Derfor skal kontroversielle selskaber ikke altid blacklistes

Som investor i Nykredit Invest bliver du medejer af en lang række selskaber. Ejerskabet bruger vi aktivt til at presse særligt de mere kontroversielle virksomheder i en bedre retning.

I 2019 har Nykredit Invest indtil videre gjort sin mening gældende på ikke mindre end 10.096 dagsordenspunkter på 778 generalforsamlinger i selskaber verden over. Mere end halvdelen af stemmerne falder på generalforsamlinger i amerikanske selskaber, men Nykredit Invest stemmer faktisk i mere end 40 lande – fra Korea og Japan til Tyrkiet og Brasilien.
Det fortæller Søren Larsen, der er chef for bæredygtige investeringer i Nykredit.

”Vi har praktiseret aktivt ejerskab i mere end 10 år nu, og dengang var virksomhederne på ingen måde så lydhøre, som de er i dag. I dag har du som investor langt bedre muligheder for at gøre en forskel, og vi oplever, at flere selskaber er villige til at rykke sig i en mere bæredygtig retning og løse de udfordringer, vi som investorer er bekymrede for. Vi ønsker at være en del af løsningen, og her handler det ikke kun om at støtte de virksomheder, der allerede er i mål, men også dem der er på vej.”

Pt. er Nykredit Invest i såkaldt dialog med 22 selskaber, der har brudt menneskerettigheder, miljøkonventioner etc.

Det er en fokuseret proces, hvor vi som investor prøver at bruge vores magt og midler til at sætte foden ned, hvis virksomhederne opfører sig dårligt.

Søren Larsen, chef for bæredygtige investeringer i Nykredit.

”Det er en fokuseret proces, hvor vi som investor prøver at bruge vores magt og midler til at sætte foden ned, hvis virksomhederne opfører sig dårligt. Pt. er vi f.eks. i dialog med Facebook, efter det kom frem, at de havde medvirket til seriøse brud på privatlivets fred. Har Facebook fået helt styr på butikken i dag? På ingen måde, men de bevæger sig i den rigtige retning, og så længe det sker, vil vi gerne støtte op om dem som investor,” siger Søren Larsen og fortæller, at der er også er dialog i gang med bl.a. den amerikanske medicinalgigant Johnson & Johnson og den amerikanske detailhandelsvirksomhed Walmart.

Typisk går Nykredit Invest sammen med nogle af de største pensionskasser og kapitalforvaltere i Norden og Nordeuropa, så der kommer endnu flere midler bag ordene, hvis der skal bankes på hos en virksomhed, der forbryder sig mod internationale love og konventioner. Inden da har Nykredit Invest fastlagt et mål for, hvor virksomheden skal bevæge sig hen, hvis investeringen skal fastholdes. Hvis virksomhederne ikke lytter og flytter sig, så trækker Nykredit Invest sine investeringer og sætter virksomheden på eksklusionslisten.

”Vi holder selvfølgelig øje med, om virksomhederne bare taler os efter munden, når vi stiller krav. Vi har bl.a. ekskluderet det amerikanske energiselskab Philips 66, som vi prøvede at gå i dialog med i 2016, da de havde planer om at anlægge en oliepipeline gennem et indianereservat. Det lykkedes desværre ikke, så nu er de på vores eksklusionsliste,” siger Søren Larsen.

Han understreger, at det ikke kun er ud fra en bæredygtighedsagenda, at det giver god mening at rykke virksomhederne. Det gør også virksomheden til en bedre investering.

Selskaber, der får styr på deres problemer, er også mere interessante for andre investorer. Og for os handler det jo også om at beskytte vores kunders investeringer, så vi vil gerne have, at virksomhederne retter op af flere årsager.

Søren Larsen, chef for bæredygtige investeringer i Nykredit.

”Selskaber, der får styr på deres problemer, er også mere interessante for andre investorer. Og for os handler det jo også om at beskytte vores kunders investeringer, så vi vil gerne have, at virksomhederne retter op af flere årsager.

Nogle er af den overbevisning, at man ikke skal have noget af gøre med virksomheder som Johnson & Johnson eller olieindustrien, men hvis vi sælger ud, er vi så sikre på, at de nye ejere vil tale kritisk med selskaberne og presse dem i en mere bæredygtig retning?”

Søren Larsen mener ikke, at spørgsmålet har et entydigt svar. Investorer er forskellige, og nogle ønsker at sige fra før andre.

”Vores kunder har forskellige grænser for, hvornår nok er nok. Blandt andet derfor kom fonden Bæredygtige Aktier også til i 2017, hvor barren for, hvad der er et godt selskab er langt højere. Her er Johnson & Johnson for længst blevet fjernet fra porteføljen, og samtlige virksomheder i den fond bliver set efter i sømmene hver uge. Derfor tæller den voksende eksklusionsliste efterhånden også 3.669 virksomheder. Nye kommer løbende til, men heldigvis kan vi også tage mange af, fordi de retter op på problemerne,” slutter Søren Larsen.

Søren Larsen

Chef for ansvarlige investeringer i Nykredit

Ekspert i ansvarlige investeringer, herunder udviklingen af nye metoder til anvendelsen af bæredygtighedsanalyser i investeringsprocessen, når et selskab overskrider grænsen for ret og rimeligt.

Relaterede Artikler

Aktier | 5 min

”Som privatinvestor skal man passe på med enkeltaktier”

Mette Harbo Bossow kigger på tendenser frem for enkeltaktier, og har stor fidus til de investeringsnørdede Facebook-grupper, når hun skal holde fingeren på pulsen, som ansvarlig for investeringsplatformen Sparindex.
Aktier | 3 min

Danske aktier: “En rigtig positiv regnskabssæson"



De danske børsnoterede selskaber har aflagt regnskaber over de seneste uger, og det er overordnet nogle positive udmeldinger, de er kommet med.
Aktier | 20 min

Indsigt fra New York: Her er hvad der optager nogle af USA’s største investorer

Næste års præsidentvalg og en evt. kommende impeachment - eller en rigsretssag, som det også kaldes - mod Donald Trump.