Kvinde - få styr på din pension

Kvinder er mere usikre på pensionstilværelsen end mænd. Og med rette, mener seniorspecialist, der peger på, at lovgivning og barsel ofte skævvrider pensionsopsparingen for kvinder.

Føler du, at du sparer nok op til pensionen? Ja, lyder svaret fra mange mænd, mens det halter med at få et ja ud af mange kvinder.

En ny befolkningsundersøgelse foretaget af Epinion har taget temperaturen på mænds og kvinders syn på egen pension, og forskellen er markant mellem de to køn.

Mens 40 pct. af de adspurgte mænd svarer ja, er det kun 27 pct. af kvinderne, der føler sig økonomisk sikre på deres fremtidige pensionstilværelse.

”De tal er ikke overraskende, for faktum er, at kvinder sparer mindre op til pension end mænd og står altså i sidste ende med en mindre pensionsopsparing end mænd,” siger seniorspecialist i Nykredit, Camilla Schjølin Poulsen.

Hun peger på, at kvinders pensionsopsparing er særligt udsat, dels fordi kvinderne lever længere end mænd, men også på grund af familieforøgelser. For normen er stadig, at det er kvinden i et forhold, der tager langt størstedelen af barslen. Det giver kontant udslag på kvindens pensionsopsparing, da det kun er et fåtal af virksomheder, der tilbyder fuld pensionsindbetaling til kvinder under barsel.

”Og hvis kvinden efterfølgende i årene med små børn vælger at neddrosle karrieren med konsekvenser for størrelsen på indbetalingen til pension, så kan det i sidste ende betyde rigtig store beløb på pensionsopsparingen,” siger Camilla Schjølin Poulsen.

Problemet opstår, hvis et par går fra hinanden. For i 2007 blev reglerne ændret således, at ægtefæller ikke længere skal dele pensionsopsparing ved skilsmisse - medmindre skifteretten bestemmer, at den ene har indsat mere, end hvad der er ”rimeligt”, hvilket kun sker sjældent.

I praksis betyder det, at et par - der bliver skilt -  skal dele værdien af fx huset og bilen. Også selvom de værdier kun står i den ene persons navn. Derimod følger pensionen som udgangspunkt sin ”ejermand.”  

Og det stiller ofte kvinder i en meget dårlig situation, som man bør tage ganske alvorligt, fastslår Camilla Schjølin Poulsen.

”De tal er ikke overraskende, for faktum er, at kvinder sparer mindre op til pension end mænd og står altså i sidste ende med en mindre pensionsopsparing end mænd"

Camilla Schjølin Poulsen, seniorspecialist i Nykredit

”Det gør desværre, at mange kommer i klemme økonomisk, hvis man går fra hinanden. Ikke her og nu – men det vil kunne mærkes, når man rammer pensionsalderen,” siger hun og understreger, at situationen selvfølgelig også kan være omvendt, hvor det er manden, der har en meget mindre pensionsopsparing.

Problemet har været italesat gennem de senere år, men faktum er, at mange stadig bliver overrasket over reglerne, påpeger Camilla Schjølin Poulsen.

Livslang pension kan ikke deles

I de tilfælde, hvor ægteparrets pensionsformue er skævt fordelt, opfordrer hun derfor ægtepar til at oprette en ægtepagt, hvor der bliver skrevet ind, at man skal dele pensionerne i tilfælde af skilsmisse.

”Det er en rigtig god ide at oprette en ægtepagt, for selvom man har de bedste intentioner om at dele midlerne ved en skilsmisse, så kan selv de bedste intentioner ændre sig, når skilsmissen rammer,” siger Camilla Schjølin Poulsen, der påpeger, at man i en ægtepagt sagtens kan aftale en anden fordeling end 50 pct. af midlerne til hver part.

Der er dog bare det problem, at det kun er muligt at aftale en deling af ratepension, kapitalpension og aldersopsparing - ikke livslang pension (tidligere kendt som livrente). Man kan hverken aftale deling af livslang pension i en ægtepagt eller selv aftale en deling, hvis en skilsmisse rammer.

I 2010 og igen i 2012 blev fradragsretten på indbetaling til en ratepension sat markant ned. Det har betydet, at danskerne i højere og højere grad indbetaler til netop en livslang pension.

”Det at man ikke kan dele den livslange pension skævvrider en skilsmisse økonomisk, da den livslange pension efterhånden har fået så stor en vægt i danskernes pensionsopsparing,” siger Camilla Schjølin Poulsen.

Hun foreslår derfor, at man som par taler åbent om de pensionsindbetalinger, man hver især har.

En anden idé kan være at aftale med sin mand/kæreste, at han indbetaler på ens pensionsopsparing, mens man fx er på barsel, påpeger seniorspecialisten. Det er den eneste måde, hvorpå man helt vil kunne sikre en fair økonomisk deling af pensionen – også for de mange par, som lever papirløst, og som derfor ikke har mulighed for at oprette en ægtepagt.

Camilla Schjølin Poulsen påpeger, at rådgivning om ægtepagt fås hos en advokat. Hun anbefaler, at man inden en ægtepagt skaber sig det fulde overblik over sine pensioner.

Camilla Schjølin Poulsen

Seniorspecialist i Nykredit

Ekspert inden for formuerådgivning, herunder pension, bolig, investering og skat. Drives af at give kunderne overblik over og optimere deres samlede formue, så drømme og mål kan nås.

Relaterede Artikler

Artikel | 5 min

Mere end ti år til pension – få mest ud af opsparingen

Med mange år til pensionen er det helt centralt at udnytte de forskellige pensionstyper og tænke i både opsparing og gæld.
Artikel | 3 min

Danskere overser investeringsmuligheder – og det kan blive dyrt

Danmarks nye investeringsmulighed, aktiesparekontoen, er en lukrativ platform til investering. Men bl.a. manglende tillid til investeringsmarkederne holder danskerne tilbage fra investering, viser ny undersøgelse.
Artikel | 3 min

Ny prognose understreger vigtigheden pensionsopsparing

Ny epinionsmåling viser, at danskerne ikke føler sig økonomisk rustet til pensionstilværelsen. Samtidig viser nye samfundsberegninger, at afkast på pensionsopsparing bliver lavere fremover.