Den politiske respons bliver afgørende for krisens længde

Økonomiske kriser kan - hvis de får lov - udvikle sig til finansielle kriser. Med de rette penge- og finanspolitiske geværgreb bør en langvarig nedtur dog kunne undgås.

Der kommer stærke politiske signaler i disse dage, men de afgørende redningsplanker mangler stadig, lyder det fra chefstrateg Frederik Engholm.

Den hastige markedsnedtur fortsætter med at tage til i styrke, og de toneangivende aktieindeks har på en måned tabt 30-35 pct. Dynamikken bliver uundgåeligt sammenlignet med finanskrisen, men der synes at være flere forskelle end ligheder. Sådan lyder det fra chefstrateg i Nykredit, Frederik Engholm:

”Økonomiske kriser kan - hvis de får lov - udvikle sig til finansielle kriser. Det er dog værd at huske, at under finanskrisen var det i vidt omfang den anden vej rundt. Her var det finansielle skrøbeligheder, der skabte den økonomiske nedtur. Hvis de rette penge- og finanspolitiske geværgreb kommer på banen, bør vi kunne undgå en langvarig nedtur.”

Af samme årsag har chefstrategen meget stort fokus på de politiske tiltag, der iværksættes som modvægt til de negative vækstchok, som nedlukningen i særligt Europa og USA fører med sig.

”Vi har over de seneste dage set en markant intensiveret politisk respons verden over. De største centralbanker har reageret aggressivt, men chokterapien har ikke formået at berolige markederne. Massive rentenedsættelser er et fint signal, men mere afgørende er rækken af øvrige tiltag, der skal modvirke stress i det finansielle system, sikre likviditet og lempe krav til polstring, så bankerne kan møde et presset erhvervsliv med fleksibilitet,” lyder det fra Frederik Engholm.  

Vi vurderer dog, at der er mere hjælp på vej, da væksten lige nu falder meget kraftigt, og da det generelt er politisk ukontroversielt at understøtte husholdninger, hjælpe mindre virksomheder med at fastholde sine ansatte og kæmpe samfundets kamp mod virussen.

Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit

Spejder efter finanspolitiske redningsplanker

Chefstrategen understreger, at finanspolitikken ikke kan afværge de økonomiske effekter af inddæmningen, men at den er afgørende for at understøtte indkomsten og betalingsevnen blandt forbrugere og virksomheder. Og det kan igen medvirke til, at chokket i økonomien bliver kortvarigt – uanset hvor dybt væksten daler.

”EU’s skrappe budgetregler, som i årevis har være en hæmsko for vækst og kimen til konflikt, er i kampen mod corona i praksis suspenderet på ubestemt tid, og vi ser generelt, at den finanspolitiske respons langsomt skrues i vejret. Finansministerierne i de større økonomier har løbende annonceret tiltag, men en god del har blot været til dækning af sundhedsmæssige ekstraudgifter og altså ikke tiltag, som skal skærme økonomien mod en større nedtur. Vi vurderer dog, at der er mere hjælp på vej, da væksten lige nu falder meget kraftigt, og da det generelt er politisk ukontroversielt at understøtte husholdninger, hjælpe mindre virksomheder med at fastholde sine ansatte og kæmpe samfundets kamp mod virussen.”

Chefstrategen tilføjer, at der den seneste uge har været et markant stemningsskifte blandt politikerne verden over, og at vedtagelsen af en finanspolitisk hjælpepakke i USA vil være et vigtigt signal at spejde efter, da det kommende valg komplicerer situationen yderligere netop der.

Frederik Engholm

Chefstrateg i Nykredit

Ekspert i global økonomi, politik og markeder. Oversætter globale begivenheder til danskerne og viser, hvordan de navigerer sikkert gennem kapitalmarkedernes konstante turbulens.

Relaterede Artikler

Økonomi | 4 min

Nye udfald mod Kina kan blive vital del af Trumps valgkampagne

Med en i forvejen kuldsejlet økonomi og en historisk Kina-skeptisk vælgerskare kan nye handelspolitiske angreb mod Kina blive en afgørende del af Trumps valgkampagne.
Økonomi | 2 min

Skal man frygte regningen for de mange hjælpepakker?

Lige så stor lettelse de økonomiske corona-hjælpepakker har medført, lige så stor ængstelse har udsigten til voksende statsgæld givet. Men det er der ikke den store grund til, siger Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit.
Økonomi | 5 min

Brexit er tilbage på dagsordenen, men ikke længere som topprioritet

I denne uge genoptog EU og Storbritannien forhandlingerne om Brexit efter 6 ugers pause. Øget betaling til EU’s budget forstærker briternes ønske om at sige farvel.