Handelskonflikten optrappet – hvad betyder det for aktierne?

Donald Trumps seneste udspil i den verserende handelskonflikt er nye toldforhøjelser over for Kina. Samtidig forhandles der med Mexico, og der er usikkerheder i forhold til Canada. Det kan give udsving på aktiemarkederne.

USA’s præsident Donald Trump lægger an til at optrappe handelskonflikten over for Kina, der kan blive væsentligt eskaleret om få dage. Toldsatser på kinesisk import til USA til en værdi af 200 mia. dollar står til at blive væsentligt forhøjet. Trump vil altså her i andet hug ramme 4 gange så meget af kinesisk eksport til USA, som da han tidligere på sommeren forhøjede tolden på varer til en værdi af 50 mia. dollar.

Det vil medføre et modsvar fra Kina, og samtidig har USA forhandlinger i gang med Mexico og Canada.

”Vi vurderer, at markederne vil reagere, hvis de nye toldsatser over for Kina bliver indført – også selvom det ikke kommer som et lyn fra en klar himmel. Og efterfølgende kan markederne blive præget af usikkerhed om, hvorvidt der kommer endnu en bølge af stramninger,” siger Frederik Engholm, cheføkonom i Nykredit.

”Amerikanske og emerging markets-aktier er dem, der står til at tabe mest. Men det vil også smitte af på de globale markeder generelt,” tilføjer han.

To ben i konflikten

Frederik Engholm forklarer, at der generelt set er to ben i konflikten. Forholdet til Kina på den ene side og forholdet til de andre lande, som USA handler med, på den anden.

”Og når det gælder de andre lande, så er det specielt de handelspartnere, som USA har et handelsunderskud over for. Det er i høj grad den måde Trump tænker på,” siger Frederik Engholm.

”Amerikanske og emerging markets-aktier er dem, der står til at tabe mest. Men det vil også smitte af på de globale markeder generelt,”

Frederik Engholm

I øjeblikket er der særligt fokus på handlen mellem USA og Mexico og Canada, hvor NAFTA – frihandelsaftalen mellem USA, Canada og Mexico – er ved at blive genforhandlet. Trump har flere gange omtalt NAFTA som en historisk dumhed fra USA’s side og som tyveri fra Mexico og Canadas side. Arbejdet med genforhandling har stået på det sidste år, og på det seneste er det lykkedes USA's forhandlere at lande nogle rammer for en aftale med Mexico, hvor der specielt er fokuseret på bilsektoren, hvoraf en stor del af produktionen er flyttet til Mexico.

”Der lægges op til en aftale om, at det ”lokale indhold” i produktionen fremadrettet skal være større. I realiteten er ændringerne minimale og vil ikke ændre stort på handelsunderskuddet over for Mexico,” siger Frederik Engholm.

Men den overordnede bekymring omkring NAFTA-forhandlingerne er dog, at Trump trækker stikket helt og dropper den eksisterende aftale.

”Hvis det skulle ende med en aftale med Mexico alene, vil man stå med en meget stor handelspartner – Canada – som man ikke længere har en handelsaftale med. Dvs. at Canada ville handle på WTO-toldsatser, hvor man hidtil med NAFTA generelt har handlet uden told,” siger Frederik Engholm.

”Den situation vil sætte handlen mellem USA og Canada i et limbo og ramme en masse virksomheder og give betydelig usikkerhed til markederne,” tilføjer han, men understreger, at det dog er stærkt usikkert, om Kongressen vil godkende en aftale kun for Mexico, da Kongressens mandat gælder en ny NAFTA-aftale.

Kina har meget at tabe

Når det gælder Trumps aktuelle udmeldinger om yderligere forhøjede toldsatser er Kinas modsvar, at de vil forhøje told på amerikanske importvarer til en værdi af 60 mia. dollar. Det er tæt på maksimum, da USA’s eksport til Kina er meget mindre end kinesernes eksport til USA.

