Du har fart på livet – men har du overblik over økonomien?
Du har fast job, købt din første bolig og stiftet familie. Dit liv kører i højeste gear, og det er nu, at du har allermindst tid til at dykke ned i din daglige økonomi, din opsparing og din pension. Men det er netop nu, du bør gøre det.
Ekspertens 3 gode råd
Mira Lie Nielsen, boligøkonom i Nykredit, giver gode råd til, hvordan du kan få et økonomisk overblik.
Få plads til at realisere dine drømme
Mange drømmer om mere tid med familien, mere plads i boligen eller noget helt tredje. Men har du nogensinde overvejet, om et økonomisk overblik kunne virkeliggøre dine drømme?
"Har man job, barn og bolig, har man drøntravlt. Kan man mærke, at det er for meget, kan man overveje alternativerne, for eksempel at tage orlov eller gå på deltid i en periode, mens børnene er små. Det kan for eksempel finansieres ved at vælge et afdragsfrit lån i en periode – så længe man er klar over, at regningen kommer senere. Lånet skal jo stadig betales," siger Mira Lie Nielsen, der er boligøkonom i Nykredit, og fortsætter:
"I den fase af livet gælder det i høj grad om at prioritere: Hvad har jeg brug for nu og her, hvad vil jeg gerne spare op til, og hvad er jeg villig til at give køb på. Som boligejer har du mange muligheder for at tilpasse din økonomi til de behov, du måtte have her og nu. Men du skal også være opmærksom på, hvad tingene koster, for eksempel en barsel, et afdragsfrit lån eller et tillægslån."
Sådan får du opsparingen til at vokse
Når man har allermest travlt med sit liv, udskyder man ofte overvejelserne om opsparing og pension. Men det er netop nu, at du har flest kort på hånden i forhold til at få penge til at vokse. Er der drømme, du gerne vil udleve nu eller indenfor en overskuelig fremtid, skal du overveje, hvordan du sparer bedst muligt op. Har du en stor opsparing stående på en konto, kan du risikere at den reelle værdi forringes i tider med lave renter.
De fleste danskere har ikke brug for mere end halvanden månedsløn som buffer, hvis for eksempel vaskemaskinen giver op, eller en rude bliver smadret. Har du mere stående på en konto til nul kroner i rente, er det penge, du kunne få langt mere ud af, hvis du investerede dem.
Læs også: Hvad kan din opsparing gøre for dig?
Også pensionsopsparingen er værd at give et gennemsyn, så fremtiden for både dig og din familie er sikret.
"Er man i starten af sit arbejdsliv, har man mange år til at spare op til pension. Og det er også nu, at man kan spare op til det, man drømmer om, eller investere sine penge. Mit bedste råd er at få lagt en plan. De penge, man sparer op eller investerer som 30-årig, kan blive til rigtig mange penge senere i livet. Det værste er at lade dem stå til og ikke få gjort noget," siger Mira Lie Nielsen.