Sådan giver du aktier i gave – fem gode råd

Protræt af pige til konfirmation

Overvejer du at give aktier i gave? Så læs med her, hvor Nykredits formueekspert, Jeanette Kølbek, giver dig fem gode råd med på vejen.

Kender du én, der gerne vil i gang med at investere, men som aldrig rigtig kommer i gang? Eller vil du bare gerne overraske med en nytænkende gave, der måske ikke står på ønskelisten, men som kan skyde gang i en langsigtet investering? Så kan det være værd at overveje, om du skal give en aktie i gave.

Der er et par ting, du skal være opmærksom på, hvis du ønsker at give aktier i gave, forklarer Jeanette Kølbek, der er privatøkonom i Nykredit:

"At give aktier i gave kan være et rigtig godt, langsigtet alternativ til fx en kontant pengegave, men det er ikke nødvendigvis en god løsning til alle anledninger. Det afhænger meget af din relation til modtageren, hvor stort et beløb du vil give, og at du har tænkt over risikoen. Samtidig skal du være opmærksom på at involvere modtageren i processen.".

Du skal være opmærksom på, at jo mindre beløb, du investerer, jo mere fylder købsomkostningerne relativt set.

Jeanette Kølbek, Formueekspert i Nykredit.

1. Vær opmærksom på praktikken

Du kan som udgangspunkt ikke overdrage aktier til en anden person i gave. Det er heller ikke muligt at gå ned i din bank, oprette en konto og købe de ønskede aktier på vegne af en anden.

"Med få undtagelser kan du ikke oprette en konto for en person, der ikke selv involveres – heller ikke dit eget barn", fortæller Jeanette Kølbek.

Hvis du ønsker at give aktier i gave, skal du derfor tænke kreativt og sætte dig ind i det praktiske:

"Du kan fx lave et gavekort, hvor du skriver, at der skal oprettes en konto. Herefter kan du eller banken hjælpe med at købe enten en enkelt aktie eller en investeringsfond. Vær dog opmærksom på, at personer under 18 år ikke må købe aktier, uden at der er en forælder eller værge involveret," siger Jeanette Kølbek.

2. Hvor stor skal gaven være?

En anden ting, du skal overveje, er, hvor stort et beløb du har tænkt dig at give aktier i gave for. Det optimale beløb til en aktieinvestering er ifølge Jeanette Kølbek minimum 1.000 kr.:

"Du skal være opmærksom på, at jo mindre beløb, du investerer, jo mere fylder købsomkostningerne relativt set. Derfor kan det være en fordel, at vi kommer op omkring de 1.000 kr".

Vær opmærksom på, hvor mange penge du må give til en person, før de skal beskattes af gavens værdi. Forældre og bedsteforældre har altid lov til at give afgiftsfrie gaver til børn eller børnebørn. I 2022 ligger beløbsgrænsen på 69.500 kr.

Bliv klogere på reglerne for pengegaver

Er du ikke nært beslægtet med personen, kan du give såkaldte lejlighedsgaver. De beskattes ikke, hvis gaven er af mindre værdi og passer til anledningen.

Et godt råd er at overveje, hvor risikovillig du og modtageren er, for det skal også være sjovt for gavemodtageren. Der er altid en risiko, når du investerer penge, og det skal modtageren af gaven være klar over,

Jeanette Kølbek, Formueekspert i Nykredit.

3. Investér med børneopsparingen

Er gavemodtageren under 18 år, er der klare skattefordele ved at købe aktierne i barnets navn. Det skyldes, at mange børn har en børneopsparing, hvor alt afkast er skattefrit.

"Der findes ikke en mere optimal måde at investere den unges penge på end via børneopsparingen. Dels på grund af skattefriheden på afkast, og dels fordi at pengene typisk kan være investeret i mange år, hvilket gør investeringen mindre påvirket af eventuelle udsving", forklarer Jeanette Kølbek.

Dog skal du være opmærksom på, at der højest må indsættes 6.000 kr. på en børneopsparing om året og 72.000 kr. i alt. Det er typisk forældre, der må indskyde på kontoen, og derfor bør de involveres i gaven.

