sig bedst. Det fortæller Morten Gregersen, chefporteføljeforvalter hos Nykredit.
Aktier | 18 min

Nykredit justerer investeringsstrategi efter eskalering af handelskrig

Som følge af de seneste dages udvikling i handelskrigen mellem USA og Kina har Nykredit besluttet at skrue ned for sine investeringer i bl.a. aktier. Det fortæller Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit, i ugens podcast.