Her er den nye boligskatteaftale

Farvel til skattestop og goddag til skatterabat. Det er nogle af hovedelementerne i den nye aftale om fremtidens boligskatter, som regeringen har præsenteret. Cheføkonom i Nykredit Tore Stramer har set på den nye skatteaftale. 

Rødt villahus med rødt tag, en grøn dør og et stengærde foran

En ny boligskatteaftale giver landets tusindvis af boligejere vished om de fremtidige boligskatter. Kernen i aftalen er, at ingen af landets nuværende boligejere i 2021 vil komme til at betale mere i boligskat, end de ville have gjort, hvis det nuværende boligskattestop var fortsat. Der er tre hovedelementer i den nye aftale: 

  • Skattestoppet stopper ved udgangen af 2020.
     
  • Boligejere kan vælge at indefryse eventuelle ekstra boligskatter fra 2021, så længe de bor i huset – men skatten skal betales når man fraflytter sin bolig.
     
  • Eksisterende boligejere får en skatterabat fra 2021 – rabatten beregnes ud fra boligvurderingerne i 2020. Der er ingen rabat til dem, der køber bolig fra 2021 og frem.  

 

Tore Stramer, cheføkonom i Nykredit, forklarer:

”Vi vinker endeligt farvel til boligskattestoppet, der blev indført i 2001. Fra 2021 kommer boligskatten igen til at følge udviklingen i boligpriserne. Boligejerne i områder, hvor priserne falder efter 2020, vil slippe billigere i boligskat, mens boligejerne i områder, hvor boligpriserne stiger, skal betale mere i boligskat. Dette er bestemt godt nyt for boligmarkedet, da det vil bidrage til at dæmpe udsvingene i boligpriserne og virke stabiliserende for prisudviklingen”, sige Tore Stramer. 

Mulighed for indefrysning får ikke ekstra-skat til at forsvinde

Aftalen giver automatisk boligejerne mulighed for at indefryse eventuelt stigende boligskatter. Dermed slipper boligejerne for at frygte at skulle gå fra hus og hjem, selv om boligskatten skulle stige fra 2021. Vælger man at indefryse skatten, betaler man den først, når man flytter fra boligen. Man kan også vælge ikke at indefryse skatterne og blot betale de eventuelle ekstra skatter løbende. Boligejerne kan til- eller fravælge indefrysning af skatterne en gang om året. 

Det vigtigste er at huske, at selvom man vælger at indefryse den ekstra skattebetaling, forsvinder skattegælden ikke. Tværtimod vokser den, da skat tilskriver renter, samtidig med at det indefrosne beløb vil stige mere og mere hvert år, hvor boligpriserne stiger. 

”Skattegælden kan vokse til en betydelig størrelse, hvis man indefryser skatterne. Derfor skal man være opmærksom på, at der skal være tilstrækkelig med formue i boligen til at indfri skattegælden, den dag man flytter fra sit hus. Har man en større gæld i boligen, kan man få vanskeligt ved at flytte, hvis prisen på boligen falder”, siger Tore Stramer. 

Med den nye skatteaftale bliver eventuelle stigninger i grundskylden fra 2018 til 2020 desuden automatisk indefrosset, og der skal ikke betales rente af det indefrosne beløb.

Skatterabatten kan give usikkerhed blandt en mindre del af landets boligejere

Den nye boligskatteaftale indeholder også en skatterabat, der udbetales til de eksisterende boligejere fra 2021 og frem. Men køber man en bolig i 2021 eller senere, får man ikke denne skatterabat.

”Skatterabatten har især betydning for dem, der har planer om at træde ind eller ud af boligmarkedet i løbet af de kommende år. De skal være opmærksomme på, hvilken betydning rabatten – eller frafaldet af samme, når huset skifter ejer – får for familiens økonomi. Jeg vil dog også understrege, at vi endnu ikke kender de vurderinger, som skatten i 2021 – og dermed rabatten – beregnes ud fra, så det er svært at sige, præcis hvor stor betydning den får”, afslutter Tore Stramer. 

Kom godt videre

Boligberegnere

Prøv vores forskellige Boligberegnere og lav en vejledende beregning på, hvor meget et lån til ny bolig koster.

Guide til boligkøbets faser

Der er flere faser i et boligkøb -  fra de første indledende tanker om, hvor du gerne vil bo, og hvad boligen må koste, til du får nøglerne til dit nye hjem.

Plads til nye boligdrømme?

Ændrede pladsbehov er den hyppigste årsag til, at vi skifter den gamle adresse ud med en ny. Om vi har brug for mere eller mindre plads, afhænger af, hvor vi er i livet. Måske vokser familien eller måske flytter børnene hjemmefra.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere

Vi bruger også cookies til statistik og til at udvælge og vise det mest relevante indhold for dig og andre. Du kan fortsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.