”Min morgenrytme er meget dikteret af Trumps tweets”

The Late Show, det kinesiske medie Global Times og industrisektorens ”vejrhaner”. Frederik Romedahl deler sine bedste tips til at holde sig opdateret på den globale økonomi som senioranalytiker i Nykredit.

Hvad er det første, du tjekker om morgenen?

Jeg vågner typisk kl. 5.30, og tjekker som det første Bloomberg. Her får jeg ret hurtigt et billede af, om jeg får mere travlt, end jeg plejer, fordi der er sket en ny eskalering i handelskrigen, eller om det er en af de dage, hvor jeg har tid til en ekstra kop kaffe. Jeg har en morgenrytme, der er meget dikteret af, hvordan Trump har opført sig i løbet af natten. Jeg kigger især i internationale medier som Wall Street Journal og Financial Times for at få en opsummering af, hvad der er sket over det sidste døgns tid. Af og til sker der noget, hvor det kræver, at vi går et spadestik dybere, og her tyer jeg til nichemedierne. I øjeblikket er det kompleksiteten i handelskrigen, der fylder, og her er jeg blevet meget glad for den engelsksprogede kinesiske avis Global Times, som fremlægger den kinesiske vinkel på handelskrigen. Det er et vigtigt perspektiv at få med for at forstå dynamikkerne i handelskrigen. 

Den vigtigste person, man kan følge, er uden tvivl Trump. Hans tweets har en afgørende betydning for markedsudviklingen og for de sektorer, som han vælger at sætte fokus på i sine udmeldinger.

Frederik Romedahl Poulsen, Senioranalytiker i Nykredit Markets

Hvem følger du på Twitter for at holde dig opdateret?

Den vigtigste person, man kan følge, er uden tvivl Trump. Hans tweets har en afgørende betydning for markedsudviklingen og for de sektorer, som han vælger at sætte fokus på i sine udmeldinger. Derudover er de to hashtags #dkøko og #dkfinans gode at følge, hvis man vil vide, hvad der fylder hos de danske økonomer og strateger. Jeg kan også anbefale at følge kontoen Zerohedge. Det er et sted, hvor de mere kontroversielle tanker og konspirationer bliver fremlagt – og faktisk ofte med dokumentation. Det kan eksempelvis være ’De fem grunde til, at den næste krise bliver meget værre end i 2008’ eller ’Hvorfor virksomhedsgælden er et meget større problem, end vi regner med’.

Den seneste tids svækkelse af den økonomiske vækst kan fortsætte lidt tid endnu, men vi ser det ikke som starten på global recession – faktisk ser vi tingene lysne næste år.

Frederik Romedahl Poulsen, Senioranalytiker i Nykredit Markets

Hvem har du på speed dial?

En stor del af mit arbejde går ud på at skabe det store overblik og se, hvad tendensen er på tværs af 5.000 virksomheder. Et vigtigt supplement til den viden er de tematikker, der fylder i de enkelte sektorer og selskaber. Derfor har jeg meget kontakt med vores aktie- og kreditanalytikere, der dækker en bred vifte af virksomheder helt ned i detaljen. Derudover taler jeg ofte med rådgiverne, så vi kan blive skarpe på, hvad der fylder hos kunderne. Det kan ofte være nogle lidt andre ting, der bekymrer, og det er vigtigt at have en forståelse for. Vi kan eksempelvis mærke, at avisoverskrifterne fylder meget og afleder spørgsmål om, hvor tæt økonomien er på afgrunden. Er vi på vej ind i den næste finanskrise? Det fortæller mig, at vi skal være meget skarpe på at levere klare budskaber: Den seneste tids svækkelse af den økonomiske vækst kan fortsætte lidt tid endnu, men vi ser det ikke som starten på global recession – faktisk ser vi tingene lysne næste år.

Hvilken (fag)bog læser du for tiden?  

Jeg er lige kommet hjem fra ferie i Australien, hvor jeg fik læst ”Identity” af Francis Fukuyama. I hans optik er de politiske systemer i vesten især udfordret af jagten på anerkendelse i fællesskaber baseret på nationalitet, race osv., og det mener han er en afgørende faktor i forklaringen af Trumps valgsejr i 2016 og højrepopulismens fremmarch i Europa. Det er en politisk mega trend, der interesserer mig meget. Derudover har jeg ’Revolution’ af Emmanuel Macron liggende klar til juleferien. Bogen kredser om Macrons ønske om at forny fransk økonomi og samtidig holde fast i en stor grad af social beskyttelse. Hvordan fører man store arbejdsmarkedsreformer igennem og sikrer opbakning i befolkningen? Der ligger meget potentiale i fransk økonomi, og det bliver afgørende for de økonomiske udsigter i Europa på den lidt længere bane, om Macron formår at ramme balancen.