"Hvis modtageren er over 18 år, er aktiesparekontoen den bedste løsning, fordi børneopsparingen højest er bundet til barnet, indtil det er 21 år – og dermed bliver investeringen ikke langsigtet. Desuden skal du være opmærksom på, at en børneopsparing som minimum skal løbe i syv år. Det betyder, at barnets opsparing senest skal være påbegyndt som 14-årig".

På en aktiesparekonto kan man i 2023 indsætte op til 106.600 kr., hvorefter man både kan investere i enkeltaktier og aktiebaserede fonde. Der er en lav, løbende beskatning på 17 pct. af den årlige værdistigning.

Læs mere om, hvordan du kommer i gang med en aktiesparekonto her

4. Skal du købe enkeltaktier eller investeringsfond?

En vigtig ting at overveje når du skal give en aktiegave, er, om gaven skal bestå af enkeltaktier eller et investeringsbevis til en bredere fond.

"Et godt råd er at overveje, hvor risikovillig du og modtageren er, for det skal også være sjovt for gavemodtageren. Der er altid en risiko, når du investerer penge, og det skal modtageren af gaven være klar over," understreger Jeanette Kølbek.

Særligt skal man tage højde for risikoen ved at købe enkeltaktier, forklarer Nykredits formueekspert.

"Hvis du udelukkende køber aktier i din søns yndlingsfodboldklub eller Vestas, så er du meget afhængig af det enkelte aktieselskab. Det er der større risici ved. Modsat mister du måske lidt af det sjove ved at investere i en fond, fordi modtageren ikke har mulighed for at holde øje med lige nøjagtig den aktie, vedkommende fik i gave, så det er en afvejning."

Hør mere om dine muligheder for aktieinvestering i Nykredit

5. Tag fat i din rådgiver og inddrag den unge

Er modtageren ny ud i aktiehandel, kan det være en god ide at tage fat i en rådgiver:

"Sæt et møde op i banken, hvor du er med, men hvor modtageren involveres. På den måde kan en aktie som man får i gave blive startskuddet til en god dialog med gavemodtageren om investering," siger Jeanette Kølbek.

"En aktie i konfirmations- eller studentergave er en rigtig god anledning til at få overbragt værdifuld viden til den næste generation. Det kan blive gaven, der bliver ved med at give, idet den sandsynligvis løbende stiger i værdi og giver den unge appetit på investeringsverdenen".

Fordelen ved at give enkeltaktier er, at du helt selv kan bestemme, hvilke virksomheder du ønsker at have en lille ejerandel af. Dog kan en investering være mere risikabel end en investeringsfond, da det er en smallere investering, hvor man som aktionær er mere sårbar over for udviklingen i den enkelte virksomhed.

Fordelen ved en investeringsfond er, at du spreder investeringen over flere aktier og eventuelt også obligationer, og på den måde mindsker du risikoen ved investeringen. Du vælger ikke selv, hvilke aktier der er i fonden, men kan til gengæld vælge mellem en række forskellige fonde med forskelligt fokus, fx. bæredygtighed, eller en bestemt risiko.

Jeanette Kølbek

Jeanette Kølbek

Wealth Expert: Provides insight into personal finance as well as current consumer trends in savings, pension and investment. Helps Danes navigate safely through the landscape of personal finance and optimise their wealth planning to obtain lifetime financial security.

Relaterede Artikler

Privatøkonomi | 3 min

Nykredit sætter indlånsrenten op

Er du privatkunde med din økonomi samlet i Nykredit, kan du se frem til at få 1,75% i rente på din lønkonto. Samtidig gør vi det endnu mere attraktivt for dig at spare op, fordi renten på opsparingskonti også bliver sat op.
Privatøkonomi | 3 min

Hvad skal der dog ske med de sommerhuse?

Sommerhussæsonen er allerede skudt i gang, og det betyder også, at sommerhusmarkedet er kommet ud af sin vinterdvale.
Privatøkonomi | 3 min

Overraskende stigning i ejerlejlighedspriserne i februar

Trods forventninger om et prisfald på ejerlejligheder i februar, som følge af en markant stigning i boligskatten ved årsskiftet, er priserne i stedet steget med 0,2%. Der gemmer sig faktisk flere overraskelser fra Boligsidens tal fra februar. Det fortæller Nykredits boligøkonom Mira Lie Nielsen.