Vi er vidne til et paradigmeskifte: Ansvarlighed har aldrig været vigtigere for investorerne

Den frygtelige situation i Ukraine har skabt et paradigmeskifte indenfor ansvarlige investeringer. Det vurderer Head of ESG i Nykredit, Søren Larsen, og tilføjer, at alle investorer bør tænke ansvarlighed ind i deres investeringer, hvis de ikke allerede gør det.

Det kom som et chok for de fleste, da Rusland invaderede Ukraine den 24. februar 2022, men modreaktionerne er siden kommet prompte fra næsten hele verden.

Udover massive økonomiske sanktioner fra EU & USA har tusindvis af virksomheder og investorer trukket sig ud af Rusland. Også virksomheder der ikke nødvendigvis ville blive ramt af sanktioner, eller er direkte involveret i krigen i Ukraine.

ESG i yderste potens

De kraftige, globale reaktioner markerer et nybrud inden for ansvarlige investeringer – også kendt som ESG, der dækker over de miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold i et land eller en virksomhed. Sådan lyder det fra Søren Larsen, der er Head of ESG i Nykredit.

“De seneste uger har stort set alle virksomheder, investorer og forbrugere taget stilling til deres forbindelser til Rusland, og vi har også set eksempler på, at man meget hurtigt kan blive upopulær, hvis man ikke tager stilling. Lige nu er vi vidne til ESG i yderste potens – vi har set en lynhurtig, global reaktion, der på kort tid har sendt en relativ stor økonomi som den russiske til tælling. Hvis ESG ikke allerede er en del af din investeringstankegang, så er den her ulykkelige situation beviset på, at du altid skal tænke det ind,” fortæller Søren Larsen.

Og konsekvenserne for den russiske økonomi er til at tage og føle på. Udover økonomiske sanktioner som udelukkelse fra SWIFT-systemet og indefrysning af landets udenlandske valutareserver, har giganter som Netflix, Apple og Microsoft trukket sig ud af Rusland - en trend som tusindvis af virksomheder verden har tilsluttet sig på rekordtid. Det er ifølge Søren Larsen en global massebevægelse, som vi måske ikke ville have set for bare ti år siden:

“Situationen viser, hvordan vi som almindelige mennesker og investorer kan påvirke verdens gang. Hvis man på få uger kan lukke et helt lands økonomi ned, hvad kan vi så ikke opnå på den lange bane, når vi f.eks. kigger på den grønne omstilling, der fortsat er en stor udfordring.

Søren Larsen, Head of ESG i Nykredit

“Det er ikke første gang, at vi ser sanktioner eller boykot af lande. Nogle af os husker apartheidstyret i Sydafrika, der i slutfirserne blev underlagt sanktioner og privat boykot. I nyere tid har vi også set det med Iran, der på grund af sit atomprogram kom under internationalt pres. Men det, vi ser nu, er på en helt anden og meget større skala,” fortæller Søren Larsen og fortsætter:

“Jeg er ikke sikker på, at vi havde set en lige så voldsom reaktion for 10-20 år siden. Dengang havde man måske sat sine investeringer i bero eller ladet virksomhedens russiske afdelinger køre på lavt blus, mens man så tiden an. Men i dag er man hoppet direkte til den hårdeste konsekvens: Investorer sælger alle russiske aktiver, virksomheder lukker afdelinger i Rusland og fjerner russiske varer fra hylderne. I min optik gør virksomhederne det ikke bare af frygt for vrede kunder. Ansvarlighed er blevet en afgørende del af virksomhedernes kultur, og medarbejderne forventer det. Det tyder på, at ESG for alvor er blevet en del af kerneforretningen.”

Investorer skal have øje for mennesker og værdier

Ifølge Søren Larsen er den hurtige og hårde reaktion fra omverdenen, et såkaldt defining moment indenfor ESG-verdenen: Virksomheder kan nu se, hvor meget der kan ske på rigtig kort tid, hvis folk oplever uretfærdighed, lav moral eller dårlig opførsel. Og det skal man også have øje for som investor, når man bevæger sig rundt på markederne:

“Man har altid skulle tænke sig godt om, når man investerer, men i disse tider er det særligt vigtigt, at man ikke kun har øje for tallene på bundlinjen, men også kigger på menneskene bag investeringen, og ikke mindst hvem de omgås med og deres værdier. Lever de op til vores fælles forståelse for god opførsel? Det er ikke altid lige let at gennemskue, og her kan det være en fordel, at man vælger sine investeringer i samråd med en rådgiver, som kan trække på et arsenal af eksperter, der kan videregive dybere indsigter i de enkelte investeringer. For en umiddelbart rentabel virksomhed kan pludselig vendes til en dårlig investering, hvis ansvarligheden ikke følger med.”

Anledning til et lille håb

Selvom dette paradigmeskifte sker på en ulykkelig baggrund, så mener Søren Larsen, at den nye massebevægelse indenfor ansvarlig investering også giver anledning til håb for fremtidens store udfordringer: 

“Situationen viser, hvordan vi som almindelige mennesker og investorer kan påvirke verdens gang. Hvis man på få uger kan lukke et helt lands økonomi ned, hvad kan vi så ikke opnå på den lange bane, når vi f.eks. kigger på den grønne omstilling, der fortsat er en stor udfordring. Vi kan ændre meget mere, end vi tror, når vi står sammen og lægger vores penge hos dem, der er med til at trække verden i en positiv retning.”

Læs her, hvordan Nykredit selv forholder sig til investeringer i Rusland.

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Søren Larsen

Chef for ansvarlige investeringer i Nykredit

Ekspert i ansvarlige investeringer, herunder udviklingen af nye metoder til anvendelsen af bæredygtighedsanalyser i investeringsprocessen, når et selskab overskrider grænsen for ret og rimeligt.

Relaterede Artikler

Økonomi | 3 min

Sommeren står for døren: Få Nykredits forventninger til en urolig periode

Normalt betyder sommerperioden et marked med lav aktivitet og stabile markeder, men i år vil inflation, renteforhøjelser og frygten for recession give en mere volatil periode. Nykredits eksperter giver her et overblik over forventningerne til de kommende måneder.
Økonomi | 4 min

Det betyder den stærke dollarkurs for dig

Verdens vigtigste valuta er oppe med omkring 14 procent overfor kronen over det seneste år, og det har betydning for dig som investor. Hvordan forholder du dig, når dollarkursen ligner en bjergetape i Tour de France? Klaus Dalsgaard, chefstrateg i Nykredit, forklarer.
Rådgivning | 3 min

Seks gode råd: Sådan får du mest ud af din overskydende skat

Er du en af de mange danskere, der har fået penge tilbage i skat, og er du i tvivl om, hvordan du skal bruge dem? Nykredit giver dig her seks gode råd til, hvordan du får mest muligt ud af din overskydende skat.