Hvilke podcast hører du?

Jeg hører ikke særlig mange podcast – faktisk kun Nykredits egen her på Investor Insights. Jeg er selvfølgelig biased, men jeg synes, at den kommer godt rundt om alle mulige sider af privatøkonomi ift. bolig, opsparing og pension. Og ellers er jeg ret glad for at se Youtube. Her følger jeg den amerikanske komiker Steven Colbert, der laver The Late Show. Han er fantastisk til at fremlægge tilstanden i amerikansk politik. Man skal holde sig for øje, at han er en klar Trump-kritiker, men kan man leve med det, er der mange sjove aspekter på alt fra handelskrig til rigsretssagen i hans indlæg.

Som strateg er man på arbejde hele tiden, og man forfalder til at følge med i nyhederne på tidspunkter, hvor man burde lægge dem fra sig

Frederik Romedahl Poulsen, Senioranalytiker i Nykredit Markets

Hvilken app kan du ikke undvære?

For mit vedkommende er den vigtigste feature push-beskederne, man kan få i app’en hos medier som Bloomberg, Financial Times, Wall Street Journal og Børsen. Som strateg er man på arbejde hele tiden, og man forfalder til at følge med i nyhederne på tidspunkter, hvor man burde lægge dem fra sig. Der er push-beskeder gode, for så ved man, at man får besked, hvis der sker noget epokegørende – og så kan man bedre slappe af i mellemtiden.

Hvilken branche eller virksomhed holder du særligt øje med for tiden?

Jeg holder skarpt øje med bilsektoren, fordi den er så afgørende for europæisk økonomi. Der er den største enkeltstående eksportvare i Tyskland, så det rammer ikke bare bilsektoren, når der er nedgang, men det forplanter sig til resten af Europas økonomi som et edderkoppespind. Jeg er for tiden ret glad for en side, der hedder Autonews.com, der dækker de enkelte bilmærker og fortæller, hvordan det går med deres produktion, og hvordan de konkret tilpasser sig til den svagere vækst i den globale efterspørgsel. Derudover holder jeg øje med industriselskaberne. Vi står midt i regnskabssæsonen, og der har jeg altid lidt ekstra fokus på de selskaber, der kan indikere vindretningen i global økonomi. Det er bl.a. selskaber som Caterpillar, der er tæt forbundet til byggebranchen, og som historisk har været meget eksponeret mod aktiviteten i kinesisk økonomi. Udmeldinger fra den slags selskaber om bl.a. ordreindgangen er er et vigtigt supplement til de makrotrends, jeg ellers følger.

Hvad er dit bedste investeringstip lige nu?

I den situation vi står i pt., hvor der er betydelig usikkerhed, synes jeg, at man skal bruge lejligheden til at kigge sin portefølje igennem og se, om man har den rigtige risikoprofil. Vores hovedscenarie er ikke, at der kommer en dyb økonomisk krise, så vores anbefaling er stadig at have en del aktier i porteføljen. Man kan dog overveje at fylde nogle flere defensive selskaber på for at skabe større robusthed mod de udsving, der fortsat kan komme. Vi anbefaler eksempelvis, at man kigger i retning af sektorer som stabilt forbrug, der historisk har klaret sig godt igennem perioder med turmult. Det kunne være producenter af dagligdagsting som tandpasta, sodavand og ketchup – altså ting, hvor vores efterspørgsel ikke afhænger af op- og nedgange i økonomien.

Frederik Romedahl Poulsen

Senioranalytiker i Nykredit Markets

Frederik har fokus på global makroøkonomi og politik, samt dets betydning for de finansielle markeder.

Relaterede Artikler

Rådgivning | 3 min

Boligejer: Få styr på forskudsopgørelsen og undgå skattesmæk

SKAT præsenterer i dag deres bud på dit skattebudget for 2020. Rigtig mange af landets boligejere skal dog være klar til at rette de fortrykte tal, hvis de vil slippe for et skattesmæk i 2021.
Aktier | 5 min

”Som privatinvestor skal man passe på med enkeltaktier”

Mette Harbo Bossow kigger på tendenser frem for enkeltaktier, og har stor fidus til de investeringsnørdede Facebook-grupper, når hun skal holde fingeren på pulsen, som ansvarlig for investeringsplatformen Sparindex.
Rådgivning | 10 min

Sådan kommer du i gang med at investere | #4 Plej din investering

Som investor er det vigtigt at være tro mod sin strategi og den risiko, man har lagt fra start.