Tre gode råd: Sådan gør du dine investeringer sommerklar

Ferien er booket, og sommertøjet fundet frem, men har du også klædt dine investeringer på, så de kan klare sig selv i sommervarmen? Her kommer tre gode råd til at gøre dine investeringer og privatøkonomi sommerklar.

Sommerferien nærmer sig med hastige skridt for de flestes vedkommende. Men når du tænder op i grillen, tuner ind på dagens Tour de France-etape eller hælder kold rosévin op i glasset, så har de finansielle markeder stadig åbent som normalt.

Så hvad kan du gøre, for at dine investeringer passer sig selv bedst mulig, alt imens du får slappet af og ikke behøver skænke aktiekurser, nøgletal og regnskaber de store tanker?

Camilla Schjølin Poulsen, privatøkonom i Nykredit, og Bo Jensen Schmidt, chefanalytiker i Nykredit, deler tre gode råd til at gøre dine investeringer og privatøkonomi klar til sommeren.

1. Giv din portefølje et serviceeftersyn – fylder aktierne for meget nu?

Inden du for alvor stempler ud af hverdagen og går på sommerferie, er det en god idé at give din portefølje et serviceeftersyn. Særligt bør du tjekke, om din andel af aktier i porteføljen stadig afspejler den risiko, du ønsker at løbe. Det er ikke mindst relevant efter længere perioder med stigende aktier, som det har været tilfældet i første halvdel af 2021.

De fleste ledende aktieindeks, både i Europa og USA, er steget mellem 10 og 15 pct. siden årets start – og væsentligt mere end det, hvis man ser over hele det seneste år.

”Fordi aktierne er steget gennem en længere periode, er det en god idé at tjekke, om din fordeling mellem forskellige aktivklasser såsom aktier og obligationer stadig er, som du ønsker. Mange vil nemlig opleve, at aktierne lige nu fylder mere i porteføljen, end ens strategi tilsiger, fordi aktierne er steget meget. Og det betyder jo også, at den risiko, du påtager dig, er steget,” siger Bo Jensen Schmidt.

Er det tilfældet, kan du gøre brug af rebalancering, hvor du bringer porteføljen tilbage til udgangspunktet ved at sælge aktier og købe obligationer. Har du Nykredit til at se efter dine investeringer, f.eks. med et plejeprodukt, bliver porteføljerne løbende rebalanceret. Men investerer du selv, er det vigtigt at huske på rebalancering.

”Så kan du holde sommerferie velvidende, at du har den rigtige risiko i din portefølje og ikke skal være bekymret for de udsving, der kan være i et sommermarked, hvor aktiviteten og antallet af handler er lav,” siger Bo Jensen Schmidt.

2. Tjek dine konti – har du for meget stående kontant? 

Et andet godt råd er at tjekke alle dine konti igennem og få et overblik over, hvor meget du har stående kontant. Langt de fleste bankkunder vil nemlig fra den 1. juli 2021 skulle betale negativ rente af alle indestående over 100.000 kr.

”Derfor er det særdeles relevant for mange at tage et kig på, hvor meget du egentlig har stående kontant, og hvilke planer du har med pengene,” siger Camilla Schjølin Poulsen.

”Generelt har danskerne mange penge stående kontant, og for mange vil det være en god idé at overveje, om de skal aktiveres i form af investeringer frem for at lade dem stå passivt til negativ rente. Flere har måske oplevet, at de har flere penge stående i banken nu, fordi det på grund af corona har været svært at bruge dem på eksempelvis oplevelser og rejser,” siger Nykredits privatøkonom.

Investering - f.eks. via en aktiesparekonto - er én mulighed for at aktivere de penge, der står i banken. Men det er ikke den eneste mulighed, bemærker Camilla Schjølin Poulsen.

”Du kan også afdrage mere på din gæld, øge din indbetaling til pension, hvilket giver et skattefradrag, eller bruge pengene på at lave forbedringer af din bolig, f.eks. energiforbedringer. Eller måske give dig selv og familien lov til at bruge lidt flere penge på de ting, som ikke har været så tilgængelige det seneste års tid,” siger privatøkonomien og nævner rejser, kulturelle oplevelser og restaurantbesøg som eksempler.

Camilla Schjølin Poulsen understreger, at det er vigtigt at have en buffer stående til uforudsete udgifter. Som tommelfingerregel anbefaler hun, at du har en kontant opsparing, der svarer til ca. 1-2 måneders udbetalt løn.

”Hvis du ved, at du skal bruge pengene inden for de næste tre år, f.eks. til et boligkøb, kan det som udgangspunkt ikke svare sig at løbe den risiko, der er, ved at investere dem,” siger Camilla Schjølin Poulsen, der anbefaler, at man tager fat i sin rådgiver, hvis man overvejer at aktivere nogle af de penge, man i dag har stående kontant i banken.

3. Hold fri med god samvittighed!

Sommeren betyder for de fleste en pause fra en travl hverdag og mere fritid. Men nyheder, nøgletal og regnskaber kommer stadig i en lind strøm og påvirker aktierne.

Derfor er det ifølge Bo Jensen Schmidt ekstra vigtigt at holde fast i sin strategi om sommeren – eller som minimum tage stilling til, hvor meget dine investeringer skal have lov til at fylde mentalt i ferieperioden.

”Når du har mere fritid, har du også mere tid til at læse nyheder og tjekke din portefølje. Hvis du bruger mere tid, end du plejer, på at følge udviklingen i din portefølje, så stiger risikoen for, at du tager nogle uheldige, kortsigtede beslutninger, der går imod din strategi,” siger chefanalytikeren.

Bo Jensen Schmidt og Camilla Schjølin Poulsen påpeger begge, at hvis du inden sommerferien følger rådene om at give din portefølje og investeringsstrategi et serviceeftersyn, tænker over rebalancering samt vurderer, om du har for mange kontanter stående, så kan du med sindsro lægge dig til rette i hængekøjen.

”Når har du sikret dig, at du ligger med den rigtige risiko i din portefølje og ikke har for meget stående kontant, så kan du med god samvittighed læne dig tilbage og holde fri og i øvrigt lade dine investeringer klare sig selv,” siger Camilla Schjølin Poulsen.

 

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

 

Camilla Schjølin Poulsen

Privatøkonom i Nykredit

Nykredits ekspert på opsparings- og formueområdet.

Relaterede Artikler

Rådgivning | 2 min

Se med på gratis webinar om bæredygtige investeringer

Få eksperternes bedste råd til at komme godt i gang med at investere bæredygtigt, når vi inviterer til webinar torsdag den 9. september.
Økonomi | 4 min

Er Kina blevet et minefelt for investorer?

Voldsomme statslige indgreb har på det seneste fået investorerne til at flygte fra det kinesiske marked, men det er faktisk en helt naturlig og ventet udvikling for Kina. Det siger Nykredits aktiechef, Morten Gregersen.
Aktier | 2 min

Bliver du ramt, hvis der kommer en højere aktieskat?

Regeringen har for nylig foreslået at hæve den høje aktieskat fra 42% til 45%. Nykredits privatøkonom, Camilla Schjølin Poulsen, giver en hurtig guide til at vurdere, om du er i farezonen, og hvad du potentielt kan justere på.