Blockchain kan give lavere priser på børshandel

Teknologien bag bitcoin kan ændre måden, vi handler værdipapirer. Sådan lyder det fra chefen for Københavns Fondsbørs og Head of Trading hos Nykredit Asset Management.

Blockchain-teknologien, som er blevet populær i takt med den digitale valuta Bitcoin, kan fremover gøre det billigere at investere på børsen.

Sådan lyder det fra Nikolaj Kosakewitsch, adm. direktør for Nasdaq Copenhagen, også kendt som Københavns Fondsbørs, efter han i sidste uge talte til to Wealth Summit-arrangementer for Nykredit-kunder.

Her var fondsbørsdirektøren inviteret til at tale om udsigterne for fremtidens børsmarked, og her ser han altså, at blockchain-teknologien kommer til at spille en rolle.

Det vil give lavere priser. Fordi blockchain-løsningen praktisk talt er gratis.

Nikolaj Kosakewitsch, adm. direktør for Nasdaq Copenhagen.

I dag bliver handler på børsen registreret hos såkaldte værdipapircentraler. De tager forskellige gebyrer. I fremtiden vil deres arbejde kunne varetages med en blockchain-teknologi. Og det vil få konsekvenser for forbrugerne.

“Det vil give lavere priser. Fordi blockchain-løsningen praktisk talt er gratis,” siger Nikolaj Kosakewitsch.

I stedet for at værdipapircentralen står for handlerne, vil det i stedet kunne ske mere decentralt via et stort netværk af computere.

“Hvis vi kan distribuere al den data til tusindvis af computere i et enterprise-netværk, så det er mere end én computer, men færre end 1000, så kan vi drive den form for teknologi meget, meget billigere.”

Få pengene hurtigere

Kasper Illemann Hansen, Head of Trading hos Nykredit Asset Management, er enig i, at det at spare administrationen hos værdipapircentralerne kan give en besparelse. Men han ser en anden vej, hvor blockchain kan få en større effekt på børsmarkedet: nemlig effektivisering af alt det arbejde, der foregår i kulissen hos bankerne - kendt som back office.

“Det vil man kunne se en klar effektivisering af,” siger Kasper Illemann Hansen.

Og det vil kunderne også kunne mærke. I dag er det f.eks. sådan, at der typisk går to-tre dage fra du sælger en aktie til du har pengene. Med blockchain-teknologien vil det kunne ske hurtigere.

Kasper Illemann Hansen påpeger dog, at når han kigger tilbage på de seneste år, er det en anden faktor end teknologi, der har ændret hans arbejde mest, nemlig lovgivning.

“Lovgivning er klart det, der ændrer mit billede mest og ikke smart teknologi.”

Relaterede Artikler

Aktier | 12 min

Husk at rebalancere dine investeringer, hvis du vil fastholde din strategi

Når aktier stiger, som de er gjort i første kvartal, kan du som investor udsætte dig selv for en større risiko, end du ellers har planlagt, og derfor lyder anbefalingen at foretage en såkaldt rebalancering.
Aktier | 5 min

Kvinderne kom bedst gennem hårdt aktieår

Mænd står for størstedelen af handlerne på aktiemarkedet i Danmark, men kvinder er bedre til at score høje afkast. Det viser nye tal fra VP Securities, også kendt som Værdipapircentralen.
Aktier | 3 min

Forrygende start på aktieåret - derfor har vi købt mere op

Aktier er oppe med omkring 15 pct for året, men Nykredit tror på flere stigninger og har derfor købt op i markedet. Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit, fortæller hvorfor.