Derfor skal du ikke altid ”sælge på toppen”

Det kan være fristende at sælge på ryggen af en stor markedsstigning. Ifølge chefstrateg Frederik Engholm kan den hurtige gevinst dog ende med at koste dyrt på længere sigt.

Når aktiemarkedet stiger meget på kort tid, kan man måske føle sig fristet til at sælge sine investeringer og tage en gevinst hjem. Hvad er din vurdering af den overvejelse?
”Inden man falder for fristelsen, skal man overveje, hvorfor man gik i gang med at investere. Har man sine aktier for at vinde en kortsigtet gevinst, og når man får den, så er man tilfreds og sælger? Så kan det jo være fint nok. For langt de fleste handler investering dog om at placere penge over en længere tidsperiode, og det skal man have i baghovedet, hvis man sælger sine aktier, men har en plan om at være investeret generelt. For så kan det pludselig blive svært at komme ind i markedet igen, og man kan ende med at stå uden for i rigtig lang tid.”

Hvorfor kan det være svært at komme ind i markedet igen?
”Foråret var et rigtig godt eksempel på, hvor hurtigt det kan gå både op og ned på aktiemarkederne. Der var mange, der blev fanget på det forkerte ben i de udsving, og som derfor har været underinvesteret med mindre afkast til følge. Mere generelt så opstår problemet for mange især, hvis man går ud af markedet, fordi man tror, at det skal falde. Men så ender markedet måske med at stige i stedet, og i det tilfælde kan man meget nemt komme til at stå i en situation, hvor det er svært at finde ud af, hvad der skal til for at komme ind i markedet igen. Man kan også ende i den situation, at markedet rigtig nok falder som forventet, og så er halvdelen af opgaven løst. Den næste del er at finde ud af at komme ind i markedet igen, og måske når markedet at stige til et endnu højere niveau, inden man får købt sig ind igen.” 

Man skal lade være med at tænke, at bare fordi markedet er steget, så skal jeg passe på, at det ikke falder.

Frederik Engholm, chefstrateg hos Nykredit

Hvad er problemet med at stå uden for markedet?
”Hvis man står uden for markedet, risikerer man at gå glip af den underlæggende stigende tendens, der er på aktiemarkedet, og som historisk set har udløst 8-10 pct. i gennemsnitligt årligt afkast på aktier, men som dog må forventes at ligge lavere fremadrettet. Hvis du eksempelvis ender med at stå ude flere måneder om året, fordi du generelt forsøger at time markedet, så skal du virkelig være sikker på, at du er god til det. Mere sandsynligt er det, at man ender med at være underinvesteret og derved over tid går glip af noget af det afkast, man opnår ved at have en stabil eksponering til markedet.

Hvad med dem, der har besluttet sig for at investere, men som bliver lidt tilbageholdende, fordi markedet har været stigende?
"Man skal lade være med at tænke, at bare fordi markedet er steget, så skal jeg passe på, at det ikke falder. Der kan være lange perioder, hvor markedet ikke retter sig, og hvor det måske i stedet stiger relativt stabilt. I det tilfælde havde det været bedre at være investeret fra start. Faren ved at sidde og vente på det rigtige tidspunkt er, at du ender med at vente så længe, at du går glip af afkast. Så hvis du, som de fleste investorer, har en længere tidshorisont, så er det bare om at få investeret, når du har besluttet dig for, at du har penge i overskud til at gøre det.”

Men handler det ikke om at prøve at sælge på toppen og købe på bunden?
”Jo, men det kan også være en udfordring for selv de dygtigste professionelle at time markedet. Så ideen om, at man kan sidde på sidelinjen og følge med og hoppe ind og ud på det rigtige tidspunkt – det er måske en kende håbefuldt. De professionelle, der er lykkedes med at slå markedet, har en helt klar proces for, hvornår de går ind og ud. I Nykredit kigger vi på mange faktorer, men vi læner os især op af, hvilken retning vi vurderer, væksten peger i den kommende tid. Det betyder typisk langt mere for stemningen på markedet, end om væksten ligger højt eller lavt. Så vi forsøger normalt ikke at hoppe ud og ind af markedet over få uger eller endda måneder. Man skal også huske, at der er omkostninger forbundet med at købe og sælge. Det forhold stiller endnu større krav til en succesfuld timing, hvis hele øvelsen skal ende i overskud.”  

