Smide det hele eller koldt vand i blodet?

Få chefstrateg Frederik Engholms, bedste tip til at håndtere de urolige aktiemarkeder

Handelskrig, historisk lave renter og recessionsfrygt giver flere investorer klamme håndflader. I løbet af den seneste måned er aktiemarkedet faldet med ca. fem procent, men udvider man perspektivet og ser halvandet år tilbage, ja så har 2019 faktisk været et ganske fint år, hvor man vandt det hjem, som blev tabt, da markederne dykkede i 2018.

Ingen kan spå om fremtiden, men så længe Trump har adgang til Twitter, må man nok indstille sig på, at markederne fortsat går en ustabil tid i møde. Investor Insights har bedt chefstrateg Frederik Engholm dele sine bedste råd til at navigere på en bølgefyldt børs:

1.      Brug uroen som syretest

”Urolige aktiemarkeder er en rigtig god anledning til at teste, om du har lagt den rigtige investeringsstrategi. For hvis du har ondt i maven, når markederne falder, og du står op om natten for at tjekke tallene, så er det ikke sikkert, at du har den rigtige risikoprofil og den tidshorisont, som du måske troede, at du havde. Så usikre tider er generelt en god lejlighed til at overveje, om man har den rigtige andel af aktier, og om man kan leve med de udsving, man troede.” 

[...] usikre tider er generelt en god lejlighed til at overveje, om man har den rigtige andel af aktier

Frederik Engholm

2.      Hold fast i din grundlæggende strategi

”Det er svært ikke at blive påvirket af stemningen, når vi har sorte dage med røde tal, og når vi ved, at verden har fået en række økonomiske chok under handelskrigen, som vi endnu ikke har oplevet de fulde konsekvenser af. Men helt grundlæggende er der grænser for, hvor aggressivt man skal skrue på sine investeringer, når markederne svinger. Det gælder ganske enkelt om ikke at blive for følelsesdrevet, for man nemt komme væk fa det, der var ens grundtanke, hvis man lader sig påvirke for meget. I Nykredit laver vi det, vi kalder taktiske allokeringer, hvor vi i perioder skruer enten op eller ned for eksempelvis aktieandelen i et forsøg på at øge afkastet i det aktuelle marked. Humlen er at gøre det uden at give køb på den overordnede strategi. Hvis du eksempelvis bliver skræmt pga. udsving og sælger ud af aktier, fordi verdensøkonomien viser krisetegn, risikerer du nemt at ende med at stå på sidelinjen, hvis skyerne letter, og du misser en periode, hvor du kunne have fået gode afkast. Og så kan det pludselig også blive svært at komme ind på markedet igen. Generelt kan man sige, at jo længere tidshorisont du har, jo mindre skal du ind og rode ved dine investeringer, når der er udsving.”

3.      Skru lidt ned på din aktieandel

”Når det er svært at se, hvilken vej verden bevæger sig i, vi stadig ikke har set den fulde effekt af handelskrigen, og de globale aktiemarkeder samtidig ikke er faldet voldsomt fra sit all time high, så giver en lidt mindre aggressiv investeringsstrategi god mening. I praksis betyder det, at man skruer ned for andelen af aktier. I Nykredit er vi gået fra overvægt af aktier til neutral, så det er ikke et vildt og voldsomt skifte, for vi tror stadig på, at økonomien retter sig, og at vi styrer uden om en egentlig recession. Man skal hæfte sig ved, at det er industrivirksomhederne, der er hårdest ramt af handelskrigen, mens det trods alt er servicesektoren, der dominerer og står for langt den største del af beskæftigelsen i de fleste lande. Og her ser vi stadig, at det går relativt godt. Det medvirker til, at privatforbruget fortsat er solidt. Verden frygter dog stadig, hvad Trump kan finde på næste gang.”


Hør mere om, hvorfor Nykredit har skruet ned for aktieandelen her.

Vil du gerne fastholde en pæn andel aktier, men synes det er lidt voldsomt med de store markedsudsving, så kan du justere, hvilke sektorer du investerer i.

Frederik Engholm

4.      Justér risikoen i dine aktieinvesteringer

”Vil du gerne fastholde en pæn andel aktier, men synes det er lidt voldsomt med de store markedsudsving, så kan du justere, hvilke sektorer du investerer i. En række sektorer er såkaldt defensive sektorer, som ofte falder betydeligt mindre end resten af markedet på de sure dage. Det gælder såkaldt stabilt forbrug, som dækker selskaber som Nestlé og Unilever, der laver hverdagsvarer som ketchup og tandpasta. Kort sagt varer, som forbrugerne bliver ved med at købe, handelskrig eller ej. Det samme gælder sektorer som Sundhed og Forsyning. Man skal dog være obs på, at hvis man sætter hele opsparingen i den type selskaber, så vil man også halte efter markedet, hvis stemningen vender. Vi ser ikke så negativt på markedet, at vi anbefaler en gennemgående defensiv eksponering. Usikkerheden er steget, men vi venter ingen nedtur forude. Vi anbefaler derfor i øjeblikket, at man blander de defensive aktier med de cykliske, og vores foretrukne sektorer er derfor Stabilt Forbrug, Energi og Industri.”

5.      Overvej de små selskaber

”Når aktiemarkederne bliver urolige, søger investorerne klassisk mod de store, stabile selskaber og væk fra de mindre, mere risikofyldte selskaber. Det ser man ret godt ved at kigge på de såkaldte Russel-indekser, der afspejler henholdsvis de 1.000 største virksomheder i USA og de 2.000 derpå følgende virksomheder. Der har været ekstremt stor forskel på deres afkast det seneste år. Kigger man på Russell 1.000 har det givet 2,5 pct. i afkast over det sidste år, mens Russell 2.000 har givet ca. -12,9 pct. i samme periode. Det er sjældent, at vi ser så store forskelle, og det kan også betyde, at nogle af de små virksomheder er lige vel lavt prissat, og at der kan komme stigninger på den front. Og så er de mindre amerikanske virksomheder også typisk mindre eksponeret mod følgerne af handelskrigen.”


Hør mere om, hvorfor de mindre amerikanske aktier ser mere attraktive ud nu her

Frederik Engholm

Chefstrateg i Nykredit

Ekspert i global økonomi, politik og markeder. Oversætter globale begivenheder til danskerne og viser, hvordan de navigerer sikkert gennem kapitalmarkedernes konstante turbulens.

Relaterede Artikler

Aktier | 20 min

Indsigt fra New York: Her er hvad der optager nogle af USA’s største investorer

Næste års præsidentvalg og en evt. kommende impeachment - eller en rigsretssag, som det også kaldes - mod Donald Trump.
Aktier | 5 min

Her er de nye, danske stjerneaktier

To danske virksomheder har inden for de seneste år formået at kravle ind på Top 5 over Danmarks største børsnoterede selskaber. Hans Kjær, der er chef for Danske Aktier i Nykredit, sætter fokus på de nye stjerneaktier.
Aktier | 17 min

Aktier stiger: Tunge risici er mindsket

Når aktier over de seneste uger er steget pænt skyldes det blandt andet, at nogle af de helt tunge risici om handelskrig og et hårdt brexit er mindsket.