Kina vil dog kunne ramme USA på andre måder - via ikke-toldbarrierer som fx forringelse amerikanske virksomheders vilkår i Kina. Hvorvidt Kina vil tage den slags skridt er dog tvivlsomt, understreger Frederik Engholm, da landet stadig har meget at tabe.

”Selv med en yderligere toldforhøjelse fra amerikansk side har man stadig kun ramt halvdelen af kinesisk eksport til USA, og vi oplever, at Kina meget gerne vil undgå at optrappe konflikten,” siger Frederik Engholm.

Vil ikke afspore vækst

Han understreger, at han ikke mener, at de aktuelle skridt i handelskonflikten kommer til at afspore væksten i hverken USA eller Kina.

”Hvis det skulle ende med en aftale med Mexico alene, vil man stå med en meget stor handelspartner – Canada – som man ikke længere har en handelsaftale med. Dvs. at Canada ville handle på WTO-toldsatser, hvor man hidtil med NAFTA generelt har handlet uden told,”

Frederik Engholm

”Vi taler måske om effekter, der kan koste 0,5 pct. på væksten hvert sted. Men når det er sagt, så oplever vi i øjeblikket, at amerikanske virksomheder begynder at mærke udviklingen, hvor importrestriktionerne smitter direkte af på forretningen,” siger Frederik Engholm og peger på, at den udvikling hurtigt kan føre til, at dele af en amerikansk industri bliver ringere stillet i en konkurrencesituation over for andre globale selskaber. Og det kan gå ud over amerikanske aktier og markedet i det hele taget.

”Det rammer ikke kun amerikanske selskaber, men også fx europæiske eller japanske med produktion i Kina,” lyder det fra Frederik Engholm.

Mere forsonlig

Tidligere på året var der fra Trumps side også stort fokus på handelsbetingelser med EU, der resulterede i nye toldsatser på stål og aluminium. Men efter sommerens møde mellem Trump og EU-Kommissionsformand Juncker - hvor planer om yderligere toldbelægning af bilimport fra Europa blev skudt til hjørne - har Trump været mere forsonlig.

”Vi vurderer, at grunden til, at Trump har udvist større forsonlighed over for særligt Europa – men også er mildere over for Mexico - i høj grad er, at man vil undgå for mange flanker i handelskonflikten, og at man vil undgå for mange bekymringer i baglandet om, hvor bred denne handelskrig er og bliver,” siger Frederik Engholm og peger på, at en grund hertil kan være, at der er midtvejsvalg i november.

”Det er i Trumps interesse både at vise sig som en dealmaker, men samtidig også dæmpe nogle bekymringer.

I forhold til Kina er der en langt større og bredere opbakning for Trump til at være kritisk. Amerikanerne er langt mere bekymrede for Kina - bekymrede for at Kina skal blive markedsleder på nogle områder, som USA har været og er ledende på,” lyder det fra cheføkonomen.

Frederik Engholm

Chefstrateg i Nykredit

Ekspert i global økonomi, politik og markeder. Oversætter globale begivenheder til danskerne og viser, hvordan de navigerer sikkert gennem kapitalmarkedernes konstante turbulens.

Relaterede Artikler

Aktier | 5 min

Her er de nye, danske stjerneaktier

To danske virksomheder har inden for de seneste år formået at kravle ind på Top 5 over Danmarks største børsnoterede selskaber. Hans Kjær, der er chef for Danske Aktier i Nykredit, sætter fokus på de nye stjerneaktier.
Rådgivning | 2 min

Kan det betale sig at afdrage, når renterne er så lave?

Det spørgsmål er der mange boligejere, der stiller sig selv i øjeblikket. Derfor har vi bedt formueekspert i Nykredit, Camilla Schjølin Poulsen, give lidt gode råd til overvejelserne.
Rådgivning | 5 min

”Der er naturlig medvind, når man investerer i megatrends”

Videnskabelige artikler om førerløse biler, telefonsnakke om sociale institutioner i England og opdateringer om vandkraftværker i Peru. Ulla Frimor Agesen deler ud af sin hverdag som chef for alternative investeringer i Nykredit.