Generelt skal man passe på med at ændre alt for meget i sin overordnede fordeling, for så ender man med en helt anden investeringsmæssig eksponering eller risiko, end man egentligt havde tænkt sig.

Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit

Men I benytter jer vel også af de muligheder, der kan vise sig i markedet?
”Ja, det gør vi. På det helt overordnede niveau omfordeler vi vægten mellem aktier og obligationer i en mindre del af porteføljen, hvis vi vurderer, at der over de kommende 3-12 måneder vil være dele af markedet, som vil give ekstraordinært høje eller lave afkast i forhold til normalt. Vi har som sagt en proces for, hvad der skal til, før vi eksempelvis neddrosler aktiebeholdningen og køber flere obligationer, eller hvornår vi modsat køber lidt ekstra aktier til porteføljen. Generelt skal man passe på med at ændre alt for meget i sin overordnede fordeling, for så ender man med en helt anden investeringsmæssig eksponering eller risiko, end man egentligt havde tænkt sig.”

Hvorfor rykker I kun rundt på en mindre del af porteføljen?
”Det gør vi netop, fordi vi anerkender, at vores evner langt fra er perfekte, når det kommer til at forudsige fremtiden, og det skyldes overordnet set to ting: Vi ved ikke præcis, hvordan de makroøkonomiske faktorer kommer til at udvikle sig, og vi kan ikke være sikre på, at markedet reagerer på dem på samme måde hver gang. Derudover kommer der hele tiden totalt uforudsete hændelser ind fra siden, som naturkatastrofer, sygdomme eller geopolitiske konflikter. Det er samlet set det, der gør, at det er enormt svært at time markedet.

Har I justeret noget ift. den udvikling, vi har set med store stigninger i årets sidste måneder?
”Nej, den positive udvikling på markederne i november og primo december har ikke fået os til at ændre i vores overordnede allokering. Begrundelsen for at skrue ned for vores aktieandel skal ikke være, at markedet er steget meget, men at markedet er steget på et for snævert grundlag, eller at nogle nyheder ikke er tilstrækkeligt afspejlet i markedet. Det er tydeligt, at vi har en række kortsigtede risici foran os, der kan få markedet til at falde. Vi står eksempelvis foran en markant smittestigning i USA, der forventeligt kommer til at udløse hårde restriktioner. Vi vurderer dog, at der er grænser for, hvor langt det kan sætte markedet tilbage, når størstedelen af befolkningen i USA og Europa sandsynligvis vil være vaccineret om ½-1 år.”

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Frederik Engholm

Chefstrateg i Nykredit

Ekspert i global økonomi, politik og markeder. Oversætter globale begivenheder til danskerne og viser, hvordan de navigerer sikkert gennem kapitalmarkedernes konstante turbulens.

Relaterede Artikler

Aktier | 3 min

Drilske inflationstal kan give forårsuro på markederne

Inflation er et brandvarmt tema på markedet og har givet anledning til store udsving i både aktier og obligationer. Og usikkerheden forsvinder ikke foreløbig.
Aktier | 4 min

Kvindernes aktiestrategi giver pote

Køb og behold. Det kan meget vel være den strategi, der har givet de kvindelige aktieinvestorer et højere afkast.
Aktier | 3 min

Draghi i front for Italien styrker finansaktierne

Den tidligere ECB-chef, Mario Draghi, blev i weekenden indsat som ny premierminister i Italien. Det varsler for en tid stabilitet og EU-venlige toner, og det er noget, som finansaktierne godt kan lide.