Aktiesparekontoen vinder indpas hos danskerne

Med 80.000 nye konti voksede antallet af danskere, der har en aktiesparekonto, med 170 procent i 2020. Og det er godt nyt ifølge Nykredits privatøkonom Camilla Schjølin Poulsen, der vurderer, at alle danskere over 18 år har gavn af kontoen.

Coronakrisen har fået danskerne til at investere som aldrig før, og sideløbende har flere danskere også taget aktiesparekontoen til sig. Og det er kun godt, lyder det fra Camilla Schjølin Poulsen, der er privatøkonom i Nykredit.

For uanset om du er selvstændig, pensionist eller bare en helt almindelig investor; ja, så er der fordele at hente ved at investere via en aktiesparekonto frem for et almindeligt depot.

”Det er kun børn og unge, der med fordel kan udnytte andre opsparingsformer først og vente med aktiesparekontoen, til de tjener mere end personfradraget. For alle andre er aktiesparekontoen en skattemæssig fordel.”

Ekstra fordele for selvstændige og pensionister

De mange nye konti, der er kommet til i 2020, afspejler ifølge Camilla Schjølin Poulsen to ting. Dels blev det beløb, man må investere, fordoblet i 2020, så man nu kan investere op til 102.300 kr.

Det har sandsynligvis betydet, at flere synes, at det er umagen værd at oprette en separat konto. Derudover har corona-krisen medført en mærkbar øget investeringsinteresse blandt danskerne. Og når man skal investere i aktier, er det bare oplagt at udnytte aktiesparekontoen, siger privatøkonomen, og tilføjer, at der er ekstra fordele for selvstændige og pensionister.  

”Den helt store fordel er den lave afkastskat på 17%. Da selvstændige med holdingfirmaer typisk allerede udnytter 27%-grænsen med deres årlige udbytte, er det for dem særligt attraktivt med en aktieskat på deres frie opsparing på 17% i stedet for 42%. Derudover er der ingen modregning i sociale ydelser som fx førtidspension, efterløn, folkepension og SU,” siger Camilla Schjølin Poulsen og supplerer:  

”Og så er jeg også en dem, der synes, at lagerbeskatningen er en fordel. For det betyder helt konkret, at skatten automatisk bliver afregnet hvert år, så du ikke ender med at skubbe en snebold af skat foran dig.”

Fakta om aktiesparekontoen

  • Aktiesparekontoen blev indført i 2019 for at understøtte aktiekulturen blandt danskerne. Den helt store fordel er en lav afkastskat på 17% (i fri opsparing ligger afkastskatten typisk på 27 eller 42%).
  • Du må i 2021 investere op til 102.300 kr. på en aktiesparekonto. I det oprindelige politiske udspil blev der lagt op til, at beløbsloftet skal løftes til op til 200.000 kr. pr. konto.
  • Man må kun have en konto pr. person, og den må gerne flyttes mellem banker. I praksis har man en konto med et depot tilknyttet, og de fungerer sammen som et lukket kredsløb, lidt ligesom en pensionsordning. Herefter er man klar til at investere, enten selv eller via sin rådgiver. Og man kan både vælge enkeltaktier samt aktiebaserede investeringsforeninger.
  • Se mere i Nykredits guide til aktiesparekontoen.

 

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Relaterede Artikler

Aktier | 5 min

Det skal du være opmærksom på, hvis du vil handle aktier i sommeren

Bevæger du dig ud på aktiemarkedet i sommerperioden, skal du være opmærksom på, at der særligt i år er flere faktorer, der kan bidrage til aktieudsving, siger chefporteføljeforvalter.
Rådgivning | 3 min

Tre gode råd: Sådan gør du dine investeringer sommerklar

Ferien er booket, og sommertøjet fundet frem, men har du også klædt dine investeringer på, så de kan klare sig selv i sommervarmen? Her kommer tre gode råd til at gøre dine investeringer og privatøkonomi sommerklar.
Aktier | 3 min

Nykredit skruer ned for renteudsat region

Chefstrateg Frederik Engholm ser en risiko for, at aktierne i Emerging Markets atter kan komme i (rente)modvind. Nykredit skruer derfor ned for aktierne i de nye markeder og op for de europæiske aktier.