Positive vækstudsigter skubber til Nykredits sektorstrategi

Stigende udvikling i priserne

Positive vækstudsigter sender Industri og Råvarer op i Nykredits justerede sektorstrategi. Men strategien er også præget af længere udsigter til at renterne begynder at falde, forklarer chefstrateg i Nykredit, Frederik Engholm.

Det har set godt ud på det globale aktiemarked i første del af 2023. Aftagende renter og forhåbninger om snarlige pengepolitiske lempelser har siden slutningen af 2022 givet tiltrængt støtte til aktierne. Således har globale aktier med en stigning på cirka 10 procent siden nytår genvundet knap halvdelen af sidste års tab.

Men netop markedets håb om, at centralbankerne lemper deres pengepolitik inden længe, er man i Nykredit ikke enige i, og det påvirker den nye sektorstrategi.

“Udgangspunktet for os er, at markedet ser for negativt på udsigterne for global vækst og derfor også for positivt på renteudsigterne. De vestlige økonomier er fortsat i en solid forfatning, og væksten i særligt Europa har fra starten af året overrasket positivt,” siger chefstrateg i Nykredit, Frederik Engholm.

Nykredits vækstskøn for de kommende kvartaler ligger generelt over markedskonsensus. Vækstskønnet indebærer yderligere pres på de vestlige arbejdsmarkeder, der igennem 2023 blot er blevet strammere. Det forstærker igen risikoen for, at der i blandt andet USA og Europa kan være længere vej til en stabil inflation på omkring to procent. Dermed vil der også være længere udsigter til pengepolitiske lempelser fra centralbankerne.

“Risikotagningen øges i den samlede sektorstrategi. Til gengæld får vi større beskyttelse mod stigninger i den korte ende af rentekurven. Den afvejning finder vi hensigtsmæssig i lyset af vores vækst- og renteforventninger,” siger Frederik Engholm.

Industri er højdespringeren

Med Nykredits syn på renterne og med vækstudsigter højere end konsensus tager industri et stort spring fra undervægt til overvægt.

Sektoren har det seneste år været ramt af den globale usikkerhed, men der er så småt begyndt at vise sig tegn på stabilisering i flere regioner. Omkostningspresset fra blandt andet energi og andre råvarer fortager sig, og industrien er dertil ikke længere hæmmet af de forsyningsproblemer, der i store dele af post-coronaperioden har sat en dæmper på industriaktiviteten.

“Generelt leverede Industri solide resultater i regnskabssæsonen for første kvartal, men kursreaktionen var afdæmpet. Sektoren er moderat prisfastsat, og vores syn på renter og vækst taler for en bedre periode forude,” siger Frederik Engholm.

Med det optegnede vækstscenarie kan Nykredit også løfte Råvarer/Materialer fra undervægt til neutralvægt.

Finans nyder godt af renten

På baggrund af Nykredits vurdering af renteniveauet ligger finansaktierne fortsat i overvægt. En vurdering, der også påvirkes af, at det finansielle system på de fleste parametre fremstår mere polstret end nogensinde.

“Banksystemet vil fortsat have betydelig medvind til indtjeningen i den kommende tid på grund af de højere renter, og vi venter, at markedet lige nu overvurderer sandsynligheden for pengepolitiske lempelser fra Federal Reserve i efteråret,” siger Frederik Engholm.

Effekten vil være, at særligt de korte markedsrenter vil skulle tilpasse sig. I det scenarie har finansaktierne historisk set stået stærkest blandt alle sektorer, og det forventer banken også denne gang.

Udgangspunktet for os er, at markedet ser for negativt på udsigterne for global vækst og derfor også for positivt på renteudsigterne. De vestlige økonomier er fortsat i en solid forfatning, og væksten i særligt Europa har fra starten af året overrasket positivt

Frederik Engholm

Ligesom Finans forbliver Sundhedssektoren også på overvægt.

“Vi fastholder præferencen for de stabile sundhedsaktier, der giver beskyttelse mod udsigten til volatilitet, hvis markedet skal tilpasse sig et mere ”negativt” syn på pengepolitikken,” siger Frederik Engholm.

Stabilt Forbrug og IT/Teknologi sænkes til undervægt

I den modsatte ende af spektret - på undervægtsiden - finder man nu Stabilt Forbrug, der bliver sænket fra neutral vægt.

Selvom sektorens generelt stabile indtjeningsevne og attraktive udlodningsprofil er gode egenskaber under perioder med forhøjet markedsvolatilitet, er der, ifølge Frederik Engholm, andre sektorer, der er mere tiltrækkende.

“I det defensive univers, som Stabilt Forbrug hører under, ser vi større værdi i andre lommer af markedet. For eksempel Sundhed, hvor vækstpotentialet i vores optik fremstår mere attraktivt,” siger Frederik Engholm.

Også IT/Teknologi sænkes fra neutral vægt til undervægt. Prisfastsættelsen af sektoren er siden nytår blevet ret anstrengt. Derudover ligger multiplerne, som bruges til værdiansættelser, generelt væsentligt over det brede marked.

“Den faktor gør, at sektoren fortsat er eksponeret mod den reprisning af de korte renter, som vi regner med at se over den kommende tid,” siger Frederik Engholm.

Herudover bliver Forsyning sænket fra overvægt til neutral vægt, mens Kommunikation og Energi fastholdes på neutral vægt og Cyklisk Forbrug fastholdes på undervægt.

Du kan læse mere om Nykredits sektorstrategi her

Hvad er sektorstrategien?

Sektorstrategien er et værktøj, der blandt andet har til formål at hjælpe investorer med at danne sig overblik over aktiemarkedet og enkeltaktier, og hvad der påvirker de forskellige typer aktier.

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Frederik Engholm

Frederik Engholm

Chefstrateg i Nykredit

Ekspert i global økonomi, politik og markeder. Oversætter globale begivenheder til danskerne og viser, hvordan de navigerer sikkert gennem kapitalmarkedernes konstante turbulens.

Relaterede Artikler

Investeringsmarkeder | 2 min

Stigende oliepriser – vil det påvirke markedet?

Konflikten i Mellemøsten er med Israels angreb på Irans ambassade i Damaskus og Irans gengældelsesangreb mod Israel eskaleret de seneste uger. Eskaleringen har medført stigende oliepriser, men spørgsmålet er, om de stiger til et niveau, hvor det vil påvirke den globale økonomi.
Investeringsmarkeder | 2 min

ECB holder renten uændret – men forventes at lempe i juni

Den europæiske centralbank holdt helt som ventet renten uændret på torsdagens møde. Forventningen er fortsat, at ECB vil sænke renten i juni, mens prognosen for amerikansk rentenedsættelse skubbes fra juni til slut juli.
Investeringsmarkeder | 2 min

USA: Forventning om stort fald i jobvæksten fortoner sig

Den amerikanske jobvækst overrasker igen positivt. Dagens tal er dog ikke nødvendigvis en hovedpine for den amerikanske centralbank, som i højere grad har fokus på inflation.