Sådan hjælper du dine børn i gang med en sund økonomi

”Man skal vænne sig til at tale om penge og opsparing”. Sådan lyder opfordringen fra Nanna Hammershøj Olsen, private banker i Nykredit Next Generation.

Det kan være svært at overskue sin økonomi, når man lige er fyldt 18. Måske skal der lægges et budget, startes en opsparing eller foretages de første investeringer.

Men rejsen mod at blive økonomisk ansvarlig starter allerede før det, lyder det det fra Nanna Hammershøj Olsen, private banker i Nykredit Next Generation, der rådgiver kunder i alderen 18 til 36 år.

”Hjælp til selvhjælp - det må være mit bedste råd. Man skal vænne sig til at tale om penge og opsparing med sine børn,” siger hun.

Ifølge Nanna Hammershøj Olsen handler det dels om at få styr på alt det praktiske såsom Eboks, Nem-id og de nødvendige forsikringer, når man fylder 18. Men det kan også være nyttigt at tale om, hvordan man sparer op eller lægger et budget.

Og her har hun to konkrete råd til at komme i gang:

”Man skal sætte nogle realistiske mål og opleve at komme i mål med det. Lidt opsparing er altid bedre end ingen opsparing, og 100 kr. om måneden kan også blive til noget, hvis man f.eks. sparer op til at komme med til en studietur,” sig hun og fortsætter:

”Der kan også være mange, der har brug for at få lagt et budget. Her vil det typisk være en god idé at se på, hvad man har brugt penge på måneden før og så lægge budgettet efter det,” lyder det fra Nanna Hammershøj Olsen.

Det er generelt en god idé at tage en snak med de unge, fra før de bliver 18.

Nanna Hammershøj Olsen

Få et forhold til din bankrådgiver

Der er især to tidspunkter, hvor det kan være oplagt at tale med de unge om økonomi. Når man bliver konfirmeret, og når man får frigivet sin børneopsparing. Det er typisk de to tidspunkter, hvor mange unge for første gang oplever at få et større beløb mellem hænderne.

”Det er generelt en god idé at tage en snak med de unge, fra før de bliver 18. Når man får frigivet børneopsparingen, er det måske første gang nogle får så mange penge mellem hænderne. Her skal man være opmærksom på, hvad pengene skal bruges til,” siger Nanna Hammershøj Olsen.

Både ved konfirmationen eller ved frigivelsen af børneopsparingen er også gode tidspunkter at tale om muligheden for at investere sine penge.

Her er rådet, at man først og fremmest opfordrer sine børn til at få en fast bankrådgiver.

”Man kan ikke komme med nogen generel anbefaling omkring investeringer. Det handler om tidshorisonten, og hvor stor en risiko, man er villig til at løbe. Her kan der måske være forskel på den unge og forældrenes opfattelse af risiko. Der er det bedst at kontakte sin bankrådgiver og høre om, hvilke muligheder der er,” siger Nanna Hammershøj Olsen.

Det handler om at stå på egne ben, og de unge skal blive trygge ved selv at tage økonomiske beslutninger

Nanna Hammershøj Olsen

I forhold til investeringer er det nemlig meget afhængigt af, hvad det præcist er, man sparer op til. Mange unge drømmer om at komme ud at rejse efter gymnasiet i et halvt eller helt år. Her er tidshorisonten lidt kortere, da man typisk ikke vil have så lang tid til at spare yderligere op.

Hvis man derimod hellere vil sætte penge til side til udbetalingen på en lejlighed, når man engang skal flytte hjemmefra, så kan tidshorisonten måske være et par år længere, og så kan man planlægge sin opsparing eller investering anderledes i forhold til f.eks. risikoprofil.

I sidste ende er det vigtigste, lyder det, at de unge skal have plads til selv at udvikle deres økonomiske forståelse.   

”Man skal som forældre gøre op, hvor meget man vil involvere sig. Hvis børnene får for vane, at man fikser alt selvom de er over 18, så kan det godt blive ved i lang tid. Det handler om at stå på egne ben, og de unge skal blive trygge ved selv at tage økonomiske beslutninger”.

Relaterede Artikler

Rådgivning | 2 min

Kan det betale sig at afdrage, når renterne er så lave?

Det spørgsmål er der mange boligejere, der stiller sig selv i øjeblikket. Derfor har vi bedt formueekspert i Nykredit, Camilla Schjølin Poulsen, give lidt gode råd til overvejelserne.
Rådgivning | 5 min

”Der er naturlig medvind, når man investerer i megatrends”

Videnskabelige artikler om førerløse biler, telefonsnakke om sociale institutioner i England og opdateringer om vandkraftværker i Peru. Ulla Frimor Agesen deler ud af sin hverdag som chef for alternative investeringer i Nykredit.
Rådgivning | 3 min

Tre måder, regeringens finanslovsforslag kan ændre din skat

Aktiesparekontoen, arveafgiften og beskatning af fri telefon. Det er tre områder, som regeringen lægger op til at ændre i næste års finanslov, og som kan få betydning for din økonomi.